»Vi arbejder på det«: Mediestorm får Sonos-direktør til at undskylde

Efter at Sonos de seneste dage har tumlet rundt i øjet af en orkan af vrede ejere af lydanlægget, undskylder Sonos’ direktør nu. Beslutningen, der truer med at lægge utallige Sonos-anlæg i graven, er dog ikke trukket tilbage.

Sonos undskylder offentligt, men giver ikke med garantier og anviser heller ikke løsninger på problemer, der med tiden kan betyde, at rigtig mange må lægge deres ældre Sonos-anlæg i den elektroniske grav. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Frøland

Elektronikvirksomheden Sonos meddelte 21. januar, at selskabet fra 1. maj i år ikke længere opdaterer software til ældre Sonos-lydanlæg. Nu undskylder Sonos' direktør i en besked på virksomhedens hjemmeside over for de mange, der har købt Sonos-produkterne.

Et stop for opdateringer af software ville på længere sigt betyde, at Sonos-anlæg produceret i årene fra 2005 til 2011, men solgt helt frem til 2015, ville blive ubrugelige, og dette fik kunder til at gå hårdt i offensiven mod det amerikanske selskab, som altså nu beklager.

»Mange af jer har investeret dyrt i jeres Sonos-anlæg, og vi agter at hylde den investering så lang tid som muligt,« skriver Patrick Spence, der er adm. direktør for Sonos, på selskabets hjemmeside.

Hvor lang tid, det så vil være muligt at hylde investeringen, gør han dog ikke kunderne klogere på.

Ingen garanti

Patrick Spence skriver, at Sonos står fast på, at virksomheden ikke længere vil opdatere gamle anlæg med nye funktioner, men lover at fortsætte med at fikse småfejl – de såkaldte bugs – og sikkerhedsfejl så længe som muligt.

Facebook-bruger i gruppe for Sonos-kunder

»Så hjalp det alligevel at hyle op ...«


Desuden arbejder Sonos på at udvikle en metode, så nye Sonos-højttalere, der bliver koblet til gamle systemer, kan køre på ny software, selv om de gamle systemer ikke vil blive opdateret.

For et par dage siden lød meldingen fra Sonos, at dette ikke kunne lade sig gøre, og foreløbigt har undskyldningen gydt olie på de oprørte vande.

»Så hjalp det alligevel at hyle op ...« skrev en person i en dansk Facebook-gruppe for Sonos-brugere.

Der er dog stadig problemer. Eksempelvis kan disse opstå, såfremt en musiktjeneste som Spotify opdaterer sin software, hvilket kan resultere i, at man ikke længere vil kunne benytte musiktjenesten på ældre Sonos-anlæg.

Der er altså hverken garantier eller udmeldinger omkring, hvor lang tid der vil gå, før ældre Sonos-anlæg bliver ubrugelige. Det eneste, der er klart fra Sonos er, at »vi arbejder på det«.

Du kan læse det åbne brev til Sonos’ kunder her.