Twitter-storm mod Sonos: Dit gamle Sonos-anlæg kan blive ubrugeligt fra maj

Fra maj udsender Sonos ikke længere opdateringer til deres ældre modeller, og det kan betyde, at musiktjenester kan holde op med at virke. Så nu kan ejere af ældre Sonos-systemer enten købe nyt eller vente på, at deres højttalere måske bliver ubrugelige.

Sonos opfordrer deres kunder til at købe nye højttalere eller at fortsætte med at bruge deres gamle modeller, indtil de ikke længere kan bruges. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I en e-mail til ejere af det trådløse højttalersystem Sonos oplyser virksomheden, at det fra maj ikke længere vil være muligt at opdatere software på deres ældre anlæg.

»Efterhånden vil det sandsynligvis påvirke din adgang til tjenester samt systemets overordnede funktionalitet,« skriver Sonos i e-mailen til deres kunder.

Det sker, fordi de ældre modeller ikke længere har den fornødne hukommelse og computerkraft til at køre med den nye software og de nye funktioner, som Sonos løbende lægger ind på anlæggene. Det drejer sig om modeller, der blev introduceret mellem 2005 og 2011, men som altså blev solgt i butikker i flere år derefter.

Musiktjenester kan spænde ben

I første omgang kommer anlæggene til at køre videre som hidtil. Problemet begynder først at vise sig, hvis softwaren på den telefon, computer eller anden enhed, som sender lyden til Sonos-systemet bliver ændret.

»Når der sker teknologiske ændringer i fremtiden, særligt i musiktjenester og hos stemmepartnere, kan adgangen til visse tjenester eller funktioner blive forstyrret,« skriver Sonos i e-mailen.

Så hvis for eksempel Spotify opdaterer sin software, kan det resultere i, at man ikke længere vil kunne bruge musiktjenesten til at afspille musik på sin ældre Sonos-højttaler eller via et Sonos-anlæg. I øjeblikket er det dog ikke til at forudsige, hvor hurtigt eller langsomt det problem kommer op til overfladen.

Sonos foreslår selv, at man anskaffer sig nye Sonos-enheder. Alternativt kan man lade sit system være, som det er, og bruge det, til det stopper med at virke.

Henrik Wieben, salgschef i HiFi Klubben

»Hvis tredjeparter som for eksempel musiktjenester ændrer noget i softwaren, som Sonos også skal ændre, så kan der opstå problemer.«


De oplyser desuden, at hvis nye modeller er koblet sammen med gamle, så kan de nye Sonos-højttalere heller ikke opdateres. Hele systemet skal nemlig køre på samme software.

Uvished

Hos HiFi Klubben har de allerede fået de første henvendelser fra Sonos-ejere, der er nervøse for, at musikken i deres hjem vil slukke, når deres softwaren i deres anlæg ikke længere kan opdateres. Landechef i HiFi Klubben, Henrik Wieben, maner dog til besindighed.

»Vi råder folk til at tage det med ro, for deres Sonos-anlæg virker stadig efter 1. maj. De skal bare vurdere, om de kan undvære nye funktioner, som Sonos sender ud,« siger Henrik Wieben.

Han anerkender dog, at der er en usikkerhed om funktionaliteten på længere sigt.

»Det er den uvished, der er. Hvis tredjeparter som for eksempel musiktjenester ændrer noget i softwaren, som Sonos også skal ændre, så kan der opstå problemer. Og så må kunderne finde ud af, hvad de så gør,« siger han.

Henrik Wieben siger, at i takt med at flere produkter i folks hverdag bliver baseret på software, må man nok vænne sig til, at nogle produkter kan mangle de nyeste funktioner, selv om de fysisk kan være i ganske god stand.

International mediestorm

Selv om nyheden endnu ikke er et døgn gammel, så er forbrugere verden over for længst røget til tasterne for at udtrykke deres vrede på blandt andet Twitter, hvor hashtagget #SonosBoycott bliver særdeles flittigt brugt.

Sonos blev stiftet i Californien i 2002 og blev hurtigt populært blandt forbrugere, men i takt med at Amazon Echo, Google Home og Apple HomePod er kommet på markedet, er Sonos blevet presset på både pris og produktkvalitet. Det er umiddelbart ikke til at se, hvordan denne sag hjælper på det.