Trump junior styrer fars forretning – eller gør han?

Eric Trump har været den mere ukendte af Trumps børn, men ham der reelt styrer forretningerne, så længe Donald Trump er USAs præsident. Sidste år var et af de bedste nogensinde, hævder han, og da han modsat sin far hader gæld, gik Trump-koncernen efter sigende bedre polstret ind i coronakrisen. Men hvor meget blander præsidenten sig?

Eric Trump er søn af Donald Trump og den, der formelt styrer Trumps hotel- og ejendomsimperium, mens hans far er USAs præsident. I de seneste måneder har han også markeret sig i Donald Trumps valgkampagne for at blive genvalgt som præsident, hvilket har afstedkommet flere kontroversielle udtalelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Det er spørgsmålet, der har plaget Trump-familien, siden Donald Trump blev valgt som USAs præsident i 2016: Spørgsmålet om sammenblanding af politiske og økonomiske interesser.

Dengang valgte Trump en kritiseret løsning, hvor forvaltningen af hans forretninger blev anbragt en armslængde væk — ganske vist i en separat fond, men med sønnerne Eric Trump og Donald Trump Jr. i førersædet.

Siden har datteren Ivanka Trump og svigersønnen Jared Kushner huseret i Det Hvide Hus som præsidentens toprådgivere, mens også Donald Trump Jr. har søgt en markant politisk profil.

Altså er det Trumps tredje barn, 36-årige Eric Trump, der reelt styrer forretningerne i The Trump Organization. Stadig med samme spørgsmål hængende over sig: Våger fars skarpe øje over ham, og lukrerer forretningerne på den præsidentielle forbindelse?

Donald Trump med sine tre ældste børn: Eric (t.v.), Ivanka og Donald Trump Jr. (t.h.), til pressekonferrence i Trump Tower i New York 11. januar 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: TIMOTHY A. CLARY / AFP / Ritzau Scanpix.

Eric Trump har ellers gået for at være den mere oversete af de tre ældste Trump-børn, om hvem der længe har lydt rygter om, at de kappes intenst om at være deres fars favorit.

Er Ivanka den skarpeste og Donald Jr. den mest polerede, er Eric måske den, der slægter sin far mest på, når det gælder forretninger — den, der som barn legede med Lego-klodser på fars kontor og snart drømte om selv at rykke ind i på de øverste etager af ejendomsimperiet.

Nogle kritikere vil mene, at han konkurrerer med sine søskende om at være den dummeste – i hvert fald efter at han i de seneste måneder har også har markeret sig mere offentligt for at støtte sin far i valgkampen for at blive genvalgt som USAs præsident. Det har udmøntet sig i flere kontroversielle udtalelser og uheldige tweets.

For eksempel udtalte han i maj til TV-stationen Fox News, at coronanedlukningen var en politisk sammensværgelse for at skade Donald Trumps valgkampagne. »Og ved I hvad, efter 3. november vil coronavirussen magisk, helt pludseligt, gå væk og forsvinde, og alle kan genåbne,« sagde han med henvisning til den store valgdato.

Men forretningerne – hvad med dem? Til Wall Street Journal udtalte Eric Trump for nylig, at 2019 var et af de bedste år nogensinde: »Vi har aldrig været stærkere.«

I år anslår avisen, at Trumps hoteller har tabt over en million dollar om dagen i indtægter under nedlukningen, og så er der det åbne spørgsmål om genåbningen og de økonomiske tømmermænd.

Som Wall Street Journal påpeger, har Donald Trump før antydet, at han vil holde sit afkoms resultater med at lede forretningerne op over for sine egne bedrifter, men regner med at vinde den sammenligning.

Eric Trump siger til avisen, at hans resultater nok skal leve op til forventningerne. På i hvert fald ét punkt adskiller han sig fra sin far, der i sin erhvervskarriere til tider tumlede med konkursbegæringer: I de senere år er der betalt kraftigt af på gælden.

Og Eric Trump melder, at han forventer en stor international ekspansion af Trump-hoteller, når Donald Trump forlader Det Hvide Hus.

Demonstranter protesterer over Donald Trumps håndtering af coronakrisen foran Trump International Hotel i Washington, D.C., tæt på Det Hvide Hus, i april 2020. Hotellet har været i fokus for anklager om sammenblanding af Trumps politiske og forretningsmæssige interesser. Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN LAMARQUE / Reuters / Ritzau Scanpix.

Specielt Trumps internationale forretningsaktiviteter har ellers været i kritisk fokus på grund af muligheden for, at de kunne blive brugt til at vinde politisk gunst hos USAs præsident eller tjene ham økonomisk.

Så sent som sidste efterår udtalte Eric Trump – igen til Fox News: »Da min far blev landets øverstebefalende, trak vi os fra alle internationale forretninger,« hvilket er blevet afvist som værende usandt af flere organisationer og medier.

Kritisk fokus har der også været på Erics Trumps egen velgørende fond, som han officielt trak sig fra i december 2016 for at undgå en »interessekonflikt«. Siden har blandt andet bladet Forbes omtalt forhold, som tyder på, at fonden også tjente Trumps forretningsmæssige interesser.

»Det rejser også større spørgsmål om Trump-familiens dynamik og om Eric og hans bror, Don Jr., er helt uafhængige af deres far,« skrev Forbes i 2017.

I 2020 hænger dette spørgsmål stadig i luften. Formelt har Donald Trump kun overdraget ganske få af sine ejermæssige aktiver til børnene, kun forvaltningen af dem. Tager han over igen, når han har forladt Det Hvide Hus? Og hvor lander Eric så?