Tidligere frisør fik helt særlig tilladelse i »Løvens Hule« – og så landede drømmeinvesteringen

Der ligger en usædvanlig historie bag iværksætteren Mette Neerup Mariager, som torsdag aften var med i »Løvens Hule«. Men der måtte en særlig tilladelse til, før hun og virksomhedens That's Mine fik ønskeinvesteringen fra Jacob Risgaard.

Mette Neerup Mariager landede den helt rigtige investering torsdag aften i »Løvens Hule«. Investor Jacob Risgaard var klar med 250.000 kroner til hendes virksomhed – efter lidt forhandlinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR/Løvens Hule

Der gemmer sig en noget særlig historie bag iværksætteren Mette Neerup Mariager, som torsdag aften landede en investering på 250.000 kroner for 30 procent af hendes virksomhed That's Mine fra Coolshop-stifter Jacob Risgaard i TV-programmet »Løvens Hule«.

Mette Neerup Mariager er uddannet frisør. Hun havde egen salon. Livet som selvstændig behandlede hende godt.

Fra den ene dag til den anden blev der vendt op og ned på tingene i hendes liv. En bilulykke efterlod hende med en dårlig skulder, og så var det slut med salonen.

Efter at have »siddet fast i systemet« i et halvt år var hun i gang med at indrette sin på det tidspunkt etårige datters værelse, og så opstod der en idé.

Det er fem år siden i dag, og torsdag aften stod hun på landsdækkende TV og præsenterede sin idé samt de seneste fem års arbejde.

»Det er fem års sindssyg hård kamp, som jeg skulle skære ned til et to minutters pitch. Men det hele gik, som det skulle. Nu kan jeg slet ikke vente med at komme videre,« fortæller Mette Neerup Mariager.

Midt i indretningen af datterens værelse følte hun, at der manglede noget. Derfor skar og sleb hun selv nogle træknager ud fra egen fri fantasi. En fantasi, der endte med at blive en forretning. Ret hurtigt åbnede hun derfor en webshop, der fik navnet That's Mine.

»Min datter havde en periode, hvor hun sagde »det' min« til alting, og så blev det navnet. Træknagerne blev hurtigt til en hel kollektion, som jeg drog på messe med. Pludselig havde jeg over 100 forhandlere i 18 forskellige lande,« siger hun.

To blodpropper

Mette Neerup Mariager endte med at fremstille 30.000 træknager i sin stue, der selvsagt var fyldt med både knager og træstøv fra sliberiet.

»Jeg kan lide at udnytte forskellige materialer og finde på alle mulige skøre ting. Jeg synes, det er fedt, at ting er multifunktionelle, og jeg synes, det er sjovt at blande maling for at finde frem til nogle flotte farver,« siger hun.

Mette Neerup Mariager skar og sleb 30.000 træknager i sin stue. Nu er hun klar til at skalere virksomheden sammen med Jacob Risgaard og tidligere Kähler-direktør Jesper Holst Schmidt. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR/Løvens Hule.

Ideerne bliver ikke kun ved træknagerne. Og der er ikke langt fra tanke til handling for den 32-årige iværksætter. I dag sælger hun en lang række interiør til børneværelser. Et eksempel:

»Jeg fandt ud af, at der ikke fandtes en decideret hjørnemadras til børneværelset. Samme dag kørte jeg ned til en skumleverandør og bestilte en prototype,« forklarer hun.

I den periode brugte hun alt overskuddet fra træknagerne til at investere i udviklingen af madrasserne, der fik følgeskab af boghylder, skabe og børnesofaer. Ting hun selv havde behov for til datterens værelse.

Det var en stresset periode for enmandshæren That's Mine, hvor Mette Neerup Mariager vendte hver en træklods for at lave en ekstra knag. Det resulterede i en forbipasserende blodprop i benet i december 2017.

Hun fik besked på at slappe af og holde sig i ro. Hun mente dog godt, at hun kunne sidde med benet oppe foran computeren og arbejde videre, og det resulterede i endnu en blodprop nogle måneder senere. Denne gang i lungen.

»Jeg skulle have haft noget hjælp og noget sparring med virksomheden, for jeg skulle på det tidspunkt gøre alting selv. Men jeg blev ved, fordi jeg ikke syntes, at mit arbejde skulle gå til spilde. Det er svært at balancere tiden mellem familie og virksomhed, og derfor skulle arbejdet også være det værd,« siger hun i dag.

Heldigvis kom der hjælp – men fra en noget uventet kant.

Den tidligere Kähler-direktør

Mette Neerup Mariagers mand var i foråret 2019 til foredrag med den tidligere direktør og medejer af designvirksomheden Kähler Jesper Holst Schmidt. Foredraget handlede blandt andet om udfordringerne i opstartsfasen af en virksomhed, og ægtemanden kunne genkende sin kone i Kähler-historien.

Derfor henvendte han sig til Jesper Holst Schmidt efter foredraget. Der blev aftalt en halv times møde mellem Mette Neerup Mariager og Jesper Holst Schmidt – et møde, der endte med at vare fire timer.

Jesper Holst Schmidt købte efterfølgende 40 procent af virksomheden, hvilket blandt andet gav råd til at ansætte en anden tidligere Kähler-medarbejder til at håndtere det administrative.

»Kähler blev skabt af dygtig produktudvikling og dygtig branding. That's Mine består af begge dele og var klar til at skalere. Det synes jeg kunne være spændende at være med til,« siger den tidligere Kähler-direktør.

Mette Neerup Mariager, iværksætter

»Selvom vi i dag har mere travlt end nogensinde før, så har jeg en helt anden ro end tidligere.«


Og lige præcis den handel fik »Løvens Hule« til at give Mette Neerup Mariager en helt særlig tilladelse. For i forhandlingerne med Jacob Risgaard stod det klart, at han ikke blot ville have 30 procent, men også en lige så stor andel som Jesper Holst Schmidt. Altså 40 procent. Alle var dog interesserede i, at Mette Neerup Mariager forblev majoritetsejer, og derfor skete der noget usædvanligt:

Hun fik lov til at ringe Jesper Holst Schmidt op uden for studiet for at afklare, om han ville give afkald på ti af sine procenter, så fordelingen hed 30 procent til hver af investorerne og 40 procent til iværksætteren.

Det ville han som bekendt godt, og sådan blev det. Ifølge Mette Neerup Mariager selv har hun nu det helt rigtige hold til at skalere virksomheden.

»Det har været en helt vild rejse, og jeg kan slet ikke vente til, at den fortsætter. Selv om vi i dag har mere travlt end nogensinde før, så har jeg en helt anden ro end tidligere.«