Han bestak læger og gjorde folk til narkomaner: Nu skal topchef i fængsel

En tidligere amerikansk medicinalchef blev torsdag kendt skyldig i at have bestukket læger med millioner af dollar og for at sætte profit over menneskeliv. John Kapoor havde kronede dage som hovedrig topchef, men bliver nu gjort medansvarlig for, at USA er havnet i en omfattende misbrugskrise.

Den tidligere milliardær, topchef og grundlægger af medicinalselskabet Insys Therapeutics, John Kapoor, er blevet idømt en fængselsstraf på over fem år. Den tidligere topchef er blandt andet fundet skyldig i at have bestukket læger med millioner af dollar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix

Han blev milliardær på salg af stærkt smertestillende medicin til amerikanere, som slet ikke havde brug for det. Nu risikerer han at ende sine dage i et fængsel.

76-årige John Kapoor blev torsdag idømt en fængselsstraf på fem et halvt år ved en domstol i USA for have bestukket læger til at udskrive store mængder af et stærkt vanedannende smertemiddel kaldet Subsys, der bygger på et kemisk stof, som findes naturligt i opiumsvalmuen.

Subsys tilhører gruppen af såkaldte opioider, som ifølge de amerikanske myndigheder har skabt en epidemisk misbrugskrise i USA.

John Kapoor grundlagde i 2002 medicinalselskabet Insys Therapeutics, som over årene tjente gigantiske summer på salg af Subsys, som i lighed med flere andre midler i den kategori har trukket et dødeligt spor efter sig i USA.

Tusindvis af amerikanere dør hvert år som følge af misbrug af smertestillende medicin. Fold sammen
Læs mere

»Af ren og skær grådighed bestak ledere i Insys, fra John Kapoor og ned, læger til at ordinere dette kraftfulde og meget vanedannende narkotiske middel til mennesker, der ikke havde brug for det. På trods af stigende offentlig frygt for en narkotisk epidemi, drevet af recepter på smertestillende piller, fortsatte de tiltalte med Kapoor i spidsen med at storme frem,« siger Andrew E. Lelling, der er statsadvokat i den amerikanske stat Massachusetts.

Statsadvokaten siger samtidig, at John Kapoor og resten af ledelsen i selskabet opsatte ugentlige kvoter for udskrivning af virksomhedens medicin »for læger på deres lønningsliste og opfordrede dem til at ordinere Subsys i højere og højere doser, så de kunne tjene millioner af dollar på patienternes bekostning«.

Med andre ord: John Kapoor bestak med millioner af dollar læger, som med heftig receptudskrivning af det smertestillende middel fik salget til at eksplodere.

Ifølge Wall Street Journal betød det hidsige salg af selskabets opioidprodukt, at selskabets markedsværdi i 2015 blev opgjort til mere end 21 milliarder kroner. Samme år toppede medicinalvirksomhedens salg af Subsys, da midlet det år ramte en samlet omsætning på over 2,2 milliarder kroner.

John Kapoor var topchef i Insys fra 2015 til 2017. Han blev tvunget til at forlade selskabets ledelse, da han blev anholdt af politiet i foråret 2017.

Samtidig indvilgede han i at overlevere sit ejerskab på omkring 60 procent af selskabet til en lukket fond.

I juni 2019 blev det amerikanske medicinalselskab begæret konkurs.

Det store misbrug af smertestillende medicin i USA blev for alvor sat på dagsordenen i efteråret 2017, da præsident Donald Trump proklamerede, at landet stod midt i en omfattende national krise.

Fra sin talerstol sagde den amerikanske præsident, at misbrug af såkaldte opioider hvert år koster mange tusinde menneskeliv i USA.

Midlerne i den stærke opioidklasse blev oprindeligt brugt til at smertelindre meget kræftsyge patienter, men amerikanske læger har også i stort omfang udskrevet medicinen til mere almindelige former for smertebehandling.

Ifølge det videnskabelige tidsskrift Journal of the American Medical Association toppede de amerikanske lægers receptudskrivning af opioidprodukter mellem 2008 og 2012.

Siden er antallet af udskrevne recepter dalet markant. Til gengæld benytter patienterne nu de smertestillende midler i længere tid ad gangen, hvilket netop øger risikoen for at blive afhængig af medicinen.

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder risikerer en fjerdedel af de patienter, der over en længere periode har indtaget smertestillende opioider, at blive fanget i et misbrug.

Det store amerikanske opgør om brugen af smertestillende medicin omfatter også den danske topchef Kåre Schultz, der er topchef i den israelske medicinalgigant Teva.

Den overordnede beskyldning mod Teva og flere andre medicinalselskaber lyder på, at de med aggressiv markedsføring af opioider har været medvirkende til at skabe en krise i det amerikanske samfund.

Kåre Schultz har flere gange udtalt, at han ikke mener, at Teva har gjort noget forkert.

»Fra min synsvinkel kan jeg ikke se, hvordan man kan stille Teva til ansvar for et generelt stort samfundsproblem omkring misbrug af smertestillende medicin i USA, blot fordi vi producerer noget medicin, som er udviklet til at hjælpe terminalt syge cancerpatienter,« sagde Kåre Schultz til Berlingske Business i 2019.