Dansk Mofibo-direktør indtager Finland

Landechef Claus Wamsler-Nielsen overtager nu også ansvaret for e- og lydbogstjenestens finske aktiviteter. Vi er vilde med lydbøger, som konstant udvikler sig, men e-bøgerne har især i Danmark vundet et stadig mere trofast publikum.

Lydbøger er voldsomt populære blandt danskerne og udvikler sig konstant. Næste skridt kan blive en slags radiodrama med effekter og flere stemmer ved indlæsningen, spår Mofibos danske direktør, som nu også overtager ansvaret for Finland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

E- og lydbogstjenesten Mofibos danske landechef udvider nu forretningen og får også Finland under sine vinger.

Claus Wamsler-Nielsen vil fra begyndelsen af marts også få ansvaret for det finske marked i den svenske Storytel-koncern, som i juni 2016 købte Mofibo for 100 millioner kroner af blandt andre iværksætteren Morten Strunge, der stiftede selskabet i 2013 og dermed skabte et helt nyt marked for at læse e-bøger og siden lytte til litteratur.

Danmark og Finland har mange ligheder

Claus Wamsler-Nielsen kom til Storytel som landechef for Danmark i 2018 og har en fortid hos TDC som blandt andet finansdirektør for lavprismobilselskabet Telmore. Han sidder også bestyrelsen for forlaget People'sPress, som Storytel lagde 75 millioner kroner for i marts 2017. I Finland afløser han Mari Wärri, der åbnede Storytels finske afdeling i 2016 og nu skal være administrerende direktør for design- og trykkeriselskabet Putinki Oy.

De to har arbejdet meget sammen, så Claus Wamsler-Nielsen kender det finske marked godt.

»Danmark og Finland er to meget forskellige lande, men har faktisk mange ligheder. Derfor har vi arbejdet meget sammen og udvekslet erfaringer om kampagner, som har virket rigtigt godt i begge lande. Finland er ved at blive et mere modent marked, sådan som Danmark har været det i nogle år. Så erfaringen med at accelerere væksten i Danmark tager jeg direkte med til Finland. For eksempel gør vi nu klar til at tage MobilePay i brug i både Danmark og Finland, og ligesom vi i Danmark har både streamingtjenesten Mofibo og forlaget People'sPress, købte Storytel i Finland for nogle måneder siden forlaget Gummerus for at udvikle indholdet,« fortæller Claus Wamsler-Nielsen, som fortsat skal arbejde fra Danmark men vil få en del flere rejsedage til Finland.

De fleste danskere vil formentlig kun kunne identificere Tove Janssons mumitrolde som finsk litteratur, men Mofibo-direktøren tror, at det også kan ændre sig fremover.

»Når ledelsen er den samme i Danmark og Finland, er det helt naturligt, at jeg samler ting op, der er på radaren. Så vi kan helt sikkert få litteraturen til at flyde lidt mere mellem de to markeder,« fastslår han.

Mofibo har siden 2013 været med til at lære danskerne at bruge e-bøger og lydbøger. Navnlig lydbøgerne er populære. Omkring 80 procent af Mofibo-brugerne lytter til litteratur, mens 20 procent læser den som e-bøger. Fold sammen
Læs mere

Vi er vilde med lydbøger

Storytel er i dag i 20 lande, hvor Sverige er det ubetinget største marked med Danmark som en klar nummer to. Hvor mange brugere der faktisk er i Danmark, må han ikke oplyse, da Storytel er børsnoteret, men i julekvartalet rundede Storytel sammenlagt 1,1 millioner brugere globalt.

I Danmark er 80 procent af, hvad brugerne henter, lydbøger, mens 20 procent er e-bøger. I andre lande er andelen af lydbøger endnu højere, og på tværs af Storytels lande lytter hver bruger i gennemsnit 30 timer om måneden. Dagligt lyttes der i alt 900.000 timer på over 24 sprog.

»Lydbøger er blevet så populære, fordi de sætter hænderne fri og giver en masse mennesker mulighed for at lytte til bøger, selv om de er synsbesværede eller har svært ved at læse. Den helt store vækst skyldes dog personer som mig selv, der ikke dagligt kan finde en-to timer til at læse bøger men så kan lytte, mens man kører bil eller træner. Kvaliteten i indlæsningen er også steget betragteligt, og vores kunder går lige så meget op i, hvem der har indlæst en bog, som i forfatteren, og de følger indlæserne på tværs af forfattere,« siger Claus Wamsler-Nielsen.

Derfor indstifter Mofibo og Storytel i februar »Den store lydbogspris«, hvor indlæserne – og forfatterne bag – hyldes.

»Der er sket en kæmpe udvikling på lydbogsmarkedet. Tidligere skulle indlæseren ikke lægge for mange følelser i oplæsningen. Der skulle læses monotont. Nu bevæger vi os mod en mere moderne indlæsning, hvor indlæseren laver flere forskellige stemmer. Det næste bliver nok en slags radiodrama med effekter og flere stemmer,« spår Mofibo-direktøren, som er lidt overrasket over, at kun 72 procent af danskerne endnu kender til lydbøger – hvilket så omvendt giver et potentiale, når 28 procent af befolkningen mangler.

Claus Wamsler-Nielsen får fra marts også ansvaret for det finske marked ud over det danske, som han har stået i spidsen for i to år. Fold sammen
Læs mere

Ægte e-bogslæser giver mere læsning

Markedet for e-bøger har omvendt ikke i Norden fyldt så meget eller haft samme rivende udvikling som lydbøger, selv om det netop var e-bøger, som Mofibo lagde ud med.

»I resten af verden har rigtige e-bogslæsere som Amazons Kindle drevet markedet rigtigt meget. Det vil vi meget gerne understøtte. Derfor kom vi sidste år med vores egen e-bogslæser, som har været en succes. Vi har solgt rigtigt mange, og de kunder, der køber, skriver, at de er rigtigt for den og roser læseoplevelsen, fordi man for eksempel kan læse i direkte sollys. De kunder, der har købt en e-bogslæser, bliver faktisk dobbelt så længe hos os. Og vores mission er netop, at vi skal have folk til at læse noget mere,« siger Claus Wamsler-Nielsen.

Mofibo konkurrerer i Danmark med blandt andre JP/Politikens Saxo.com og Bookmate samt bibliotekernes eReolen. Ingen af tjenesterne gør det dog muligt at læse e-bøger på folks egne e-bogslæsere.

Storytel drev oprindeligt sin egen tjeneste i Danmark ved siden af Mofibo men valgte i april 2019 at slå de to sammen med Mofibo som det fortsættende, fordi tjenesten var bedst kendt blandt danskerne. København er det globale kontor for Storytel og har lidt over 50 ansatte, som også sikrer support til de øvrige lande, mens Storytels hovedkontor ligger i Stockholm og fokuserer på Sverige. I Finland er der otte ansatte.

Et abonnement på Mofibo koster 129 kroner om måneden, hvor man så får adgang til over 150.000 lyd- og e-bøger. Der findes også familieabonnementer til to eller tre voksne brugere.