Apple får milliardbøde i Frankrig

iPhone-producenten favoriserede sine egne butikker og visse grossister til skade for andre forhandlere.

Apple har fået den hidtil største bøde, som de franske konkurrencemyndigheder til dato har givet. Fold sammen
Læs mere
Foto: diego

De franske konkurrencemyndigheder har mandag givet den amerikanske iPhone-producent Apple en bøde på 1,1 milliarder euro eller 8,21 milliarder kroner for misbrug af sin markedsposition.

Konkurrencemyndighederne har slået hårdt ned på også to af Apples samarbejdspartnere, Tech Data og Ingram Micro, som henholdsvis skal betale 76,1 millioner og 63 millioner euro for at have deltaget i sagen, der handler om distribution af alle Apple-produkter ud over iPhone-telefonerne.

»Apple og de to samarbejdspartnere aftalte ikke at konkurrere mod hinanden og forhindre forhandlere i at fremme konkurrencen mellem hinanden og dermed sterilisere markedet for Apple-produkter,« hedder det i en udtalelse fra Isabelle de Silva, som er direktør for konkurrencemyndighederne i Frankrig, Autorité de la Concurrence (ADLC).

Den hidtil største konkurrencebøde

Milliardbøden er konkurrencemyndighedernes seneste indgreb mod de amerikanske teknologigiganter. Sent i 2019 fik internetgiganten Google en bøde på 150 millioner euro for uigennemsigtige regler for sin annonceplatform Google Apps, og i februar fik Apple i Frankrig en bøde på 25 millioner euro for med vilje at have gjort ældre iPhone-telefoner sløve gennem en opdatering af telefonernes software. Hensigten skulle være at få flere til at købe de nyeste – og dyrere – telefoner..

Bøden til Apple er den hidtil største i Frankrig. I 2015 blev teleselskabet Orange idømt en konkurrencebøde på 350 millioner euro.