Teenager blev nægtet behandling for coronavirus: Få timer senere var han død

En 17-årig amerikansk dreng med coronavirus har mistet livet. Han søgte lægehjælp, men blev afvist og nægtet behandling, fordi han ikke havde en sundhedsforsikring. Få timer senere trak han ikke længere vejret.

En dreng på 17 år smittet med coronavirus mistede i denne uge livet i Los Angeles County i Californien. Tidligere på dagen havde drengen opsøgt akut lægehjælp, men blev afvist, fordi han ikke havde en sundhedsforsikring.

Det forklarer borgmesteren i byen Lancaster i Californien, R. Rex Parris, i en Youtube-video.

»Fredagen før han døde, var han rask. Om onsdagen var han død,« siger Parris.

Ifølge borgmesteren havde teenageren været syg i flere dage. Han havde ikke tidligere lidt af helbredsmæssige skavanker.

Teenageren blev henvist til et andet hospital, hvor han efter ankomsten fik hjertestop. Personalet var dog i stand til at genoplive drengen, men kunne ikke holde ham i live i længere end seks timer.

»Da han nåede derhen, var det for sent,« lyder det fra borgmester Parris i videoen.

De seneste tal viser, at godt 27,5 millioner amerikanere, hvilket svarer til 8,5 procent af USAs befolkning, ikke har en sundhedsforsikring.

Få timer efter meddelelsen fra borgmesteren fjernede Los Angeles Countys sundhedsmyndigheder teenageren fra listen over covid-19 relaterede dødsfald. Den lokale leder af sundhedsmyndighederne, Barbara Ferrer, forklarede, at myndighederne vil undersøge omstændighederne i forbindelse med drengens død nærmere.

»Det er en kompleks sag, og der kan være alternative forklaringer,« lød det fra Barbara Ferrer.

Et hårdt ramt USA

Teenageren ikke den eneste unge under 18 år i USA, som har lidt denne skæbne. I staten Louisiana har endnu en 17-årig dreng mistet livet som følge af coronavirus.

»Dette illustrerer pointen, at alle er i farezonen,« lød det fra Louisianas guvernør, John Bel Edwards.

USA er nu det land, der har det største antal smittede med coronavirus. I skrivende stund er der 104.873 bekræftet smittede i landet, hvoraf 1.707 er døde, ifølge Johns Hopkins University. Heraf har 450 af dødsfaldene fundet sted i staten New York.

New York City er det største »hotspot« lige nu, hvor man i høj grad har lukket den pulserende by.

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, fortæller, at det kan vare op til 21 dage, før man rammer toppen af kurven.

Flere stater forbereder sig på et stigende antal smittede. I Los Angeles er antallet af bekræftede smittede mere end tredoblet i løbet af de seneste seks dage.

For at komme borgere og virksomheder, som rammes af de økonomiske konsekvenser af coronavirus, til undsætning, har Kongressen netop godkendt en hjælpepakke på knap 15.000 milliarder danske kroner.