»Sleepy Joe Biden« vågner op efter kæmpe sejr i South Carolina

For et par uger siden blev han nærmest dømt ude af ræset om at blive Demokraternes præsidentkandidat. I dag er Joe Biden tilbage for fuld styrke og med en realistisk chance for at blive den mand, der skal udfordre Donald Trump til november.

Tidligere vicepræsident Joe Biden vandt lørdag nat stort i sydstaten South Carolina. Han står nu stærkt forud for Super Tuesday 3. marts. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg vinder South Carolina,« lød det fra en meget bestemt Joe Biden under en TV-debat tirsdag aften. Og vinde, det gjorde han – i dén grad.

Biden løb nemlig med 48 procent af stemmerne i sydstaten South Carolina, mens Bernie Sanders halsede efter med knap 20 procent.

Det er den første sejr for Joe Biden i ræset om at blive Demokraternes præsidentkandidat, og sejren kommer som en opmuntring forud for Super Tuesday 3. marts, hvor hele 14 stater skal stemme.

Men hvem er »Sleepy Joe« – et øgenavn, som præsident Donald Trump har brugt om ham i flere tweets?

Obamas højre hånd

77-årige Joe Biden er bedst kendt for sin tid som vicepræsident for Barack Obama 2009-2017 – en periode, som han ofte refererer nostalgisk til. Men hans politiske karriere har været lang, for allerede i 1973 blev han som 29-årig valgt ind i Senatet, hvor han repræsenterede Delaware frem til 2009.

Og i år er det tredje gang, at Biden forsøger at blive Demokraternes præsidentkandidat.
Første gang var i 1987. Her trak han sig dog hurtigt efter en skandale, hvor det viste sig, at han havde plagieret en tale, der oprindeligt var skrevet af en britisk politiker.

Anden gang var i 2008, da han var stillede op samtidig med Barack Obama. Dengang trak han sig i kølvandet på første valg i Iowa, hvor han klarede sig skidt. Senere støttede han Obama og blev udpeget til vicepræsident, da den første afroamerikanske præsident i 2009 overtog Det Hvide Hus.

Bidens fortid som vicepræsident er det, der adskiller ham fra resten af feltet. Amerikanerne kender ham og forbinder ham med Obama, hvilket især blandt afroamerikanske vælgere kommer ham til gode.

Hans store sejr i South Carolina, en stat præget af afroamerikanere, kom i høj grad takket være hans historie som Obamas højre hånd. Biden har brugt meget tid og mange ressourcer under sin valgkamp for at sikre sig sejren i sydstaten.

En god katolsk familiefar med en barsk fortid

Bidens liv har ikke altid været en dans på roser. Han mistede sin første kone og deres etårige datter i en trafikulykke i 1972. Hans to sønner, Beau og Hunter Biden, som også sad i bilen, overlevede, men i 2015 blev han igen ramt af en personlig tragedie, da Beau i en alder af 46 døde af kræft.

Netop på grund af sin fortid understreger Biden, at sundhedsforsikring er et vigtigt personligt emne for ham. Under TV-debatter argumenterer han stædigt for, at han vil bygge videre på Obamacare – en sundhedsreform, der blev introduceret under Obama-regeringen.

Den tidligere vicepræsident taler lige til mange amerikaneres hjerter ved at fremstille sig selv som en god katolsk familiefar. Han har tidligere talt åbent omkring sin sorg, og hvordan troen hjalp ham på benene igen.

Efter nogle barske uger har Joe Biden således endelig fået en tiltrængt sejr. Spørgsmålet er nu, hvorvidt han er i stand til at udnytte sit momentum fra South Carolina til at sikre sig de nødvendige stemmer Super Tuesday.