Politiet troede ikke på voldtægt og kaldte Marie for løgner – men så slog han til igen

Det er en historie om voldtægt. Men det er allermest en historie om ikke at tro på voldtægt. I et politidistrikt i USA afviste betjentene hver fjerde sag som grundløs, og Maries var en af dem. Hun blev også dømt for falsk anmeldelse og måtte flytte væk i skam. Men så tog to kvindelige betjente affære.

Hun græd, og hun slog i bordet, og hun fastholdt, at hun var blevet voldtaget. Men de to kriminalbetjente mente, at Marie løj. Det førte til en politiskandale, afsløret i prisbelønnet journalistik, og til et skoleeksempel i fordomme i over for ofre. Nu er det så basis for Netflix-serien »Unbelievable.« Foto af Marie (ovenfor) er fra serien og offentliggjort af Netflix’ presseafdeling. Fold sammen
Læs mere

Han kom ud af mørket, og han tog mørket med sig.

Han kravlede op på ryggen af hende, han bandt hende, han truede hende med en pistol og en kniv, han forbrød sig mod hende, og pludselig fik han øje på en gul teddybjørn, som stod på et bord. I et nærmest freudiansk øjeblik slog han vredt til den, og ofret sagde til ham:

»Du skulle søge hjælp.«

»Det er for sent for den slags,« svarede voldtægtsmanden – og fortsatte.

Pulitzer-pris

Netflix havde fredag aften premiere på serien »Unbelievable,« som handler om mænd, der voldtager kvinder, og om mænd, som ikke tror på kvinder, når de anmelder voldtægten.

Det fører til en dobbeltforbrydelse, som gentager sig gang på gang og formentlig verden over, og den gentager sig, fordi voldtægt i modsætning til mange andre forbrydelser i høj grad handler om ofrets troværdighed. Eller som det hedder i en prisbelønnet undersøgende artikel:

»Voldtægtssager er ulig mange andre forbrydelser. For en retssag kommer ofte til at handle lige så meget om ofrets troværdighed som om den anklagedes skyld. Og på den lange vej fra forbrydelse til straf er politiet de første, som afvejer kendsgerningerne ...«

Og det var her, at det gik galt i sagen om Marie, som førte til et banebrydende journalistisk projekt, der fik den amerikanske journalistpris, Pulitzer-prisen – og som senere førte til dokumentarudsendelser på radio og TV og en nylig bog og nu til serien »Unbelievable« på Netflix.

Her er historien.

En polititegning på baggrund af signalementet af voldtægtsmanden og frihedsberøveren. Kilde: Jefferson County Police Affidavit. Fold sammen
Læs mere

»Det var dumt ...«

Han stod i soveværelset klokken syv om morgenen.

Han var en tidligere soldat, to gange havde han været udsendt til Sydkorea, og ordene og rutinen var stadig i ham. Han havde overvåget hende og hendes lejlighed i to uger, to gange var han brudt ind for at foretage »præ-kampovervågning,« og nu var han klar, som ProPublica skriver.

Han vækkede den 18-årige Marie, han satte sig overskrævs på hende, han holdt en kniv mod hendes hals, han bandt hende og kneblede hende, og så begyndte han sin voldtægt. »Du skulle huske at låse døren,« formanede han hende undervejs.

Han tog hendes kørekort og placerede på hendes bryst og tog billeder. »Hvis du går til politiet, offentliggør jeg dem,« sagde han ifølge Propublica, og derefter begyndte han at rengøre gerningsstedet med vådservietter.

Til sidst sagde han undskyld. Det var dumt. Voldtægten havde taget sig bedre ud i hans fantasi end i virkeligheden, sagde han, og så var han væk.

De blev ved med at køre på Marie. De ledte efter beviser for hendes løgn i stedet for at lede efter spor efter voldtægten, og til sidst brød hun sammen og tak sin anmeldelse tilbage. Foto: Netflix.  Fold sammen
Læs mere

»Jeg b-l-e-v voldtaget ...«

Marie gjorde, hvad hun skulle gøre. Hun anmeldte voldtægten til politiet, og to mandlige betjente dukkede op.

Serien »Unbelievable« og en række medier beskriver i detaljer, hvad der skete, og bundlinjen er, at de to betjente lynhurtigt begyndte at kredse om Marie og hendes historie.

Hun afgav i løbet af de første 24 timer flere forklaringer, og betjentene fokuserede på et par uoverensstemmelser, og de undrede sig også over, at der var så få fysiske spor efter gerningsmanden. Og hvad værre var: I deres hoveder var Marie præcis sådan en, som kunne lyve. Hun var tidligt blevet sendt i familiepleje, hun var gået fra plejefamilie til plejefamilie, og nogle af plejemødrene fortalte, at hun somme tider udviste »opmærksomhedssøgende« adfærd.

For de to betjente var sagen klar. Hun løj for at få opmærksomhed. De blev ved med at køre på hende. Hun græd og bankede i bordet og fastholdt, at »voldtægten skete. Jeg blev voldtaget,« men de troede ikke på hende.

Til sidst fik hun nok. Hun trak anmeldelsen tilbage, hun fik en dom for falsk anmeldelse, og hun var nødt til i skam at rejse fra den lille by i staten Washington, fremgår det af radiodokumentaren »Anatomy of Doubt.«

»Hvordan kunne du lyve om sådan noget,« som en af hendes veninder skrev som afsked på et social medie.

Politiets beskrivelse af serievoldstægsmandens overgreb på en 26-årig kvinde ved Denver i Colorado. Kilde: Politiets sagsfremstilling, som Berlingske har. Fold sammen
Læs mere

Modermærke

To år senere, et andet sted, en anden kvinde, men den samme desperate situation.

En 26-årig kvinde i Denver blev vækket brutalt klokken 07.50. En maskeret mand pegede på hende med en sølvfarvet pistol og holdt hende fanget i et fire timer langt mareridt. I sin rygsæk havde han et par højhælede sko og strømper, som han tvang hende til at tage på; han havde øjenskygge og læbestift, som hun skulle påføre sig, og hun skulle sætte sit hår i fletninger. Han forbrød sig på det grusommeste og gjorde rent efter sig, han tog lagener og dyner med, og han tvang ofret til at børste tænder og gå i bad for at fjerne de sidste spor.

Men han havde efterladt andre spor – i ofrets erindring. Hun indprentede sig hans højde, hans øjenfarve, hans behåring og ikke mindst et stort, brunt modermærke på det ene ben.

De to kriminalbetjente i Netflix-serien, Karen Duvall og Grace Rasmussen, er baseret på de to kvindelige Denver-betjente, som opklarede sagen: Stacy Galbraith og Edna Hendershot. Foto: Netflix.  Fold sammen
Læs mere

»Ren ondskab«

Men den største forskel var ikke i signalementet; den største forskel var i de to betjente, som endte med at efterforske sagerne. Nemlig Stacy Galbraith og Edna Hendershot.

Der var også i den aktuelle sag få spor efter gerningsmanden, og de kunne have valgt samme strategi som de to betjente, som efterforskede voldtægten af Marie. Men de gjorde det modsatte. De troede på ofret, de troede på sagen, og de troede også på, at det ikke var første gang, voldtægtsmanden voldtog. Han var så brutal og effektiv, at dette offer ikke var det første offer.

Og ganske rigtigt. De fandt lignende tilfælde af voldtægt og voldtægtsforsøg, bl.a. en 47-årig kvinde, som gerningsmanden stalkede i to måneder, og han brød også ind i hendes hjem. Hun følte sig forfulgt, men troede, at hun var ved at blive tosset. F.eks. tændte hun på et tidspunkt sin computer, og i stedet for hendes normale logon, stod der nu »pure evil« på skærmen. »Ren ondskab.«

Kort efter stod han i hendes soveværelse, fremgår det af politifremstillingen.

De fandt også den 67-årige kvinde, som – under voldtægten – opfordrede gerningsmanden til at søge hjælp, efter han havde slået til hendes teddybjørn.

Her er et af de billeder, som knækkede sagen: Politiet noterede, at en hvid Mazda-pickup var i nærheden af flere af gerningsstederne – og den førte til manden. Foto: Jefferson County Court. Fold sammen
Læs mere

»Monster«

De to kriminalbetjente samlede sagerne og overvågningsbilleder ved gerningsstederne, og her kom gennembruddet. De noterede en ældre hvid Mazda-pickup i nærheden af nogle af stederne.

Ejermanden hed Marc O'Leary, han var 32 år, en tidligere soldat, som nu studerede på et lokalt college.

Politiet fokuserede på ham, de fik yderligere materiale, bl.a. et delvist DNA-spor fra et af gerningsstederne, og 13. februar 2011 slog de til. De anholdt ham, og ransagningen af hans bolig og hans computer var et eldorado af beviser. De fandt ejendele fra ofrene, de fandt billeder af ofrene, de fandt et brunt modermærke på ham, og de fandt en gerningsmand, som var – viste det sig – intelligent og socialt velfungerende, han havde en kæreste og sans for humor, han havde venner og en fremtid. Og også »et monster indeni,« som han selv sagde ifølge CBS.

Marc O’Leary. Foto udleveret af politiet i Jefferson County. Fold sammen
Læs mere

»Ofre lyver ...«

I hans computer fandt politiet billeder af kvinder, som de ikke kendte fra deres efterforskning, deriblandt en yngre kvinde, som de kunne identificere, fordi hun var blevet fotograferet med sit kørekort på brystet. Det var Marie.

Galbraith og Hendershot gik til det politidistrikt, som oprindeligt havde behandlet Maries sag, og de fortalte, at Marie havde talt sandt. Hun var blevet voldtaget, og politiet havde forbrudt sig dobbelt mod hende ved ikke at tro hende.

Og det var ikke bare hende, viste det sig. I det pågældende distrikt blev 21,3 pct. af alle voldtægtssagerne afvist som opdigtede, og det er fem gange det amerikanske gennemsnit, skriver ProPublica, og det illustrerer problemet med systemisk mistro over for ofre for seksuelle forbrydelser.

Den ene af de to oprindelige efterforskere har siden forladt politiet, skriver New York Times, og han klager forbitret over »ofre, som lyver.«

Marie er – trods alt – kommet videre, som hun siger i radiodokumentaren »Anatomy of Doubt.«

»Sagen knuste mig dengang, men jeg besluttede mig for, at voldtægtsmanden ikke også skulle tage mit liv.«

Hun har fået renset sin straffeattest og erstatning, og hun arbejder nu som langturschauffør, har to børn og lever »i det store og hele et godt liv,« som hun siger.

Marc O'Leary har derimod fået 327 og et halvt års fængsel for 28 tilfælde af voldtægt, voldtægtsforsøg, frihedsberøvelse og vold, og dermed har historien – på sin vis – en happy ending.

Men det er en happy ending med en simpel morale, som i virkelighedens verden kan være vanskelig, som New York Times konkluderer:

»Lyt til ofrene for seksuelle overgreb.«