Tennisfans i chok over 'falsk' Nadal

Rafael Nadal er blandt de største sportsstjerner i verden, så når han en dag stopper med at svinge ketsjeren, vil det være en stor og væsentlig nyhed.

Fredag troede mange, at det var sket. At Rafael Nadal var færdig med at underholde os alle sammen med sin powerfulde tennisstil.

Det skete, da disse to ord 'Nadal' og 'retirement' (pensionering) pludselig trendede på Twitter.

Hurtigt bredte det sig som en steppebrand, men lige så hurtigt gik det op for de mange fans, at der ikke var tale om tennisspilleren Nadal, men den ubesejrede hest Nadal, der stopper på det kompetetive niveau på grund af en ankelskade.

Uheldigvis for dem, der holder af hesten, men heldigvis for alle andre, der ved første øjekast fik sig et chok.

Brugeren Etav Mizrav faldt som en af de mange i fælden.

»Jeg reagerede som alle andre sportsfans ville, da jeg så 'Nadal pensioneret' trende. Men det handlede så om en hest fra Kentucky. Så hvad er det næste. At Ronaldo, som alle ved er en slædehund fra Alaska, stiller sin støvler på hylden?,« skriver Etav Mizrav.

Andre brugere benytter sig af de populære gif'er til at beskrive, hvad der gik igennem dem af følelser.

Rafael Nadal runder om få dage de 34 år, men er altså heldigvis stadig en del af sporten som udøver.