Tre personer såret af knivstik ved Københavns Hovedbanegård og på spillested

Københavns Politi efterforsker fredag aften to knivstikkerier. Drenge på 15, 16 og en mand på 19 er såret.

ARKIVFOTO: Tre personer er fredag aften blevet stukket ned med kniv i København. To af dem på Københavns Hovedbanegård og en på spillestedet Rust. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Københavns Politi melder fredag aften om tre tilskadekomne i forbindelse med et knivstikkeri på Københavns Hovedbanegård og et tilsvarende på spillestedet Rust i Guldbergsgade på Nørrebro.

»Vi har anholdt to personer i forbindelse med knivstikkeriet på Hovedbanegården, hvor vi skal have klarlagt deres færden,« fortæller vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

De anholdte er to drenge på 15 og 16 år. De to tilskadekomne er en dreng på 16 og en ung mand på 19 år.

Endnu kan politiet ikke oplyse yderligere om deres tilstand, men det skulle umiddelbart ikke være livstruende, fortæller Henrik Svejstrup.

Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet på Hovedbanegården klokken 19.50. Episoden skal være foregået på perronerne.

En af de tilskadekomne søgte efterfølgende til Rådhuspladsen, som ligger cirka fem minutters gang fra Hovedbanegården. Politiet var derfor også til stede i området omkring Rådhuset fredag aften.

En god times tid efter episoden ved Hovedbanegården modtog politiet en anmeldelse om knivstikkeri fra spillestedet Rust, som ligger på Guldbergsgade på Nørrebro.

Her blev en 15-årig dreng stukket i armen inde på selve spillestedet. Heller ikke han skulle være livstruende såret.

Politiet har endnu ikke foretaget anholdelse i den sag.

/ritzau/