Teenager fundet død – 32-årig mand er anholdt

En 15-årig dreng blev fundet død lørdag morgen i Hørby. En mand er sigtet for at have efterladt ham hjælpeløs.

Aalborg. Lørdag morgen blev Nordjyllands Politi kontaktet af en borger, der havde fundet en livløs dreng i et udendørs idrætsanlæg i Hørby i Vendsyssel.

Politiet efterforskede sagen intensivt de efterfølgende timer og kunne sent lørdag aften anholde en 32-årig mand i sagen.

Det skriver Nordjylland Politi i en pressemeddelelse.

Afdøde er en 15-årig dreng fra lokalområdet. Den anholdte mand er sigtet for at have efterladt teenageren i hjælpeløs tilstand.

Politiet oplyser ikke, under hvilke omstændigheder drengen er død.

»Det er en meget tragisk sag,« siger vicepolitiinspektør Sune Myrup i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at politiets efterforskning har kunnet påvise, at der forud for dødstidspunktet har været kontakt mellem drengen og den nu anholdte mand.

Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke oplyse, konkret hvilken kontakt der har været mellem de to.

»Men det er med baggrund i denne kontakt - og selvfølgelig de øvrige oplysninger, som vores efterforskning har tilvejebragt - at vi i dag fremstiller den anholdte mand i et grundlovsforhør med krav om fængsling, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup.

Den anholdte bliver stillet for en dommer klokken 11.00 ved et lukket grundlovsforhør i Retten i Hjørring.

/ritzau/