Med åben mund og hovedet ind ad vinduet: Sådan kan du blive testet for coronavirus

Patienter strømmer til Hvidovre Hospital for at blive testet for coronavirus efter henvisning fra blandt andet egen læge.

En bilist bliver drive-in-testet for coronavirus i tyske München. Flere danske hospitaler er klar med lignende drive-in-test. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Gebert/Reuters/Ritzau Scanpix

Stik hovedet ind ad vinduet, åbn munden og lad sundhedsmedarbejderen tage en prøve.

Sådan cirka kan det se ud fra i dag torsdag foran Hvidovre Hospital, hvor der dag for dag kommer stadigt flere patienter, der skal testes for coronavirus.

Testene foregår ikke på selve hospitalet, men derimod ved en nærliggende forsknings- og undervisningsbygning, hvor der er direkte adgang fra en parkeringplads.

Hvidovre Hospital står sammen med Rigshospital for at teste for smitte i Region Hovedstaden og har siden weekenden haft såkaldte fremskudte udredningsfaciliteter i terræn, så eventuelle coronasmittede ikke kommer ind på selve hospitalet.

Ifølge hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv blev der i løbet af weekenden henvist 20-30 patienter til podning og test for coronavirus om dagen.

Men alene mandag blev der henvist op mod 150 patienter til test på Hvidovre Hospital, tilføjer hun.

»Det er steget helt vildt,« siger hun og bekræfter, at hospitalet forventer endnu flere patienter til test.

Er du positiv, bliver du ringet op

Onsdag blev der opsat ni kabiner til podning ved forsknings- og undervisningsbygningen, hvor patienter kan gå direkte til podning fra den nærliggende parkeringsplads.

I dag torsdag bliver der opsat endnu tre kabiner, hvor hospitalet arbejder med en løsning, hvor patienter blot skal stikke hovedet ind ad et vindue for at blive testet.

Hvidovre Hospital overvejer dog også andre løsninger, lyder det.

Patienter, der har symptomer på smitte eller for eksempel har opholdt sig i et risikoområde, er blevet henvist til Hvidovre Hospital af egen læge eller 1813, hvor det er op til infektionsmedicinere at afgøre, om de skal testes.

Nogle vil blot blive podet og sendt hjem. Andre vil sundhedspersonalet undersøge yderligere.

»Man får svar på test efter 6-12 timer. Er det positivt, bliver man ringet op,« siger direktøren.

Flere af de testede på Hvidovre Hospital er børn.

»Situationen under kontrol«

Sundhedsstyrelsen meddelte onsdag, at »regionerne har rapporteret, at de lige nu oplever problemer med at få leveret diagnostisk udstyr til diagnostik af covid-19 fra et bestemt firma, men har andre muligheder for at gennemføre deres analyser, som de bruger i stedet«.

»Regionerne har aktuelt nok udstyr til at foretage analysen for covid-19,« oplyste styrelsen.

En oplysning, der bliver bekræftet af Birgitte Rav Degenkolv.

»Vi har nok til at teste det, vi forventer at skulle teste, et godt stykke tid endnu,« understreger hun:

»Jeg synes, vi har situationen under kontrol. Vi har været nødt til at skære ned på kursus- og uddannelsesaktiviteter, men helt generelt har der ikke været aflysninger endnu.«

Birgitte Rav Degenkolv kan ikke oplyse, hvor mange af de testede på Hvidovre Hospital, der er testet positive.

Ifølge Statens Seruminstitut var 2.177 personer til og med onsdag aften blevet testet. Heraf 514 positive.

Der er også fremskudte udredningsfaciliteter på andre sygehuse.

Sjællands Universitetshospital i Roskilde i Region Hovedstaden er der tirsdag åbnet en drive-in-test ved sygehusets corona-afsnit for henviste patienter. Lørdag åbnede man for en lignende drive-in-test for coronavirus på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland.