Isolationen kan vare frem til august

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, som i denne tid alle er præget af den omsiggribende coronavirus.

 
Se Dronningens tale fra Fredensborg Slot til hele befolkningen om coronakrisen i Danmark her. Video: DR Fold sammen
Læs mere

Godmorgen og velkommen til dagens overblik på en dag, hvor vi til at begynde med ikke kan komme udenom at se tilbage på gårsdagens historiske begivenheder.

Dronningen sendte i går aftes i en historisk tale en direkte besked til den danske befolkning: Gør nu, som myndighederne siger. Alt andet er hensynsløst og tankeløst.

Berlingske følger naturligvis op med reaktioner.

Kort inden talen opridsede statsminister Mette Frederiksen (S) en række nye tiltag, som gælder fra i dag kl. 10.00. Blandt andet er indendørs og udendørs forsamlinger på mere end ti personer forbudt.

Vi skal også runde en række andre historier i overblikket og se frem mod dagens vigtigste nyheder. Blandt andet historien om, at coronavirussen i en ny skræmmende rapport bliver sammenlignet med den spanske syge, som tog livet af mellem 50 og 100 millioner mennesker. Og så skal vi forbi en historie om, at stadigt flere yngre bliver alvorligt syge af virussen.

Opdaterede tal

Her en update på de seneste tal om udbredelsen af coronavirussen i Danmark.

  • Antal bekræftede smittede i Danmark: 977
  • Antal helbredte i Danmark: 1
  • Antal døde i Danmark: 4
  • Antal bekræftede smittede på verdensplan: 198.018
  • Antal helbredte på verdensplan: 81.950
  • Antal døde på verdensplan: 7.948

Kilde: Statens Serum Institut og Johns Hopkins

Reaktioner på Dronningens tale

Vi går fluks videre til en række af dagens vigtige historier.

Med sin tale tirsdag aften kom dronning Margrethe med en umisforståelig appel til danskerne om at optræde ansvarligt for at dæmpe spredningen af coronavirus.

Som reaktion på talen siger Berlingskes kongehusekspert og kommentator Thomas Larsen, at Dronningen taler med en gennemslagskraft, som ingen andre herhjemme har.

Du kan læse hans reaktion på talen her.

I en leder skriver Berlingske, at Dronningen taler med alvor, men i øjenhøjde. Læs lederen her.

Berlingske følger op på talen i løbet af dagen.

Mette F. spiller et af sine sidste kort

I dag træder en række nye tiltag i kraft i forsøget på at inddæmme coronasmitten. Butikker må lukke, restauranter og cafeer ligeså, og forsamlinger på mere end ti personer bliver forbudt.

Statsministeren viser dermed, at hun er klar til at være blandt de allerforreste i Europa, lyder det i en analyse fra Berlingskes samfundsredaktør, Bent Winther.

»Det var ikke den forestilling, hun havde om jobbet, da hun for under et år siden indtog Statsministeriet med klar strategi og en fireårsplan med masser af initiativer under armen. Men hun har alle partier og befolkningen med sig og er trådt ind i rollen med en styrke og autoritet, som indgyder respekt – også ud over landets grænser,« lyder det i analysen.

Læs den her.

Minder om den spanske syge

Helt frem til august – og måske endnu længere – er der reel mulighed for, at vi må leve helt eller delvist i isolation. Ellers risikerer hospitaler at møde den frygtede kapacitetsgrænse med kaos og eksploderende dødelighed. Det fremgår af en skræmmende og præcis rapport, som USA og Storbritannien nu tager bestik af, og som sammenligner coronavirussen med den spanske syge, der tog livet af mellem 50 og 100 millioner mennesker.

Læs historien her.

Coronavirus rammer også de unge

De fleste troede, at det kun var de ældre, der er i fare for at dø af coronavirussen. Men nu bliver stadig flere yngre alvorligt syge af coronavirussen. Læger advarer om, at det kan være, fordi de ikke har forstået budskabet om at holde sig fra andre mennesker og fortsætter livet i byerne.

Læs historien her.

Dagens menneskefortælling

I relation til ovenstående nyhed har Berlingske talt med en 33-årig kvinde fra Aarhus, der har været indlagt i fire dage og nu forsøger at kæmpe sig fri af coronavirus.

»At være ramt føles som at være blevet kørt over af en lastbil,« siger hun.

Læs hendes historie her.

USA vil lukke grænser mod nord og syd

Flere medier melder, at USA og Canada ønsker at lukke grænsen mellem de to lande for al ikkenødvendig rejse. Det skriver blandt andet Globe and Mail og CBC. Tidligere natten til onsdag dansk tid kom det frem, at USA også ønsker at lukke grænsen mod Mexico ifølge The New York Times.

EU forbyder ikkenødvendig indrejse i 30 dage

EUs stats- og regeringschefer er på et møde tirsdag aften blevet enige om at forbyde ikkenødvendige rejser til EU –bortset fra Irland – i 30 dage. Forbuddet gælder borgere fra tredjelande. Borgere fra fem lande er undtaget.

EU-præsident Charles Michel bekræftede beslutningen på et pressemøde, efter at EUs stats- og regeringschefer har holdt et møde på videokonference.

»Vi blev enige om at indføre koordinerede og midlertidige restriktioner på ikkenødvendige rejser til EU ved vores ydre grænser,« sagde Charles Michel.

Læs historien her.

Sverige indfører delvis grænselukning i kampen mod corona

Sverige følger EUs beslutning og lukker delvist sine grænser for at bremse spredningen af coronavirus. Beslutningen gælder fra og med torsdag i foreløbigt 30 dage, meddeler regeringen.

Det sker på opfordring fra EU, fremgår det af en pressemeddelelse.

»Det er et ekstraordinært tiltag, som ikke skal vare længere end nødvendigt,« lyder det fra den svenske regering.

Læs historien her.

Det sker i dag

  • Kl. 10.00: Statsminister Mette Frederiksen meddelte tirsdag aften, at forsamlinger både indendørs og udendørs er forbudt fra klokken 10 i dag. På pressemødet annoncerede regeringen også, at en række butikker skal lukkes. Det gælder blandt andet steder som natklubber, fitnesscentre, frisører, solcentre, tatovører, frisører, vandpibecafeer og andre butikker, hvor personer kommer i tæt kontakt. Heriblandt også storcentre. Forbuddet gælder dog ikke i offentlig transport eller på arbejdspladser landet over. Over ti personer må også stadig være samlet i de butikker, der holder åbent, og i lufthavne og på togstationer.
  • Kl. 14.00: Flere myndigheder giver en status på situationen med hensyn til coronavirus og covid-19. Det sker ved et pressemøde, som ventes omkring klokken 14 i København. Mødet vil som udgangspunkt finde sted på daglig basis på hverdage, tidspunkt og sted kan variere.