Indsamling har rejst flere hundrede tusinde kroner til Støjberg – imens vokser modstandsgruppe time for time

Flere end 100.000 har meldt sig ind i en Facebook-gruppe som modsvar på en indsamling, som Nye Borgerlige har indledt til støtte for Inger Støjberg, der i øjeblikket granskes af den såkaldte instrukskommission. Indsamlingen har rejst over 330.000 kroner til annoncestøtte for den forhenværende minister.

Forhenværende udlændingeminister Inger Støjberg ankommer til Retten på Frederiksberg 25. maj. Nye Borgerliges støtteindsamling til fordel for Inger Støjberg har onsdag rundet 330.000 kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Nye Borgerliges indsamling til Venstre-næstformand Inger Støjberg har fået i hundredtusindvis af kroner fra støtter.

Helt nøjagtigt 332.589 kroner og én øre per 3. juni oplyser Nye Borgerliges pressechef, Lars Kaaber.

Onsdag formiddag har 7.052 personer støttet indsamlingen, der går til at indrykke avisannoncer, som erklærer støtte til Inger Støjberg under den aktuelle sag ved den såkaldte instrukskommission.

»Danskerne støtter Støjberg,« lyder overskriften på annoncen, og derunder står der:

»Sagen mod Inger er politisk og sat i værk af venstrefløjen og Radikale Venstre for at svække kampen for danske værdier. Vi støtter Inger Støjberg, fordi vi ønsker et Danmark baseret på danske værdier med respekt for frihed, folkestyre og ligestilling mellem kønnene.«

For præcis en uge siden skrev Berlingske om indsamlingen, og 27. maj havde partiet indsamlet 138.708 kroner.

Instrukskommissionen afhører vidner i sagen om en instruks, som Inger Støjberg gav i 2016, og som handlede om, at alle asylpar, der kom til Danmark, skulle adskilles.

Instruksen blev givet, mens Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister.

Annoncen fra Nye Borgerlige i Berlingske lørdag 30. maj. Fold sammen
Læs mere

Folketingets Ombudsmand har vurderet, at instruksen var ulovlig, fordi parrene havde krav på en individuel vurdering, og der kunne være par, som ikke måtte adskilles. Eksempelvis hvis de havde børn.

I 2016 godkendte Inger Støjberg, at ikke alle asylpar kunne skilles ad, har hun meddelt kommissionen. Offentligt meddelte hun imidlertid noget andet.

Nye Borgerlige har med formand Pernille Vermund i spidsen taget skarpt afstand fra, at sagen er kommet på dagsordenen. Og skulle kommissionen komme frem til, at Inger Støjberg har brudt loven, har Støjberg stadig Pernille Vermunds fulde opbakning.

»Ja, så er det jo loven, der er noget galt med. Så må man jo sørge for at få flertal i Folketinget for at få ændret loven, så vi ikke havner i samme situation igen,« sagde Pernille Vermund 30. maj til Ekstra Bladet.

Alt imens sagen kører, og pengene ruller ind til indsamlingen, har en lang række danskere meldt sig ind i en Facebook-gruppe i protest mod Inger Støjberg.

101.815 personer har i skrivende stund meldt sig ind i gruppen under navnet »Danskerne støtter IKKE Støjberg«.

I gruppens beskrivelse står, at formålet med gruppen er at vise, »at vi ikke støtter Inger Støjberg«.

»Vi vil ikke tages som gidsler i Nye Borgerliges kampagne med overskriften »Danskerne støtter Inger Støjberg« i forsøget på at flytte fokus fra, at Instrukskommissionen udelukkende handler om ministres pligt til at administrere efter loven og pligt til at tale sandt over for Folketinget.