Håndtryk og kram er tilbage – det er simpelthen for akavet at lade være

Der er tydelige tegn på, at vi ikke længere holder den fornødne afstand, men i stedet er tilbage til at give hinanden livsbekræftende knus og anerkendende håndtryk. Berlingskes Rasmus Karkov oplevede selv i weekenden, hvor svært det kan være at overholde både anbefalingerne og de sociale normer. »Det er superakavet, og man føler sig som en mellemting mellem et dumt svin og en hellig ko,« siger adfærdsforsker.

 
Få overblikket over coronavirussen i Danmark her. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen og Ida Meesenburg Fold sammen
Læs mere

Det gik galt med det samme. Jeg havde ellers min strategi klar. Den var simpel. Ingen håndtryk, ingen knus. Kun til værten, værtinden og dem, jeg kendte allerbedst.

Men efter tre måneders total disciplin skulle der ikke mere end 20 minutters social udstødelse til (ved) en havefest på Frederiksberg, før alle intentioner ramlede. Jeg endte i stedet som personificeringen af den advarsel, en gruppe læger forleden kom med i Berlingske, da de skrev: »Vi frygter, at vi er ved at nå et stadie, hvor udbruddets trussel ryger i baggrunden, og restriktionerne synes for omkostningstunge at følge.«

Det er sommer, det er sol, og det er blevet vanskeligere for os at holde afstand. Her arkivbillede fra Kayak Bar, da barer og restauranter genåbnede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

I samme øjeblik jeg trådte ind til festen, hvor jeg ikke rigtigt kendte nogen, langede en mand hånden ud til hilsen. I et alt for langt sekund stod verden stille, mens hans hånd hang imødekommende i luften, og jeg – i stedet for jovialt at række albuen frem – fik mumlet noget om, at jeg ikke gav hånd. Han stod lettere vantro, trak hånden tilbage og gik tydeligt stødt videre.

For adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen var det en forudsigelig situation, der bygger på, at vi ikke har afstemte forventninger om, hvordan vi skal hilse på hinanden.

»At stikke hånden frem til hilsen er et koordineret ritual af gensidige forventninger. Han gjorde sig selv sårbar, da han rakte hånden frem. Når du så ikke tager imod den, så oplever han simpelthen at blive afvist og fremstå underlegen og svag foran en masse mennesker, fordi du brød de gensidige forventninger. Selv om alle ved, det skyldes corona, kan vi ikke lade være at associere det med en afvisning. Det er superakavet, og man føler sig som en mellemting mellem et dumt svin og en hellig ko,« siger Pelle Guldborg Hansen ganske præcist.

Overvindelse at afslå

Til gengæld var vi i de sekunder lidt længere fra Statens Serum Instituts mest realistiske worst case scenario. Selv om smitten tager en pause i Danmark, bliver en million smittet om ugen i verden, og instituttets tidligere beregninger viser, at når det meste af samfundet, som nu, er genåbnet, vil antallet af covid-19-patienter på intensiv over tid stige fra op mod 100 til 200 alene i Region Hovedstaden, hvis kun halvdelen af os overholder retningslinjerne for hygiejne og fysisk afstand.

Det er begyndt at skride, bekræfter professor Michael Bang Petersen, der har undersøgt danskernes holdning til afstand og hygiejne under hele coronakrisen. Det er endnu ikke alarmerende, men tendensen er klar. Folk holder i mindre grad afstand og oplever, at andre ikke holder afstand.

»Folk rapporterer i højere grad, at de er tættere på hinanden, mens de stadig er opmærksomme på hygiejne. Nogle af de dynamikker, som var med til at opretholde afstand under nedlukningen, hvor det ikke skulle hedde sig, at man var den, der gik for tæt på, er nu med til at skubbe i den modsatte retning. Nu vil man ikke være den, der ødelægger stemningen ved ikke at give hånd eller kram,« siger Michael Bang Petersen, der også mærker det på egen krop:

»Selv for mig som professionel kræver det en stor overvindelse af afslå et håndtryk, fordi det skaber en meget akavet situation.«

Håndtrykkets berettigelse

End ikke Statens Serum Instituts modelberegninger kunne lette stemningen. Selv om jeg netop havde været med til at redde op mod 100 mennesker fra respiratorer, intensiv og pludselig død, stod jeg med et nyt problem, mens sveden haglede af mig. Min kæreste skubbede på bagfra for at få mig til at gå lige ind i mængden.

Det var nemlig lige der, hvor manden med en lettere hovedrysten trak hånden til sig og gik videre, at det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvordan jeg egentlig skulle introducere mig selv til de godt 15-20 mennesker, der var ankommet før mig. Jeg havde ikke fået velkomstdrink, og selvtilliden var ikke i nærheden af at kompensere for mit selvværd, så det lå ikke lige for at afbryde samtlige samtaler ved at præsentere mig selv med et højt og tydeligt »hej«.

For Niels Nørgaard, der med adresse i Gentofte bor midt i epicentret for det imødekommende overfladiske kram, som han stiftede Dansk Håndtryksselskab som reaktion på, viser situationen, hvorfor intet kan erstatte et håndtryk.

»Selv om ingen kan huske, hvad hinanden hedder, når man går en runde og giver hånd, så er det en måde at bryde isen på. Hvis det ikke sker, står alle i hver sit hjørne og taler kun med dem, de kender. Håndtrykket til fremmede i et selskab er en måde at åbne ballet. Der har været mange historier om, at håndtrykket ikke vender tilbage,« siger han og fortsætter:

»Men det her viser jo det, vi hele tiden har sagt: Håndtrykket kan simpelthen ikke undværes.«

Fange opmærksomheden

For Pelle Guldborg Hansen er episoden et eksempel på, hvor umådeligt sofistikeret et væsen mennesket er.

»Vi er vanvittigt sofistikerede væsener, og i håndtrykket ligger der både det, at jeg kan stikke hånden ind i dit synsfelt, og i periferien af vores syn kan vi se hinandens hænder, samtidig med at vi kan se hinanden i øjnene. Som du selv oplevede, er det svært at få andres opmærksomhed, hvis man ikke kan stikke hånden ind i deres synsfelt, og hvordan kan man bibeholde øjenkontakt, når man ikke aner, om man skal hilse med fødderne, slå med albuerne, fistbumpe eller vinke. Så er det, at det bliver for akavet, og nogle bare resignerer og stiller sig i baren,« fortæller Pelle Guldborg Hansen.

Det var det, jeg gjorde. Fra det yderste hjørne i baren betragtede jeg, pinligt bevidst om at stå helt alene med min orangefarvede vodka-juice, de sommerklædte fremmede i hyggelig passiar. Jeg var måske nok det sidste værn mod sundhedssystemets sammenbrud, men omkostningen var fuldstændig og total social isolation.

Pelle Guldborg Hansen fortæller, at hilsenen under coronapandemien har skiftet karakter og er blevet intensiveret. Der er de bøvede mandetyper, der rækker hånden frem som en alfamacho-manddomsprøve, og nye veninder, der besegler venskabet yderligere ved at give hinanden et stort varmt knus.

»Jeg har flere gange hørt folk sige sætningen: »Ej, du får sgu lige et kram«, som viser, at selv om der er en risiko, så kan jeg ikke lade være med at kramme dig. Det er en dobbelt streg under, hvor tætte man er,« siger han.

Jeg kom ud af hjørnet, blev en af flokken

Det gik ikke. Det blev for uudholdeligt, og efterhånden som nye gæster ankom og venligt rakte hånden frem, når de nåede til barens yderste hjørne, opgav jeg mine parader og tog imod deres håndtryk. Jeg kom ud af hjørnet, blev en af flokken, og efterhånden som mine egne venner kom til festen, skålede og krammede jeg, som var jeg personificeringen af Kåre Mølbaks gamle advarsel mod at åbne for meget op »ud fra en realistisk vurdering af danskernes adfærd i fællesskaber.«

Pelle Guldborg Hansen er ikke et øjeblik i tvivl om, at paraderne generelt er faldet.

»Der er en konflikt mellem at beskytte sig mod covid-19 og få hilst på hinanden, og det er mit klare indtryk, at folk i massiv grad er begyndt at slække på afstandskravene. Folk har konkluderet, at det er for underligt og akavet ikke at hilse normalt, så vi kollapser tilbage til de gamle normer og forsøger at kompensere, så godt vi kan.«