Ekspert om Dronningens historiske tale: Situationen er helt ekstraordinær

Dronning Margrethe toner i aften frem i fjernsynet, og det er ganske ekstraordinært, lyder det fra kongehusekspert, som siger, at det er med til at understrege coronakrisens alvor.

I aften toner dronning Margrethe frem i TV med en tale til nationen om den aktuelle coronavirus. Det er ekstraordinært, lyder vurderingen fra kongehusekspert, som ikke havde forudset det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tirsdag aften klokken 20 vil dronning Margrethe tale til den danske befolkning om situationen med spredningen af coronavirus i Danmark.

Talen bliver holdt fra Fredensborg Slot, hvorfra den optages tirsdag eftermiddag og vil blive sendt på DR og TV 2.

Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Kongehusekspert Michael Bregnsbo, der er ph.d. og lektor ved Historiestudiet på Syddansk Universitet, var overrasket over nyheden om, at Dronningen vil tale til befolkningen tirsdag. Der er ikke mange fortilfælde, fortæller han:

»Nytårstalen blev, så vidt jeg husker, indstiftet under besættelsestiden. Derefter er det så blevet en fast tradition, der har holdt ved lige siden,« siger han:

»Jeg mindes ikke, at Dronningen har holdt taler i fjernsynet på nær nytårstalen. Jeg husker, at der i forbindelse med Scandinavian Star-katastrofen af Dronningen blev udsendt erklæring om ofrene og deres pårørende og det samme med jernbaneulykken på Storebæltsbroen sidste år. Men det var en skriftlig erklæring. Det var ikke en tale. Bortset fra, når Dronningen har givet interview eller har sagt bevingede ord ved åbninger, mindes jeg ikke, at vi har oplevet det før.«

Under Besættelsen blev nytårstalen, som dengang blev kaldt »skåltale for fædrelandet« sendt i radioen for første gang ved årsskiftet 1941, og Christian Xs tale havde en særlig betydning for det krigsramte Danmark.

Hvad tænkte du, da du så, at Dronningen vil tale til nationen i aften?

»Jeg havde ikke set det komme. Jeg havde faktisk ikke anset det for at være sandsynligt, men det viser bare, at der er så meget, der er sket bare på den seneste uge, som man indtil da havde ment ikke kunne forekomme,« siger Michael Bregnsbo:

Hvad understreger det?

»At det ikke sker bortset fra nytårstalen, viser, at omstændighederne er helt ekstraordinære.«

Hvad tror du, Dronningen kommer til at sige?

»Hun vil nok understrege situationens alvor, hun vil udtrykke medfølelse for de sygdomsramte og deres pårørende, og så vil hun fremhæve sundhedspersonalet, der løber stærkt. Jeg tror også, at hun vil rose befolkningen for at bakke op om de tiltag, der bliver taget for at bekæmpe og dæmpe smitten og udvise samfundssind,« siger han:

»Det kan godt være, at der kommer nogle løftede pegefingre og opfordringer til, at man ikke skal give op, men være sig bevidst at der er tale om noget midlertidigt.«

Kunne hun stå som afsender for yderligere tiltag i samfundet?

»Hvis der er tale om for eksempel udgangsforbud, så er det statsministeren og myndighederne, der skal gøre det. Det er ikke Dronningen, der skal bekendtgøre det.«

Hvad er hensigten, der ligger til grund for, at Dronningen nu taler?

»Det er for at gøre det klart for alle, at situationen er alvorlig og kan blive langvarig. Tingene er ikke normale. Det bliver understreget ved, at hun taler på TV.«

Der har vi jo haft utallige pressemøder fra regeringen og myndighederne, der netop understregede, så hvad bidrager Kongehuset med?

»Det er sådan, at alle kan se, at situationen nu er helt ekstraordinær.«

Dronningen har på grund af coronavirussen valgt at aflyse alle arrangementer omkring sin 80-årsfødselsdag 16. april, og i samme ombæring meddelte Kronprinsparret, at de ville vende hjem til Danmark fra Schweiz, hvor de opholdt sig. Alle officielle arrangementer for kongehuset er blevet aflyst i tiden fremover.

Tirsdag middag er 960 personer konstateret smittet i Danmark, 82 personer er indlagt, heraf 18 på intensiv afdeling.