Borgmester: Coronasmittede gymnasieelever skal ikke skældes ud

Eleverne fra 1. g på Roskilde Katedralskole fortjener ikke skældud for at have taget til Sverige, siger Roskildes borgmester til TV 2.

Fem elever fra Roskilde Katedralskole er blevet smittet med coronavirus efter en tur til Sverige. Roskildes borgmester mener dog ikke, at de unge skal skældes ud. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Fem elever i 1. g på Roskilde Katedralskole er blevet smittet med coronavirus efter en tur til Sverige.

Men gymnasieeleverne fortjener ikke skældud, siger Roskildes borgmester Tomas Breddam (S) til TV 2.

»Jeg synes ikke, at vi skal skælde ud. Jeg synes, at vi skal prøve at hjælpe, og i virkeligheden er der jo rigtig mange andre unge mennesker end lige de her, der er taget til Sverige,« lyder det fra borgmesteren.

Det var en gruppe på 12 gymnasieelever, der i sidste uge tog sammen på tur i forbindelse med Kristi himmelfartsferien.

Katedralskolens rektor, Claus Niller Nielsen, blev herefter opmærksom på, at en af eleverne var testet positiv for coronavirus. Han bad derfor om, at de alle blev testet.

»Jeg tror, at vi alle sammen godt kan huske, hvordan det var, da vi gik i 1. g og skulle gå sommeren i møde. Der er rigtig meget lyst til at komme ud og gøre noget,« siger Tomas Breddam.

»Jeg vil ikke frikende nogen, og i virkeligheden har jeg svært ved at sige noget om den konkrete episode. Jeg kan bare se, at det, jeg tror, at vi har som opgave og som samfund og som forældre og som unge mennesker, er at gå i dialog omkring at få en ansvarlig sommer.«

Omdiskuterede grænselukninger

Genåbningen landene imellem er et bredt diskuteret emne i øjeblikket. 29. maj tillod regeringen den første genåbning af grænserne.

Turister fra Norge, Tyskland og Island vil fra 15. juni igen kunne besøge Danmark, hvis de lever op til en række krav fra myndighederne.

Selv om Sverige har åbne grænser for danske statsborgere og har udtrykt ønske om, at Danmark gør det samme for svenskerne, er Sverige ikke på listen over genåbningerne fra 15. juni.

Sveriges socialdemokratiske udenrigsminister, Ann Linde, sagde til Ritzau i sidste uge, at hun mener, at Danmark bør åbne for turister fra Skåne, da smittetrykket ikke er lige så højt dér som i eksempelvis det hårdt ramte Stockholm.

I en artikel i Berlingske 27. maj sagde professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen, at han undrede sig over udmeldingen og ikke mente, at det var en god idé at åbne for skåningene på nuværende tidspunkt, da der stadig er en risiko.

»Hvis du ser på lidt længere sigt, så vil man risikere, at nogle af disse skåninge bliver smittet. Derefter kan de tage smitten med hjem til Skåne, og så kan smitten sprede sig i Skåne, og så kan det næste hold, der kommer over, smitte andre,« sagde han.