Træt af Hippiedam? - Så tag til Rotterdam!

I Holland tjenes pengene i Rotterdam, omfordeles i Haag og bruges i Amsterdam, hedder det. Rotterdam er i hvert fald en meget dynamisk by med et travlt erhvervsliv, der har givet næring til et blomstrende kunst- og kulturliv samt en vild arkitekturtradition, som en del københavnere nok ville stejle over.

Rotterdam er ikke en by, hvor højden på huse afskrækker. Her er en af de nyere tilføjelser – et kombineret kontor-, lejligheds- og hotelbyggeri med konferencecenter og forretninger – tegnet af Rem Koolhaas. I forgrunden ses byens ikoniske vartegn, Erasmus-broen, næsten forsvinde i bygningsmassen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ossip van Duivenbode

Ligesom København er Rotterdam en havneby. De to byer er nogenlunde lige store, når det kommer til indbyggertal. Begge oplever i disse årtier en hektisk byggeaktivitet med nye boligområder – og i fremtiden også på indvundet land eller ligefrem på vandet.

Men så begynder forskellene at blive iøjnefaldende.

Tag nu BLOX – det nye arkitekturcenter ved Københavns havnefront – der har vakt så stor debat.

BLOX bliver blandt andet kritiseret for at stikke voldsomt af fra de historiske omgivelser ved at stritte i alle retninger og have så mange forskellige flader, at bygningen giver uro i bybilledet.

I Rotterdam ville BLOX være en lille, nærmest klassisk modernistisk bygning, der høfligt ville underordne sig byens skyline. Arkitekten bag BLOX, Rem Koolhaas, kommer fra Rotterdam og har bygget adskillige prægnante bygninger i sin hjemby – og herunder det nye, 150 meter høje, kombinerede hotel/lejlighedskompleks/kontorbyggeri/konferencecenter med mere, De Rotterdam, der er blevet kaldt en vertikal by. Højt er det. Og som for variationens skyld har arkitekten sat den ene halvdel af bygningen forskudt oven på den anden.

Så Koolhaas har sikkert troet, at han netop leverede noget afdæmpet til den danske hovedstad. I forhold til Rotterdam ligner Nordhavn og andre nye bydele med udsigtslejligheder og masser af blæst ikke et futuristisk mareridt, ikke en Alienation City. Men en idyllisk forstad.

Der er to typer torvehandel: I forgrunden ses et traditionelt marked, hvor varer af forskellig art sælges fra teltoverdækkede vogne. I baggrunden Rotterdams nye markedsplads med lejligheder indrettet i bygningens sider og loft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ossip van Duivenbode.

Højt til loftet

Det afdæmpede er en dyd i København. Det modsatte er tilfældet i Rotterdam.

Et eksempel på en afdæmpet tilføjelse til byrummet i København kunne være den lave bebyggelse, Torvehallerne (oprindeligt tegnet af Hans Peter Hagens), der putter sig mod jorden og ikke tager udsigten fra de omkringliggende etageejendomme. Hvordan laver man et tilsvarende indendørs marked i Rotterdam?

Man opfører en 40 meter høj hangarlignende bygning med 200 lejligheder, der hvælver sig i taget over boderne i stueetagen.

Bygningen er tegnet af MVRDV, og loftet over madmarkedet udsmykket med et 11.000 kvadratmeter stort maleri af Arno Below forestillende et svimlende hav af blomster og frugter. Ingen afdæmpet københavnerminimalisme her!

Det kunne lyde, som om det var en fuldstændig frygtelig arkitekturby, Rotterdam. Men det er ikke tilfældet.

Rotterdam er derimod en dynamisk by. Der tjenes penge, mange penge, i Rotterdam, hvor en af verdens største havne har vokset sig fra selve byen via floden Nieuwe Maas ud til Nordsøen, og for nogle af pengene bygges der huse i nye dristige former, der skaber synlighed. Det kan i øvrigt anbefales at tage med en af de udflugtsbåde, der sejler ud gennem havneløbet, hvis man vil have en fornemmelse af, hvor stort der er, og hvordan byen har udviklet sig, fra den i 1200-tallet var en lille samling huse ved en dæmning ved floden Rotte.

Rotterdams tragedie

En del af forklaringen på radikaliteten i nybyggeriet i Rotterdam er, at byen blev så frygteligt tilredt under luftbombardementer under Anden Verdenskrig.

Den bykerne fra middelalderen, vi i så mange gamle europæiske kulturbyer elsker for de historiske huse, de krogede gader, kirkebyggerier, laugs- og rådhuse, torve og pladser, forsvandt ganske enkelt under flyangrebene.

Byens rådhus var en af de få bygninger, der undslap ødelæggelserne. Det havde tyskerne nemlig udset sig som deres hovedkvarter.

Som i andre byer, der blev mere eller mindre sønderbombet under den seneste store krig, gjaldt det i første omgang om genopbygning, og hastighedens arkitektur er der mange eksempler på i kernen af Rotterdam.

Men da den værste boligmangel var klaret – 80.000 mistede deres hjem, da Luftwaffe i maj 1940 udslettede Rotterdams historiske centrum – og en infrastruktur med forretninger og transport igen begyndte at fungere, lod man stadig mere dristige arkitekter få lov til at lege med formerne.

Et kendt, tidligt eksempel er Piet Bloms kubehuse fra midten af 1970erne, hvor lejlighederne er stillet på højkant, så man får en tivoliagtig fornemmelse af at være i skæve rum. Kigger man ud ad vinduet, kigger man ikke over på naboejendommen, men direkte ned på gaden.

I nærheden af Rotterdams gamle havn finder man dette mere utraditionelle lejlighedsbyggeri, kubehusene, tegnet i 1970erne af arkitekten Piet Blom. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Pil mod fremtiden

Andre eksempler på Rotterdams dristige arkitektur er den nye banegård, man ankommer til, hvis man er landet i Amsterdam.

Som en boomerang skyder taget sig op over en stor glaskonstruktion og peger mod byen og fremtiden. Og mod vejen op til Erasmus-broen opført i midten af 1990erne som en ny forbindelse over floden Nieuwe Maas mellem Rotterdams sydlige og nordlige del. Med sin ene pylon, der rejser sig 140 meter over vandet, og med sine lange stålkabler, der holder sammen på broen, er Erasmusbrug, der har fået kælenavnet Svanen, blevet et vartegn for Rotterdam.

Siden er bygningsformerne blot blevet geometrisk vildere og mere forvredne – men ud over ødelæggelserne under Anden Verdenskrig, der gjorde en rekonstruktion af Rotterdams historiske centrum vanskelig at gennemføre, er der også en anden forklaring på den dristige arkitekturtradition.

Vi skal tilbage til mellemkrigstidens modernistiske eksperimenter. En kreds af tidens arkitekter skabte hvide funkisvillaer og beboelsesejendomme samt den interessante kaffe- og tobaksfabrik, Van Nelle, der ligger uden for byen og ligner en eksempelsamling af tidens funktionalistiske greb som for eksempel gennemtænkte ruter og arbejdsgange – direktørerne havde deres biler i garage umiddelbart under deres kontorer – og stor vægt lagt på personlig hygiejne.

Man kan tage en udflugtsbus til Van Nelle, der er blevet kåret som nummer et blandt verdens 25 smukkeste fabrikker, fra et par af de mondæne modernistiske privatboliger som den ikoniske Villa Sonneveld, der ligger over for byens arkitekturinstitut.

Også Villa Sonneveld tegnet af Brinkman & Van der Vlugt – »vores Arne Jacobsen«, som guiden på stedet venligt udtrykker det – er i dag åbent for publikum, der vil kunne se, hvordan en velhavende fabrikant med smag for det moderne indrettede sig i begyndelsen af 1930rne.

Blandt arkitekterne i mellemkrigstidens Rotterdam var også J.J.P. Oud, hvis rekonstruerede, de Stijl-agtige facade i klare farver til Café De Unie på Mauritsweg 35 stadig kan ses – og besøges.

Som et kuriosum kan nævnes, at Europas største bygning, det 45 meter høje Het Witte Huis, allerede i slutningen af 1890erne blev opført i Rotterdam. Siden er det blevet overgået af bygninger, der er mere end fire gange så høje.

Rotterdan er ikke kun højhuse i glas og beton. Rundtom i byen finder man den mindre skala, hvor mange mennesker søger til, når de skal mødes over en kop kaffe, der typisk koster mellem to og tre euro. Her er det gaden Witte de Witt, hvor en af byens bedste kunsthaller – af samme navn – også ligger. Fold sammen
Læs mere

Det lukkede museum

Det nederlandske arkitekturinstitut, der for seks år siden blev slået sammen med et design- og modeinstitut og i dag hedder Het Nieuwe Instituut, ligger i den ene ende af Rotterdams museumsrute, der afsluttes af Rotterdams Kunsthal tegnet af Rem Koolhaas – og imellem finder man det meget store kunstmuseum Boijmans Van Beuningen skabt på basis af værker fra to private samlere, hvis donationer er erindret i museets navn.

Boijmans van Beuningen, der åbnede i 1849, dækker perioden fra middelalderens religiøse billeder og for eksempel Pieter Brueghel den Ældres »Babelstårnet« til vor tids installationskunst repræsenteret med blandt andet et videoværk af Pipilotti Rist, hvor man ligger i en slags net og ser en flimrende billedstrøm projiceret på loftet.

I museumsparken er opstillet forskellige skulpturer og blandt andet en bunke velordnede mursten af Per Kirkeby.

Det ville være meget nærliggende at anbefale et besøg i Boijmans Van Beuningen, der som det allerførste museum i verden erhvervede et van Gogh-maleri. Men ak. Boijmans Van Beuningen er midlertidigt lukket, samlingerne lånt ud til andre museer, for der er ved at blive opført et nyt, meget højt museumsbyggeri på nabogrunden. Det bliver et vildt syn, når det åbner om et par år:

Hvis man forestiller sig et æg stående på højkant med toppen slået af – ligesom hvis man spiser et blødkogt æg om morgenen – og den øvre kant oversået med karse, kan man få en idé om den bygning, der er ved at rejse sig. Her skal hele den omfangsrige samling på 151.000 værker i princippet være tilgængeligt – og skulle man blive træt af al den kunst, vil der være en park med birketræer på taget. Ligesom Rotterdams nye markedshal er Boijmans van Beuningen tegnet af MVRDV.

Mange steder i Rotterdam er der udsigt til vandet, hvor indbyggerne gerne mødes til et glas eller flere sidst på eftermiddagen og først på aftenen, når arbejdspulsen falder i den travle by. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Fremragende fotomuseum

Blandt byens kulturelle attraktioner kan også anbefales Rotterdams fotomuseum, der er indrettet i et ældre pakhus, hvor varer er blevet opmagasineret, og hvorfra migranter i sin tid er rejst til den nye verden. For Rotterdam er også begyndt at udnytte sin arkitekturarv til rekreative formål blandet med cafeer og restauranter – og nye, dristigt udformede hoteller.

For enden af Vilhelminearkade, hvor fotomuseet med de store samlinger og de skiftende særudstillinger vises, ligger imidlertid et ældre hotel, New York, med restaurant og servering ved vandkanten, hvorfor der er en smuk udsigt over både det ældre og det moderne Rotterdam og vandet, hvor der påtænkes nye bebyggelser.

Fremragende udstillinger på ikke mindst Boijmans van Beuningen har gennem årene adskillige gange bragt mig til Rotterdam. Dynamikken i byen og dristigheden i arkitekturen har hver gang været slående.

Det samme har byens rige kulturliv, der på det seneste er blevet suppleret med en ny, gastronomisk selvtillid og en lyst til at åbne nye cafeer og restauranter med en spektakulær profil, både hvad angår menu og indretning.

Rotterdam er en by i stadig forandring. Hvor man nu får en forfriskning i serveringsarealet foran Hotel New York med den storslåede udsigt, var det engang her, migranterne stod i kø for at komme med Holland America Lines til USA. I dag går turene fra stedet til Delft og andre af de mere idylliske lokaliteter, der ligger i omegnen af den dynamiske storby.