Rejsereportage: Oplev uspolerede Laos, mens tid er

Laos er det oversete Asien, en plet på landkortet, som turisterne kun langsomt er ved at opdage. Hvis du ikke nåede Thailand før overturismen eller kom for sent til det uspolerede Vietnam, så kan du stadig få autentiske oplevelser i Laos.

Palmetræer, afslapning og en nærmest søvning atmosfære er det helt store trækplaster ved området Siphandon – eller på dansk: 4000 øer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kenneth Karskov

Wauw. Det er næsten ikke til at fatte, at her ikke er flere turister. Stedet er Vat Phou i det sydlige Laos, et tempelkompleks i familie med det berømte Angkor Wat. Kun nogle få mennesker spadserer rundt blandt tempelruinerne denne smukke eftermiddag, hvor solens sidste dybe glød maler komplekset i milde farver. Et barn hopper uforstyrret fra den ene tusinde år gamle murbrok til den næste, mens en lille flok geder græsser ved templets indgang.

Her er minimalt med besøgende, og det er faktisk fortællingen om dette lille sydøstasiatiske land i en nøddeskal. Oplevelserne er store, turistmængderne små. Laos har den ro, ægthed og sjæl, som har kunnet lokke nysgerrige rejsende til Asien i århundreder, men som er svær at finde i regionens mere populære rejsemål i dag. Når horder af turister rykker ind i overfyldte turbusser ved de store attraktioner i Thailand og Vietnam, så er det en lise for sjælen at kunne rejse til Laos og stå i et hjørne af et tempelkompleks fra UNESCOs verdensarvliste helt for sig selv.

En fladbundet træbåd arbejder sig langsomt op ad Mekong-floden i det nordlige Laos. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kenneth Karskov.

Krydstogt på Mekong-floden

Eventyret i Laos starter dog et helt andet sted. Styrmanden Keelee holder et landkort op foran sig, og med pegefingeren viser han ruten for de næste to dages krydstogt på Mekong-floden: »Den første time har vi Thailand på den ene bred og Laos på den anden,« forklarer han. »Efter en times sejlads får vi Laos på begge sider, når vi følger floden dybere ind i landet.«

Båden er en 47 meter lang fladbundet »nava« – en motordreven træbåd, der er skabt til flodsejlads. Den skærer sig igennem Mekong-flodens mudrede vand, og langsomt bliver det flade landskab ved grænsen til Thailand afløst af høje bjerge på begge sider. Med mellemrum dukker enkelte bambushytter og små landsbyer op, men for det meste fremstår naturen uberørt. Et par fiskere står ved bredden og kæmper med at holde styr på deres net, nogle vandbøfler spadserer rundt i det lave vand, og i baggrunden kan skimtes en flok køer, som græsser på de mest frodige dele af jorden.

Laos er et spændende, men ikke noget rigt land. De står hurtigt klart, når man besøger landets små landsbyer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kenneth Karskov.

»Se derovre! Det er guldgravere,« udbryder Keelee og peger på en lille gruppe mennesker. De sier flodens sandbund for bittesmå stykker guld, ofte så små som sesamfrø. Det er et syn, der minder os om, at Laos ikke er noget rigt land. Den pointe bliver understreget, da båden lægger til ved en af flodens små landsbyer. De lokale unger pjatter rundt, mens de voksne er i færd med at hente vand op fra brønden. Husene her har ikke indlagt vand, strøm eller internet og står dermed som en skarp kontrast til ens eget privilegerede liv. Det kan være decideret sundt at blive mindet om.

Flodkrydstogt på Mekong er den naturlige begyndelse på en rundrejse i Laos. Landet ligger som en aflang stribe på ryggen af Thailand, så det er oplagt at rejse ind fra Nordthailand, sejle ad Mekong-floden ned til den gamle kulturby Luang Prabang og derefter fortsætte sydpå. Og her lige efter regntiden er landskabet malet i frodige, grønne nuancer, som virker afslappende for både øje og sind. Flodbåden vugger langsomt af sted i et tempo, så både krop og sjæl følger med på rejsen.

Fransk kolonistil

Kulturbyen Luang Prabang er Mekong-flodens juvel. Den emmer af Asiens mystik, fransk kolonitid og 1300 års historie. Laos var en del af Fransk Indokina indtil 1954, og arven derfra kan stadig ses – og smages.

Det laotiske køkken byder på mange friske urter i maden. En god og billig nudelsuppe er altid en fornøjelse at spise i denne del af verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kenneth Karskov.

Små cafeer lokker med fransk bagværk af høj klasse (især croissanterne er så sprøde, at man bliver i tvivl, om de laves bedre i Paris), 30 gyldne templer giver byen et helt særligt skær, og velbevarede gamle bygninger tegner den historiske bykerne. Det historiske centrum er under UNESCOs beskyttelse og helt forskånet for moderne nybyggeri i stål og glas.

Om aftenen kører motorcyklerne tæt i de smalle gader, sælgere samles omkring det hyggelige aftenmarked, og de små, billige restauranter er fulde af folk. Her er en følelse af gamle dage, af fransk storhed i Asien. Og selv om det lyder vanvittigt, så bliver følelsen kun forstærket, da vækkeuret ringer klokken halv fem om morgenen.

I de tidlige morgentimer forlader orangeklædte munke byens mange templer og bevæger sig langsomt igennem Luang Prabangs gader. Over skulderen hænger en skål, som munkene bruger til at indsamle mad og andre daglige fornødenheder. Ceremonien starter allerede ved femtiden, og kun de mest morgenfriske turister blander sig med de lokale for at give almisser til munkene ved at række små portioner ris op til de forbipasserende munke. Det er både smukt og rørende og viser Sydøstasien i al sin enkelthed og i al sin storslåethed.

De 4000 øer

En god rundrejse i Asien plejer at slutte med et par dage på stranden. Det skal gerne ende med sol, sand og vand, men her har Laos et problem: De har ingen strand, for det ligger klemt inde mellem Thailand, Vietnam, Cambodja, Kina og Myanmar.

Alligevel har Laos noget, som kan opfylde alle kravene til sand, vand og afslapning: I den sydligeste del af landet findes et sted ved navn Siphandon – eller på dansk: 4000 øer. Det kræver naturligvis en forklaring:

Tæt på grænsen til Cambodja sker der noget dramatisk med Mekong. Normalt er det en flod, der bevæger sig stille igennem det sydøstasiatiske landskab, men pludselig bliver oplevelsen en helt anden. Her larmer floden. Bliver voldsom. Skærer tænder. Viser sig fra sin mest barske side.

Vat Phou-templet kan spores tilbage til det 5.-6. århundrede og er en af de store attraktioner i det sydlige Laos. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kenneth Karskov.

Khone Phapheng-vandfaldet bliver kaldt Sydøstasiens Niagara og er regionens største. Her breder Mekong sig ud over et ti kilometer bredt område, førend kaskader af vand falder med enorm kraft. Vandfaldet kan ikke forceres i båd, hvilket har drillet koloniherrerne i tidens løb, for dermed ryger ideen om at kunne sejle ad Mekong hele vejen fra Kina, ind igennem Laos, videre til Cambodja og ud i havet ved Vietnam.

Til gengæld skaber naturen her et område, som er overraskende at finde midt i en flod. På den anden side af vandfaldet bliver Mekong helt rolig igen, og en masse små øer dukker op. Med sand, palmer og et nærmest søvningt tempo, hvor man kan finde ro til at fordøje alle rejsens indtryk.

Stilstand er tilbagegang

For ti år siden havde selv de store øer hverken elektricitet eller gadelys, og udviklingen går langsomt. En stor villa fra den franske kolonitid er i dag indrettet til hotel, men haven er vildtvoksende, malingen skaller af visse steder, og sengen er hård. Charmen kan ingen dog tage fra stedet, og efter et stykke tid ønsker man ikke, at det skulle være anderledes.

For det handler om at være til stede i øens simple liv. At komme væk fra rudekuverter, madpakker og trafikpropper. Væk fra dagligdagen, fra travlheden, fra virkeligheden.

Man finder sig hurtigt til rette i en hængekøje med en god bog eller ved at cykle rundt på øerne for at opleve den stribe af attraktioner, som stedet trods alt byder på: vandfald, templer, gammel jernbane, kolonihuse, rismarker og ikke mindst delfiner.

Vat Phou i det sydlige Laos er et tempelkompleks i familie med det berømte Angkor Wat, men her er kun meget få turister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kenneth Karskov.

Det sidste gælder dog kun, hvis man skynder sig, for Irrawady-delfinerne er truet. Dæmninger, fiskeri og byggeri har gjort livet svært for dette sjældne dyr, og sidste år var der kun fem tilbage. Så blev to fanget i fiskenet med det resultat, at flokken nu er nede på tre. Tre eksemplarer af et dyr, som de lokale betragter som reinkarnationer af mennesker, og som de derfor hverken spiser eller jager.

Laos giver også stof til eftertanke. Heldigvis er der et sidste es gemt i ærmet, så om aftenen lægger en lokal skipper til ved hotellet med sin simple båd og inviterer på fisketur i solnedgangen. Det er planlagt så snedigt, at turen slutter på en lille øde sandbanke midt i Mekong-floden, hvor der er anbragt et par lænestole, en grill og en køleboks med øl. Et par fakler giver lys, og de eneste lyde, der kan høres, er stille skvulp fra floden, nogle enkelte cikader og den dybe brummen fra de forbipasserende bådes primitive motorer.

Og på den måde slutter eventyret i Laos præcis samme sted, det tog sin begyndelse. På den magiske og mytiske Mekong.