Regeringen vil firedoble straffen for svindel med hjælpepakker

Svindel med hjælpepakker, der hjælper erhvervslivet under coronakrisen, skal straffes hårdt.

Statsminister Mette Frederiksen. Pressemøde i Statsministeriet om COVID-19, mandag den 23. marts 2020. (ARKIVFOTO). Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Hvis man som virksomhed, direktør eller selvstændig svindler med de hjælpepakker, der er vedtaget under coronakrisen, kan der vanke en fire gange så hård straf som normalt.

Sådan lyder et lovforslag fra regeringen, som Ritzau har fået indblik i. Det skal behandles i Folketinget torsdag.

Forslaget vil betyde, at en økonomidirektør i en virksomhed, som uberettiget får udbetalt en million kroner til virksomheden - for eksempel ved at give forkerte oplysninger - skal straffes med op til fire års fængsel.

Normalt ville en forseelse som det, der er svindel med offentlige midler, give fængsel i et år.

Samtidig skal der gives en bøde som tillæg til straffen. Normalt ville det i eksemplet være på en million kroner. Men også her er forslaget at firedoble straffen. I det her tilfælde til fire millioner kroner.

Folketinget har de seneste uger vedtaget en række hjælpepakker. De skal hjælpe erhvervslivet bedre gennem coronakrisen.

Pakkerne giver virksomheder og selvstændige mulighed for at søge kompensation for løn og faste udgifter, hvis man er hårdt ramt af krisen.

Det er målrettet virksomheder, som har mistet mere end 30 procent af deres omsætning og/eller står foran en stor fyringsrunde.

Virksomhederne skal i første omgang skrive under på, at det er tilfældet. Derefter kan de få udbetalt penge. Først senere skal de dokumentere, at det rent faktisk er rigtigt.

Det åbner for, at man kan få udbetalt penge uberettiget, og det vil regeringen altså straffe hårdt.

Regeringen forventer, at der vil være brodne kar, som udnytter situationen til at snyde med offentlige penge.

»Det må for eksempel forventes, at virksomheder uberettiget vil søge og eventuelt opnå tilskud eller lignende kompensation fra hjælpepakkerne til imødegåelse af skadevirkninger ved Covid-19-epidemien, står der i forslaget.«

Derfor ventes lovforslaget også at give ekstra opgaver og udgifter til politi, anklagemyndigheden og domstolene.

/ritzau/