Regeringen hjælper Tunesien med at stoppe flygtninge mod Europa

Over 50 millioner kroner til Tunesien og Rwanda skal hjælpe til at bremse flygtninge, før de når Europa.

(ARKIV) Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, som har kaldt ministeren til åbent samråd torsdag den 6. februar 2020. For at bekæmpe social kontrol kommer regeringen nu med forslag om forbud mod religiøse vielser af mindreårige. Flere tiltag er på vej, siger ministeren. Det skriver Ritzau, onsdag den 27. maj 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Danmark og Østrig går nu sammen om at støtte Tunesien med 26 millioner kroner for at hjælpe det nordafrikanske land med at forvalte og kontrollere landets grænser.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Pengene går til at bygge et træningscenter for grænseforvaltning i den sydcentrale del af landet. Samtidig skal den økonomiske håndsrækning støtte et tilhørende uddannelsesprogram.

Målet er at bekæmpe menneskesmuglere og bremse såkaldte irregulære migranter. Det er personer, som rejser mod et land uden opholdstilladelse.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger, at Danmark og Østrig har samme synspunkter i forhold til den irregulære migration.

»Når afrikanske migranter ankommer til Danmark, har de allerede krydset adskillige landegrænser. Det er uholdbart. Vi bliver nødt til at genvinde kontrollen med grænserne. Der er ikke fri indvandring. Det er et synspunkt, vi deler med Østrigs regering.«

»Derfor har vi i samarbejde valgt at støtte Tunesien med at håndhæve deres grænser. Det nordafrikanske land ligger helt centralt på migrationsruterne og har udfordringer med at bekæmpe menneskesmuglere. De fortjener vores støtte,« siger Mattias Tesfaye i pressemeddelelsen.

Tunesien oplever et stort migrationspres på den sydlige grænse.

Støtten fra Danmark strækker sig over tre år. Det er første gang nogensinde, Danmark og Tunesien samarbejder om migration.

Ud over støtten til Tunesien, sender Danmark og Østrig sammenlagt 32,3 millioner kroner til Rwanda i Østafrika.

21,6 millioner kroner går til den såkaldte nødevakueringsmekanisme i landet i en etårig periode.

Rwanda er med i en aftale, der betyder, at man tager imod 1500 flygtninge og asylansøgere fra Libyen. Mange tusinde flygtninge sidder i øjeblikket i lejre i Libyen.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet erklærede Rwandas præsident sig i 2017 klar til at tage imod 30.000 flygtninge fra Libyen.

De sidste 10,7 millioner kroner er støtte til jobskabelse for flygtninge og lokalsamfund i Rwanda.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet opholder 150.000 flygtninge sig i øjeblikket i Rwanda.

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er implementerende part i samarbejdet.

/ritzau/