Lektor om konsulat: USA frygter lukning af lufthavn

En frygt for kinesisk indflydelse og lukning af central lufthavn har sendt USA på charmeoffensiv i Grønland.

PLUS Trumps besøg handler om R
Thulebasen i Grønland rummer i dag en radar, der holder øje med russiske missiler, fortæller lektor ved Forsvarsakademiet Jon Rahbek-Clemmensen. Amerikanerne ønsker dog at udvide basen til at omfatte luftforsvar, og det kræver grønlandsk velvilje. (Arkivfoto). Bjarke ørsted/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Et amerikansk konsulat i Nuuk vil ifølge nyhedsbureauet AP åbne allerede næste år, og det er en reaktion på svindende amerikansk indflydelse i Grønland gennem flere år.

Det mener Jon Rahbek-Clemmensen, der er lektor ved Forsvarsakademiet og forsker i blandt andet Arktis og grønlandsk politik.

»USA kan godt forstå, at deres position i Grønland er blevet svækket gennem de sidste ti år.«

»Både fordi, at Rusland har opbygget nogle militære installationer i deres del af det arktiske område, men også fordi, at kinesiske firmaer har ønsket at investere i Grønland. Og det bekymrer USA«, siger han.

Store kinesiske investeringer i Grønland frygter amerikanerne vil øge den kinesiske indflydelse i landet. Og da USA ønsker at udbygge sin militære tilstedeværelse i Grønland, harmonerer det dårligt.

Derfor har USA været på en "charmeoffensiv" det seneste år og meldte tilbage i maj ud, at man ønskede at genoprette en permanent repræsentation i Grønland.

Det ser nu ud til at blive i form af et konsulat.

»Charmeoffensiven over for Grønland ser man blandt andet ved et ønske om at investere i lufthavne i Grønland, og at man har genåbnet joint committee. Her diskuterer man, hvordan Grønland kan få mere ud af forholdet til USA,« siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Med flere investeringer håber amerikanerne at kunne presse kineserne ud, og så ønsker de til gengæld at få lov til at installere mere militært isenkram.

»Amerikanerne vil gerne bygge luftforsvar oppe ved Thulebasen. Men en del af luftforsvar handler om, at du skal have mulighed for at sende kampfly i luften.«

»Og der er problemet for amerikanerne, at grønlænderne gerne vil lukke lufthaven i Kangerlussuaq. Den er nemlig den eneste, der er kompatibel med kampfly i dag. Men grønlænderne vil hellere bygge lufthavne, hvor der bor grønlændere«, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Udenrigsministeriet har ikke ønsket at bekræfte amerikanernes ønske om at oprette et konsulat næste år.

I maj bekræftede ministeriet dog, at det var i dialog med amerikanerne om at øge USA's tilstedeværelse i Grønland.

/ritzau/