ECB må rydde op for gigantbeløb

Den Europæiske Centralbank rykkede i går ud med nye tiltag for at stabilisere europæisk økonomi og ikke mindst de finansielle markeder. Det sker efter, at ECB i sidste uge ikke gav fuld støtte til Italien. Nu skal der købes endnu flere obligationer, og ECB lover at komme med mere, hvis det bliver nødvendigt

ECBs øverste chef, Christine Lagarde, har begået kritiske fejl i en meget presset situation. Det må ECB nu rydde op efter, men hele forløbet kommer til at få et efterspil på den anden side af coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kai Pfaffenbach/AFP/Ritzau Scanpix

Det blev en af de dyreste oprydninger nogensinde. Da Den Europæiske Centralbank, ECB, på mødet i sidste uge kom med en begavet, men ikke overvældende pakke, blev den fulgt til dørs med en bemærkning fra ECBs chef Christine Lagarde om, at ECB ikke var sat i verden for at »holde rentespændet nede«. Med andre ord at ECB ikke var sat i verden for at forhindre italienske statsrenter i at stige.

Det udløste et ramaskrig i Rom, og på de finansielle markeder løb investorerne ud af sydeuropæiske obligationer. Altså er renterne steget betydeligt mere mod syd end mod nord. De tiårige italienske statsrenter var kortvarigt over tre procent onsdag, indtil verbal støtte og direkte intervention fik den ned på 2,3 pct. De tiårige græske renter nåede over fire procent.

Nu viser det sig, at ECB alligevel er sat i verden for at holde italienske statsrenter nede. I hvert fald så længe der er coronakrise. Bagefter venter der på den ene eller anden måde et gigantisk slagsmål mellem de europæiske lande om ECBs rolle og opgaver.

ECB lancerede i går PEPP – pandemi opkøbsprogrammet – og dermed endnu et element i denne alfabetsuppe af centralbanktiltag, der næsten dagligt flyver over disken. PEPP er på mindst 750 mia. euro og skal løbe, til krisen er ovre, men mindst til udgangen af året. Lagt sammen med de øvrige tiltag vil ECB altså i år opkøbe obligationer for over 1.100 mia. euro eller seks procent af euroområdets BNP. Det er astronomiske tal vi taler om – også her. Renterne i Sydeuropa er faldet efter ECBs nye tiltag.

Det er ikke bare størrelsen på programmet, der er iøjefaldende. Græske obligationer bliver også inkluderet, selv om de endnu ikke har en kreditværdighed til at indgå i de øvrige operationer. Desuden vil opkøbene »blive foretaget på en fleksibel måde«, således at man godt nok samlet set følger den vægt, landene har i ECB, men at man undervejs kan afvige. Med andre ord kan man de kommende uger købe italienske obligationer med arme og ben og så fylde op med tyske obligationer, når der er kommet ro på markederne.

ECB tog desuden et yderligere kontroversielt skridt i at meddele, at man kan tænkes på et senere tidspunkt at fravige de afgrænsninger, der på nuværende tidspunkt gælder for opkøb. Det kan eksempelvis være, hvor meget man må eje af en enkelt obligationsserie eller – hyperkontroverielt – om fordelingen mellem lande kan fraviges. Det sidste vil udløse retssager i Tyskland og skal nok fortsat ses som et udtryk for, at ECB har behov for at understrege, at »whatever it takes« er tilbage – ihvertfald under coronakrisen.

Men renten bliver fortsat ikke sat yderligere ned.

Usikre hænder koster dyrt

Det var Christine Lagardes verbale bum-bum på pressemødet i sidste uge, som de europæiske lande nu betaler prisen for. Det bærer også ved til bålet om, at man skal være forsigtig med at sætte en jurist og politiker uden bankerfaring i spidsen for en centralbank.

Prisen er ikke kun i form af den uro, som udtalelserne har medført på de finansielle markeder, men også fordi det fælleseuropæiske ejerskab af italiensk statsgæld nu kommer til at vokse eksplosivt.

Det betyder også, at vi nærmer os den gråzone i forhold til Italien, hvor »hvis du skylder banken tusind kroner, er det dit problem. Hvis du skylder en million, er det bankens problem«. Det er dog også først et problem for 2021, men coronakrisen vil faktisk nu fremtvinge en afklaring på hele den europæiske opbygning på den anden side af krisen. Indtil da står ECB klar med endnu mere hjælp til at sikre lempelige finansieringsvilkår for »familier, virksomheder, banker og regeringer.«

Finanskrisens alfabetsuppe er tilbage

Det var ikke kun ECB, der kom på banen i går med nye tiltag. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, reaktiverede sent onsdag MMFL-faciliteten, der skal komme de trængte amerikanske pengemarkedsfonde til hjælp. Akkurat ligesom under finanskrisen vil folk have kontanter i hænderne, og selv om pengemarkedsfonde betragtes som sikre placeringer, er det ikke det samme som kontanter i hånden. Ergo er endnu en alfabetsuppe pillet ud af kriseskabet.

Og sådan er det i disse dage helt generelt.

En ting er de stadig voldsommere finanspolitiske greb for at forhindre en dyb recession, men samtidig optrapper centralbankerne kampen for at hindre den økonomiske coronakrise i også at blive en finansiel krise. Det er deja vu fra 2008.

Det positive er, at hele beredskabet er udviklet og afprøvet og »bare« skal aktiveres. Det negative er, at økonomien allerede er i frit fald. Det er vist sikkert, at vi ikke har set de sidste alfabetsupper fra centralbankerne. Fra en dansk vinkel er det særligt interessant, om der også kommer tiltag fra Nationalbanken i forhold til turbulensen på det danske realkreditmarked. Svenskerne har allerede meldt sig klar til at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør