Rapport viser de ti største globale trusler: Klimaet er altoverskyggende

Brexit, handelskrig og stærkt stigende populisme fylder ikke meget i den årlige rapport om de globale trusler fra World Economic Forum. Klimaet har fuldstændigt overtaget dagsordenen.

Verdens ledere og topchefer har netop mødtes på blandt andet Intercontinental Hotel i schweiziske Davos til World Economic Forums årsmøde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Når verdens ledere inden længe mødes til det storstilede årsmøde i Davos afholdt af World Economic Forum (WEF), kommer de sandsynligvis til at tale om klimaet. I hvert fald hvis de har haft lejlighed til at læse den rapport, som WEF netop har udsendt.

Hvert år udgiver organisationen en rapport, hvori den beskriver de ti største trusler mod kloden. Ligesom i så mange andre sammenhænge har klimaudfordringen også her taget dagsordenen. For ti år siden var ingen af de fem største af de mest sandsynligt forekommende trusler relateret til klimaet. Nu er de alle.

I rapporten er de største trusler mod verden sat op i prioriteret rækkefølge. Truslerne er inddelt i to kategorier: »Global Risks in Terms of Likelihood«, der rangerer sandsynligheden for de forskellige trusler, og »Global Risks in Terms of Impact«, der rangerer den påvirkning, som truslerne potentielt har.

Vinduet er åbent lidt endnu

Mens ekstremt vejr således er den største af de sandsynlige trusler, er det særligt en manglende handling på klimaudfordringen, der vil have den største negative effekt.

»Men på trods af behovet for at være mere ambitiøs, når det kommer til klimaforanstaltninger, har FN advaret om, at lande har skiftet kursen, når det gælder om at opfylde deres forpligtelser i henhold til Parisaftalen om klimaændringer,« skriver WEF-præsidenten, Børge Brende, i rapportens indledning og tilføjer:

»Den gode nyhed er, at vinduet stadig er åbent, når det kommer til muligheden for handling, om end ikke i meget længere tid. Og til trods for globale splittelser fortsætter vi med at se erhvervslivets medlemmer signalere deres forpligtelse til at se ud over deres regnskabstal og fokusere på de presserende prioriteringer, der ligger foran os.«