Overblik: Her er partiernes hjælp til virksomheder, studerende og dagpengemodtagere

Her er de vigtigste punkter i den omfattende hjælpepakke til dansk økonomi, som regeringen og alle Folketingets partier blev enige om natten til torsdag.

Regeringen og alle Folketingets partier er blevet enige om en hjælpende hånd til dansk økonomi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede torsdag en hjælpepakke til erhvervslivet for omkring 100 milliarder kr. Alle partilederne har natten igennem forhandlet aftalen på plads. Samtidig har Folketingets partier forpligtet sig til at tage yderligere initiativer for et trecifret milliardbeløb, hvis det bliver nødvendigt.

Hjælpepakken indeholder:

  • En kompensation til selvstændige
    Regeringen og Folketingets partier vil derfor sikre kompensation til de selvstændigt erhvervsdrivende, som oplever et stort fald – mere end 30 procent – i omsætningen som følge af coronakrisen. Beløbsmæssigt vil kompensationen fra staten udgøre 75 procent af omsætningstabet, dog maksimalt 23.000 kroner pr. måned. Det svarer til satserne i den lønkompensationsordning, som arbejdsmarkedets parter blev enige om i den trepartsaftale, der blev indgået i søndags.
  • Virksomheder kan få dækket op mod 100 pct. af deres faste udgifter
    Trepartsaftalen om lønkompensation gav en øget sikkerhed om medarbejdernes jobs, og virksomhederne fik en væsentlig støtte til deres lønomkostninger. Regeringen og Folketingets partier er nu også enige om, at dække de faste udgifter i de virksomheder, hvor omsætningen er faldet med mere end 40 procent som følge af coronakrisen. Kompensationen vil udgøre op mod 100 procent af de faste udgifter.
  • Nye lån til Danmarks eksportvirksomheder
    Som en hjælp til særligt små og mellemstore danske eksportvirksomheder oprettes der en ny likviditetskaution i EKF – Danmarks Eksportkredit. Den skal bane vejen for nye lån for 1,25 milliarder kroner til gavn for små og mellemstore eksportvirksomheder.
  • Statsgaranterede låneordninger bliver forhøjet
    Rammen for statsgaranterede låneordninger for store som for små og mellemstore virksomheder forhøjes. For store virksomheder hæves garantirammen til i alt 25 mia., mens der for små og mellemstore virksomheder afsættes en garantiramme på i alt 17,5 mia. kr. og en tilhørende tabsramme på ca. 5 mia. kr., hvilket vil facilitere udlån på op til i størrelsesordenen 25 mia. kr.
  • Offentlige indkøb skal understøtte virksomhederne
    Det offentlige indkøb skal være med til at understøtte, at virksomhederne – og dermed lønmodtagerne – kommer godt igennem krisen. Aftalepartierne er enige om, at det vil gælde i staten, og regeringen vil gå i dialog med KL og Danske Regioner om mulighederne for en tilsvarende håndtering i kommuner og regioner.
  • Rejsegarantifonden bliver styrket
    For at hjælpe rejseselskaberne med at komme igennem denne ekstraordinære krise er regeringen og aftaleparterne enige om at styrke Rejsegarantifonden med en statslig garanti på 1,5 mia. kr.
  • Coronaperiode tæller ikke med i dagpengeanciennitet
    For at afbøde de negative konsekvenser, som spredningen af COVID-19 kan få for dagpenge- og sygedagpengemodtagere er aftaleparterne enige om, at perioden fra og med 9. marts til og med 9. juni ikke medtælles i den lediges dagpengeanciennitet. Det vil være en betingelse, at medlemmerne er medlem af akassen i perioden.
  • Elever og studerende kan låne flere penge
    Nogle elever og studerende på videregående uddannelser vil miste deres job som følge af COVID-19. Derfor får studerende og elever på ungdomsuddannelserne nu ret til at optage ekstra SU-lån for op til 6.388 kr. per måned ud over de gældende stipendie- og SU-lånemuligheder.

Kilde: Finansministeriet

Læs den samlede politiske aftale her.