EU frygter recession på 2009-niveau efter seneste corona-udvikling

Coronavirussen kommer formentlig til at sende Europas økonomi ind i en recession, der er lige så dyb, som den vi så under finanskrisen i 2009.

Nedlukningen af store dele af Europa - som her i Milano i Italien - kan komme til at ramme Europas økonomi hårdt, advarer EU.   Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREA FASANI/EPA/Ritzau Scanpix

Coronavirussens påvirkning på Europas økonomi kan blive værre end først antaget og skabe en recession på niveau med nedturen under finanskrisen.

Sådan lyder det fra Europa-Kommissionen i en pressemeddelelse fredag.

Sidste fredag, 13. marts, estimerede Kommissionen, at bruttonationalproduktet i EU kunne falde 1 pct. i år på grund af virusudbruddet, men siger nu, at udviklingen den seneste uge peger på, at væksten kan blive endnu hårdere ramt.

»Faldet i økonomisk aktivitet kan blive sammenligneligt med nedgangen i 2009, det værste år af den økonomiske og finansielle krise. Medlemslandene står også over for de stigende omkostninger forbundet med effektivt at inddæmme pandemien, mens de støtter borgere og virksomheder, der er blevet ramt af krisen,« skriver Kommissionen i en pressemeddelelse.

EU Kommissionen er ikke alene i at forudsige en recession i Europa i år. Chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, har ifølge Bloomberg fortalt EU's ledere, at økonomien kan skrumpe 2 pct. i år hvis nedlukningen af Europa varer en måned, og 5 pct. hvis den varer i tre måneder.

Både Goldman Sachs og Bank of America har i denne uge også nedjusteret deres vækstprognoser for Europa, og begge forudser nu et tilbageslag på 1,7 pct. Det er selvom ECB har lanceret en gigantisk redningspakke på 750 mia. euro til at afbøde de negative økonomiske konsekvenser fra coronasmitten.

Udmeldingen fra EU kommer efter en uge, hvor coronavirussen har spredt sig hurtigt i Europa og ført til nedlukningen af flere lande. Frankrig, Spanien og Italien har nu alle udgangsforbud. I Italien, epicentret for coronavirussen i Europa, er 47.000 mennesker nu smittet med virussen og over 4.000 mennesker er døde. 1.226 danskere er nu coronasmittede mod 1.132 torsdag og ni er døde.

De drastiske indgreb har ramt flere virksomheder hårdt, herunder særligt rejse- og restaurationsbranchen. På bare fire dage er der i Danmark kommet 18.300 nye ledige, og fyringsbølgen betegnes som en af de værste kriser på det danske arbejdsmarked.