Det økonomiske coronaberedskab skal også hurtigt aktiveres

Meget tyder på, at coronavirussen bliver en mere omfattende og langstrakt affære end tidligere forventet. Dermed bliver det mulige økonomiske slag også større. De vigtigste spillere for at modvirke dårligdomme er finanstilsyn og politikerne. I Europa har centralbankerne spillet sig selv af banen.

Sikkerhedsforanstaltningerne er intensiveret, men de økonomiske reaktioner i form af aflyste rejser og tilbageholdenhed er allerede synlige. Det bliver nogle hårde måneder, hvor myndighederne allerede nu skal etablere et økonomisk beredskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dumitru Doru/EPA/Ritzau Scanpox

Vi ved fortsat ikke, hvor alvorlig coronavirussen bliver i forhold til menneskelige omkostninger. Men heller ikke på det økonomiske område er der nogen form for klarhed. Det er foranstaltningerne og ikke selve sygdommen, der lige nu bestemmer omfanget.

Beredskabsplaner er ved at blive støvet af både herhjemme og i udlandet. Ligesom med Brexit kan forberedelser på en begivenhed give økonomisk aktivitet – ligegyldigt hvor uproduktivt endemålet er.

Forberedelserne er et udtryk for rettidig omhu, men skal samtidig gøres, uden at det bidrager til den frygt, der kan få vores økonomiske system til at bryde sammen. Coronavirussen afslører nemlig ikke kun, hvor meget vi er filtret ind i hinanden i forhold til produktion, handel og turisme. Men også at systemet er baseret på tillid.

Det er eksempelvis tillid til, at vores penge er noget værd, og at man kan stole på andres betalingsevne. Coronavirussen udfordrer en anden afgørende tillid. Tillid til, at vi kan gå ud af døren uden at blive syge, til at vi tror nok på fremtiden, til at vi fastholder vores dagligdag, selv om der er større usikkerhed. Holder vi op med at forbruge – gemmer os som eremitkrebs – kollapser systemet om ørerne på os.

Dér, hvor den økonomiske påvirkning for alvor opstår, er, når der sker en pludselig ændring i vores rammevilkår.

Myndighedernes opgave er derfor dels at sikre en så begrænset smittespredning som muligt – under hensyntagen til samfundets og økonomiens velfungeren. Og derefter at sikre, at det økonomiske stød bliver så kortvarigt og blidt som muligt og eventuelt hjælpe et opsving på vej.

Gribe, hvad ikke må falde

I første omgang er det måske lidt overraskende de finansielle tilsyn, der i samspil med politikerne indtager den vigtigste økonomiske rolle.

For virksomheder, der er ramt af et hurtigt fald i efterspørgslen, minder situationen mest om efteråret 2008 lige efter krakket i finanskoncernen Lehman Brothers – det omkringliggende samfund kan fortsætte ufortrødent. H.C. Andersen Museum i Odense har klaget sin nød over udeblevne turister og er et symptom på en hel branches udfordringer. Luftfartsselskaber, hoteller, badelande, butikker, barer, restauranter, festivaler og lignende er alle i farezonen, hvis indtægtsstrømmen tørrer ud i længere tid. Dertil kommer produktionsvirksomheder med manglende komponenter og afsætning.

Hvordan skal bankerne forholde sig til virksomheder, der rammes på denne måde? Henstand med rente- og afdragsbetaling er en mulighed. Under finanskrisen var netop fleksibiliteten i håndteringen af dårlige betalere en vigtig årsag til, at flere virksomheder ikke gik konkurs. Men har bankerne mulighed for at være fleksible med de gennemførte stramninger af finansiel regulering? Det er noget, som tilsynsmyndigheder og politikere er nødt til også at have et beredskab for.

I Europa er problemet størst i Italien – og ikke alene fordi det er her, at coronavirussen må forventes at ramme hårdest. De italienske banker er svage og er først for nylig kommet i gang med at rydde op i de dårlige betalere blandt virksomhederne. Økonomien har været på kanten af recession i længere tid, så mange virksomheders indtjeningsevne er i forvejen dårlig. Der er kun lidt at stå imod med, og problemer kan således hurtigt blive selvforstærkende. Vi har slet ikke samme situation her i Skandinavien.

Men udfordringen udgør også et dilemma. For i hvilket omfang vil en virksomheds problemer skyldes udefrakommende begivenheder, og for hvem er det et udtryk for forkerte dispositioner i gode tider? Eksempelvis har mange virksomheder i USA anvendt lave renter til at foretage gældsfinansierede tilbagekøb af aktier for at understøtte aktiekursen. Gældsætningen er nu den højeste nogensinde, hvilket udgør en sårbarhed, hvis salget pludselig svigter. Er det myndighedernes ansvar? Klart nej, men erfaringen fra Lehman Brothers-krakket er, at det bliver det nok alligevel.

Man skal sætte renten op, før man kan sætte den ned

Vi skrev i december om, hvorfor negative renter er samfundsskadelige. Vores konklusion var dengang, at »den lange periode med de negative renter har gjort os ekstremt sårbare. For renten er negativ på trods af pæn vækst i beskæftigelsen og en ledighed, der er tæt på det laveste nogensinde. Hvis ikke man skal have positive renter i den situation, hvornår i alverden skal man så? Og hvad skal man gøre, hvis en ny krise rammer, og mange af de svageste europæiske lande allerede er forgældet til op over begge ører?«

Velkommen til Europa anno 2020. Med negative renter i euroområdet, Danmark og Schweiz.

Den Europæiske Centralbank (ECB) er også i gang med at opkøbe obligationer på trods, at der ikke er recession. Det betyder, at den pengepolitiske værktøjskasse er tom. Bevares, renten kan sættes yderligere ned, men til hvilken nytte? Som ECBs tidligere cheføkonom Peter Praet har udtalt, sender negative renter et »dystert signal om fremtiden«. Det hjælper ikke på forbrug og investeringer.

ECBs vigtigste bidrag er, at man har et stående beredskab for bankerne til at hente finansiering, hvis det private marked skulle blive mere nervøst. Næste ECB-møde er 12. marts. Denne gang skal ECB-chef Christine Lagarde tale mere om pengepolitik og dets begrænsninger end klima – og holde en optimistisk balance.

Til gengæld er der mere at skyde med andre steder, hvor man må forvente rentenedsættelser i en række mindre udviklede lande – særligt i Asien og Sydamerika, hvor Kina spiller en dominerende rolle i økonomierne. I Storbritannien har en Brexit-relateret rentenedsættelse været på trapperne og kan nu blive effektueret. Bank of England mødes næste gang 26. marts.

Mest opmærksomhed er dog rettet mod Washington og den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Her har man parkeret renten på 1,75 pct. efter tre nedsættelser og har signaleret, at her vil den blive. Amerikansk økonomi har vist pæne takter, så set ud fra nøgletallene er det nuværende niveau passende. Men Federal Reserve er også notorisk nervøs for store fald i aktiemarkedet. Og i Det Hvide Hus sidder en præsident på genvalg og har aktiemarkedet som vigtigste strømpil.

Man må forvente et massivt pres for en rentenedsættelse op til mødet 18. marts – ikke mindst fordi centralbanken i sommer argumenterede for rentenedsættelser ud fra et præventivt synspunkt. Markedet har fuldt indpriset en rentenedsættelse på et kvart procentpoint på mødet i marts og spekulerer nu i en endnu større rentenedsættelse.

Finanspolitikkens renæssance

Hvor finanskrisen havde sit arnested i den finansielle sektor og dermed krævede meget specifikke tiltag for at genskabe tilliden parterne imellem, vil en eventuel økonomisk afmatning udløst af coronavirussen være en mere klassisk vækstkrise. Og dermed vil finanspolitikken være det naturlige redskab – men kun i en dosering og timing, der svarer til dybden af en afmatning.

Fokus bør i første omgang være på, hvordan man skal holde de hårdest ramte virksomheder flydende. Der kan senere blive behov for målrettede støttepakker eller eksempelvis udskydelse af moms- og skattebetaling.

I USA er det valgår, og dermed kan præsident Donald Trump og Demokraterne i Kongressen hurtigt komme i konkurrence om, hvem der kan gøre mest for den almindelige borger. Hvis frygten rammer aktiviteten, vil det mest almindelige middel være midlertidige skattelettelser (til middelklassen) og infrastrukturprojekter. Det første har en god vækstimpuls, mens infrastruktur kun virker på længere sigt. At statsunderskuddet har passeret 1.000 mia. dollar interesserer ikke amerikanske politikere.

I Europa er sagerne som udgangspunkt mere komplicerede. EUs budgetregler rammer stort set alle eurolandene, fordi de næsten alle har en gæld på over 60 pct. af BNP. Lande i det nordlige Europa – i og uden for euroen – er i en mere gunstig situation med lav statsgæld.

Værst ser det ud i Italien, hvor det længe har været åbenlyst, at man ikke vil kunne overholde de lovede budgetmål. Recession og mobilisering af ressourcer til at inddæmme smitten vil yderligere forværre situationen. Men jo mere spredning af smitte og økonomisk påvirkning, desto mere sandsynligt bliver det, at EUs bestemmelser for »ekstraordinære omstændigheder« kan aktiveres. Altså at hårdt ramte lande får mere fleksibilitet i at nå sine mål.

Italien står foran en folkeafstemning 29. marts og et muligt parlamentsvalg senere på året. Det er åbenlyst, at den nuværende PD/M5S-regering er revnende ligeglad med, hvad Bruxelles måtte mene i forhold til aktiverede ressourcer og støttepakker, som man måtte kunne optænke i Rom. Frankrigs svar på »de gule veste«-protesterne er et godt eksempel på, hvordan »noget« kan give finanspolitiske lempelser – også selv om det bøjer reglerne.

Nemt at male sort i sort, men ...

Mens frygten har holdt sit indtog på de finansielle markeder og i befolkningerne, er det også vigtigt at huske proportionerne. Dette er ikke den spanske syge, der i slutningen af Første Verdenskrig ramte over en fjerdedel af verdens befolkning og krævede mellem 40 og 50 millioner ofre – af en befolkning på omkring 1,9 milliarder personer. Og i øvrigt mest ramte unge mennesker.

Det er – indtil nu – en alvorlig influenza, der vil udfordre vores sundhedssystemer. I USA har man tradition for at lukke skoler og aflyse arrangementer i influenzaepidemier, som det også er sket denne sæson, men det er ikke noget, vi normalt ser i Europa.

Økonomisk har vi haft mere end ti års fremgang efter finanskrisen, men globalt har meget af fremgangen været baseret på voksende gæld – akkurat som det var tilfældet op til finanskrisen. Gælden i verdens virksomheder, udviklingslande og de nye vækstøkonomier har aldrig været større. Det er også her, at betalingsevnen er mest skrøbelig. Derfor udgør et økonomisk stød som coronavirus også en særlig udfordring til det økonomiske system.

Men det er ikke sådan, at vi er helt uden redskaber. De vestlige landes formåen til at mobilisere ressourcer må ikke undervurderes, og »whatever it takes« vil få en helt ny betydning, når de kinesiske myndigheder for alvor ruller sig ud.

Men allerede nu rejser coronavirussen en vigtig pointe i forhold til vores økonomiske beredskab over for »noget«. At man i gode tider må sætte tæring efter næring og lægge lidt til side til en dårlig dag. At man ikke må rende rundt med den pengepolitiske hjertestarter i form af negative renter, når patienten er oppegående.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør