Corona og nu også olie: Verdensøkonomien får én på begge kinder

Usikkerheden fra coronavirussen har allerede sendt de finansielle markeder og verdensøkonomien i dørken. Nu kommer et kollaps i olieprisen oveni. Fremtidstågen bliver endnu tykkere, og det vil betyde endnu mere tilbageholdenhed.

Myndigheder har taget helt usædvanlige metoder i brug for at bremse spredningen af coronavirussen. Det har enorme økonomiske konsekvenser på kort sigt, men vi kan ikke forblive i et nødretstilstand i mange måneder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vincenzo Pinto/Reuters/Ritzau Scanpix

Støjniveauet er infernalsk. Coronanyheder flyver over skærmen, fra nyhedsmedierne og ikke mindst på sociale medier. De seneste to uger er corona gået fra et fjernt kinesisk problem til også at ramme vores egen for- og baghave. Og dermed også med helt andre konsekvenser for vores samfund.

Hvad bliver de økonomiske konsekvenser?

Der er ingen grund til at høre på de prognoser, der kommer fra det økonomiske establishment. OECDs prognose for to uger siden var forældet, inden den blev publiceret – den var baseret på »inddæmning« uden for Kina. OECD talte om lavere vækst i år, men i første omgang skal vi forholde os til en periode med lavere aktivitet. Bankøkonomer bryder ikke om at sig »recession«, for så har det konsekvenser for deres anbefalinger til kunderne.

Det vigtigste, man kan gøre for at danne sig et overblik, er faktisk at lægge et puslespil ud fra, hvad virksomhederne siger. De har hånden på kogepladen og kan mærke forandringer fra dag til dag. Man kan også bare se på sin e-mail-indbakke med de enorme mængder gode tilbud om rejser, hoteller og biludlejning. Det giver et godt billede af, hvem der er blevet ramt mest.

Det går hurtigt den forkerte vej

Der er ingen tvivl om, at usikkerheden har medført selvrestriktion i et omfang, der går langt ud over, hvad myndighederne påbyder – eller herhjemme opfordrer til.

Når Københavns Lufthavn melder om en tredjedel færre passagerer, er det ensbetydende med, at der er en tredjedel færre med flyene – og et tilsvarende fald i hotelovernatninger, restaurantbesøg. For ikke at tale om vores egen personlige selvrestriktion. Færre besøg i butikker og museer, færre ture i biografen og andre forlystelser, der fortsat holder åbent. Ferier, der bliver aflyst eller slet ikke bestilt.

Det sidste er ret væsentligt, for udeblivende bestillinger er ufatteligt svære at måle. Og hvordan kan man kompensere restauranter og hoteller for, at der kommer færre gæster?

Hvis man ser det oppefra, er det mest tjenesteydelser, der lige nu bliver ramt. Virksomhed til virksomhed, men også alt det, vi som privatpersoner bruger, når vi går uden for en dør. Det går dog næppe ud over supermarkederne, der må forvente kronede dage i lyset af den delvise selvisolering, som mange underlægger sig.

Hver især føler vi os ikke fattigere af at spise hjemme en fredag i stedet for en aften i byen. Men det løber hurtigt op for samfundet. Smitteeksplosionen i Europa og USA sker desuden oven i, at produktionsnedlukning i Kina allerede har ramt både turistindustri og ikke mindst produktionsvirksomheder. I Kina er man så småt ved at normalisere situationen, men det hjælper os ikke særlig meget her og nu.

Det hører dog med til historien, at løfterne om ubegrænsede tiltag mod smittespredning kommer med en udløbsdato. Fodbold skal spilles foran et publikum – også selv om nogle bliver smittet med en alvorlig influenza. Vi holder af at rejse og gå på restaurant. Konferencer, messer og foredrag bliver ikke smidt på historiens mødding. Bliver Københavns Distortion og sommerens festivaler aflyst, hvis ikke virusudbredelsen bliver endnu større end nu? Sverige kunne i lørdags godt have publikum til sit Melodi Grand Prix ...

Presset for at vende tilbage til normalen, omend en ny normal, vil være stigende jo længere tid, der går.

Så kom oliemarkedet med på banen

Som om coronavirussen ikke var slem nok i sig selv, har verdensøkonomien nu fået et nyt nyrestød. Olieprisen er kollapset. Faldet på knap tyve procent på en enkelt dag kommer, efter at Saudi-Arabien og Rusland røg i totterne på hinanden over niveauet for olieproduktionen.

Ikke nok med, at de ikke kunne blive enige om en yderligere reduktion af produktionen som svar på den coronainducerede lavere efterspørgsel efter olie. De to parter blev så sure, at alle hidtidige aftaler om at begrænse produktionen blev taget af bordet. Saudi-Arabien har meddelt, at man vil øge produktionen markant, og har samtidig sat priserne ned på alle sine leverancer i april.

Prisen på nordsøolie er faldet til 37 dollar pr. tønde, hvilket er en halvering af prisen siden begyndelsen af året. Vi skal tilbage til foråret 2016 for at finde et tilsvarende prisniveau.

Faldende oliepriser er normalt godt for verdensøkonomien, men kun indtil et vist punkt. Forbrugerne kommer til at mærke det i form af billigere benzinpriser, ligesom transport, logistisk og ikke mindst flyselskaber får en kærkommen håndsrækning på et tidspunkt, hvor man er hårdt ramt af coronavirussen. I USA vil det give et løft til især lavere indkomstgruppers forbrugsformåen.

Men olieprisen rammer også olieproducenterne hårdt. Saudi-Arabien er én af dem, og landets pengetank er i forvejen hårdt ramt af faldet på aktiemarkederne. Men Saudi-Arabiens udmelding om øget produktion skal også ses som en styrkeprøve – en kamp om markedsandele. Rusland er som mange andre olieproducerende lande totalt afhængig af indtægterne fra olie- og gasproduktionen, og her bliver man ramt hårdt på statsfinanserne.

Den negative vækstimpuls til verdensøkonomien fra olieproducenter vil på den korte bane overdøve de positive – alene af den årsag, at vi ikke pludselig begynder at rejse mere, før coronavirussen er under kontrol. Dermed trækkes den økonomiske aktivitet yderligere ned.

De store olieselskaber er polstrede til at kunne modstå situationen, men det er de amerikanske producenter af skiferolie overhovedet ikke. De er højt forgældede og kan hurtigt komme under pres, da de taber penge for hver eneste produceret tønde.

Den stigende amerikanske olieproduktion har været en særlig torn i øjet på Saudi-Arabien. Præsident Donald Trump har længe ønsket lavere oliepriser, men ikke til det nuværende niveau; i USA er den nede på 34 dollar pr. tønde.

Trump kan ikke tåle at se et kollaps af den amerikanske olieindustri og kan slet ikke tåle faldende kurser på de amerikanske aktiemarkeder. Derfor kan man forvente, at der kommer et amerikansk pres på dets nære allierede i Riyadh for at rette op på olieprisen fra de nuværende niveauer.

Men indtil videre er det endnu et tegn på totalt kaos, der sammen med de fortsat faldende aktiemarkeder påvirker vores optimisme og dermed lyst til at forbruge og investere.

Dybden afhænger af længden

Dybden af den igangværende økonomiske tilbagegang i dansk og global økonomi afhænger af længden.

Der findes ingen sammenligninger; under storstrejker bliver økonomien negativt påvirket, men vi kunne stadig gå ud, til koncert og ikke mindst rejse. Derfor blegner de økonomiske konsekvenser af en arbejdskonflikt med det nuværende stød til økonomien.

Aktiviteten i Hongkong faldt med 2,4 pct. i kvartalet med sars i 2003. Men hvad bliver det økonomiske fald i Italien i første kvartal? fem, ti, 15 eller 20 pct.? Vi ved det ikke.

Herhjemme ser marts og april ud til at blive de hårdeste måneder. Men faldet i aktiviteten vil blive afløst af en stigning, når vi eksempelvis igen kan gå til fodbold og i biografen.

For mange vil en kortere periode med restriktion også medføre en øget opsparing, hvilket forøger forbrugsmulighederne på den anden side. Men en længere krise vil få pilen til at vende nedad for husholdningernes økonomi, for stigende ledighed er en uundgåelig konsekvens af en økonomisk krise.

Herhjemme kommer coronakrisen på et tidspunkt, hvor det faktisk går ganske pænt, og hvor der ikke mindst er balance i økonomien. Det vil sige, at vi skal ikke rydde op efter misrøgt på samme måde, som vi skulle efter finanskrisen, hvor samtalekøkkener og et lånefinansieret forbrugsboom skulle ud af det økonomiske system. Det samme er tilfældet med verdens vigtigste forbrugere i USA.

Det er godt – både i forhold til vores økonomiske modstandskraft og mulighederne for vækst på den anden side af krisen. Men halvdelen af amerikanske husholdninger ville ikke kunne holde til at miste lønindkomsten i en måned. Og i Europa er der også mange husholdninger og små virksomheder, der lever på den økonomiske kant.

Dertil kommer, at der vil gå en længere periode, før der er fuldt overblik over de længerevarende konsekvenser af den periode, vi lige nu gennemgår. Virksomheder kommer til at træde hårdt på bremsen i investeringer og ansættelser, indtil der er klarhed.

Det skyldes både de tågede udsigter og et forsøg på at holde en stor kontantbeholdning. Virksomhederne kan godt huske, hvordan kassekreditten blev klappet i under finanskrisen.

Vi kan lindre, men først modvirke senere

En iskold cost-benefit-analyse af de økonomiske følgevirkninger af forsøgene på at inddæmme virussen i forhold til de økonomiske effekter af en større udbredelse af virussen vil nok vise, at vi lige nu overreagerer. Men sådan er politik – og vores egen menneskelige vurderinger – bare ikke skruet sammen. Som samfund vil vi gøre »whatever it takes« for at minimere smittespredningen.

Alle forsøg på stimulans af økonomien her og nu er tabt på gulvet. Vi går ikke mere ud, før der er styr på virussen. Herefter kan finanspolitikken spille en rolle. Traditionel pengepolitik er ret ligegyldig i Europa på de nuværende negative renteniveauer

På kort sigt er det bankernes mulighed for at udvise fleksibilitet over for pressede kunder og politikernes opfindsomhed i at holde ramte virksomheder flydende, der er de vigtigste instrumenter. Det gælder både herhjemme, men så sandelig også på europæisk plan. Et økonomisk og finansielt kollaps i Italien vil ramme os alle.

EU bør eksempelvis allerede nu suspendere alle finanspolitiske målsætninger, indtil vi er godt på den anden side af krisen.

Vi skal også huske, at Grækenland lige nu også kæmper med, at Tyrkiet har åbnet grænserne til Europa. Hvis Grækenland skal være vores bolværk mod en ny migrantkrise, må finanspolitiske regler ikke være en hindring. Tværtimod bør flere af EUs fælles midler kastes i retning af de lande, der er hårdest ramt af coronakrise og flygtningekrise.

Endnu en runde med restriktioner på bevægelse rundt i Europa rammer også den økonomiske aktivitet hårdt og skal derfor kun være gældende i så begrænset tidsrum som muligt.

De politiske krisepakkers tid er allerede nu. Italien har iværksat en større støttepakke; Tyskland har både lavet krisetiltag og lettet finanspolitikken. Den danske regering er også ved at barsle med støttetiltag.

Men al støtte skal gennemtænkes, både i forhold til virksomhederne, arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien. Der skal times, doseres og ikke mindst målrettes. Og så skal vi være virkelig kreative denne gang og ikke lade os begrænse af, hvad der plejer at kunne lade sig gøre. Det er intet »plejer« over denne økonomiske krise. Den danske model for arbejdsmarkedet må ikke stå i vejen for et nationalt indgreb – og et hårdværkerfradrag hjælper ikke på turistindustrien på samme måde, som en periode med momsfrihed vil gøre det.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør