Businessupdate: Norge i kamp for at redde økonomien – sætter renten ned til bundrekord

Berlingskes businessredaktion guider dig til de vigtigste historier blandt de mange nyheder om coronavirussen, der vedrører økonomi og virksomheder.

Norges økonomi er hårdt presset af en faldende oliepris og usikkerheden over coronavirussen. For anden gang på en uge har centralbanken sat renten ned, så den nu er i bundrekorden.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Oeyvind Hagen/EPA/Ritzau Scanpix

Velkommen til dagens businessupdate, som endnu engang har fokus på følgerne af coronakrisen.

Norge blæser til kamp for at redde økonomien

Den norske økonomi og krone er hårdt presset af coronavirussen og den faldende oliepris, og det har endnu engang fået Norges Bank til at skride til handling.

Fredag formiddag satte centralbanken renten ned med 0,75 procentpoint, så renten nu ligger på 0,25 procent. Det er det laveste niveau nogensinde i Norge. Det er anden gang på en uge, at banken ekstraordinært har sat renten ned, efter at den sidste fredag skar 50 basispoint af den toneangivende rente.

Norge gik i september imod strømmen fra de andre globale centralbanker og satte renten op til halvanden procent.

»Bremser den norske økonomi kraftigt op, kan renten sagtens sænkes yderligere. Det har vi set i flere andre lande, der i et stykke tid har haft negative styringsrenter. Norges Bank skriver dog også, at banken ikke udelukker yderligere rentenedsættelser,« skriver Kim Blindbæk, seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar.

Den norske krone blev umiddelbart styrket efter rentenedsættelsen og ramte fredag en kurs på 64 danske øre.

»Det hænger sammen med, at investorerne i øjeblikket tager positivt imod beslutninger, der kan stabilisere de finansielle markeder og mindske de værste konsekvenser af virusudbruddet. Det ændrer dog ikke på, at den norske krone fortsat er historisk svag. I går meddelte Norges Bank også, at banken sandsynligvis vil påbegynde intervention i valutamarkedet for at styrke den norske krone,« skriver Blindbæk.

Tidligere på ugen dykkede kronen til det laveste niveau nogensinde, og en norsk krone kunne torsdag købes for 57 øre.

Du kan læse pressemeddelelsen fra Norges Bank her.

Fyringsbølgen hærger og rammer tusindvis

Torsdag var der 3.495 danskere, som meldte sig ledige. Det er fire gange så mange som normalt på en torsdag, og det betyder, at i perioden fra mandag til torsdag er der 18.300 personer, som har meldt sig ledige.

Derfor betegnes nedlukningen i forbindelse med coronaudbruddet nu som en af de værste kriser nogensinde på det danske arbejdsmarked.

»Vi skal helt tilbage til årene efter finanskrisen for at finde en lignende stigning i ledigheden. I årene efter finanskrisen steg ledigheden på kun to år med knap 100.000 personer,« siger cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer.

Læs hele historien her.

Bestseller fyrer 750 medarbejdere i Danmark

Fredag meddelte den danske milliardkoncern Bestseller, at den har lukket en stor del af sine butikker på grund af coronakrisen og fyrer 750 medarbejdere ud af i alt 4.800 medarbejdere. Det svarer til 15 procent af medarbejderne i Danmark.

Administrerende direktør og ejer Anders Holch Povlsen udtaler i en pressemeddelelse, at Bestseller med coronakrisen er blevet ramt af en »krise, som vi ville have svoret, aldrig ville være mulig for os«.

Tøjkoncernen har lukket sine butikker i en lang række lande, efter at der mange steder er kommet krav om, at alle butikker, som ikke sælger dagligvarer eller medicin, skal være lukket i en periode for at stoppe spredningen af coronavirus. Det gælder blandt andet Frankrig, Indien, Schweiz, Spanien, Italien og Østrig.

Læs resten af historien her.

Finans skriver også, at Jysk-kæden i øjeblikket holder 2.000 ud af ca. 2.600 butikker lukket.

Forsigtigt comeback til aktier

Danske aktier er fredag eftermiddag oppe 1,6 procent, ført an af en 12 procent​s stigning for ISS og Royal Unibrew, der er hoppet 11 procent.

Trods den positive stemning er det ikke nok til sende eliteindekset, C25, i plus for hele ugen. Det står kort for børsluk til et ugentlig fald på 0,8 procent, efter en uge der igen har været plaget af usikkerhed omkring coronavirussen.

Analytikere vurderer, at markedet nu har indregnet nedlukningen i Europa og de økonomiske følgekonsekvenser, men den store ubekendte lige nu er, hvor hårdt USA bliver ramt.

I Asien var der for første gang i syv dage plusser over hele linjen fredag, skrev Berlingske i morges.

Her er fem skarpe bud på analyser og guides fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Stor guide: Sådan bliver boligejere med flekslån og fastforrentede lån påvirket af renteuroen

Det er en turbulent tid for de danske boligrenter, der stik imod forventningen for bare en uges tid siden er strøget i vejret. Det gælder især de fastforrentede lån, men også renterne på flekslån er steget. Nogle låntagere har været heldige, mens andre står over for stor usikkerhed og potentielle tab. Journalist Louise Kastberg kommer med det fulde overblik.

2. Børsbarometer: Hvor langt skal aktierne ned? Og er det nu, jeg skal købe?

Efter et fald på mellem 30 og 40 procent​ i de store aktieindeks kan det være fristende at gå på tilbudsjagt på finansmarkedet. Men det er langtfra sikkert, at vi har set bunden endnu, skriver Berlingskes aktiejournalist Sara Sjølin.

3. Drastisk fald i omsætningen hos mindre virksomheder: »Mange er nu på økonomisk katastrofekurs«

Virksomheder i alle brancher er påvirket af coronakrisen. En ny rundspørge foretaget af SMVdanmark tegner et billede af omfanget blandt små og mellemstore virksomheder, skriver journalist Morten Laugesen.

4. Nu åbner 2,0-procentlånet: Så meget dyrere er et boliglån blevet på en uge

På godt en uge er det blevet markant dyrere at få et 30-årigt fastforrentet realkreditlån. Efter endnu en dag med kurstæsk til de danske realkreditlån åbner 2,0-procentlånet uden afdrag fredag morgen. Se her, hvor meget mere man skal betale for et lån på en million kroner, skriver privatøkonomisk journalist Louise Kastberg.

5. Bankbosser i højeste beredskab: »Vi står over for en dyb økonomisk krise«

Coronakrisen vil trække meget alvorlige spor i dansk og international økonomi, vurderer en række af de tungeste navne fra de store banker herhjemme. Selv erklærer de sig rustet til krise, skriver vores journalist Søren Martin Olsen.