Fætter BR-familien har mistet en søn

Nekrolog: Peter Gjørup, tidligere administrerende direktør i Top-Toy, tabte kampen mod kræft. Han blev 49 år.

Peter Gjørup var til det sidste nærværende og engageret i sine omgivelser. Arkivfoto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

For Peter Gjørup var det forretnings- og familiemæssige tæt forbundet som tredje generation i den familieskabte Top-Toy-koncern.

Han begyndte i virksomhedens IT-afdeling 1992 og varetog gennem årene en række poster som for eksempel IT- og logistikdirektør. I perioden fra 2009 og frem til Gjørup-familien solgte Top-Toy 2016, var han administrerende direktør.

Familien ejede stadig 25 procent af Top-Toy efter salget til kapitalfonden EQT, men sidste år på denne tid blev Top-Toy, der står bag Fætter BR og Toys’R’Us, erklæret konkurs, og siden har Salling Group, tidl. Dansk Supermarked, overtaget varelageret og navnet BR.

Top-Toy var vokset fra én Fætter BR-butik i Roskilde til flere end 300 butikker i Nordeuropa under familiens 50-årige ejerskab, og Peter Gjørup var med til at modernisere virksomheden blandt andet gennem digitale satsninger og nytænkning af IT-systemer og processer.

Udviklede selv computerspil

Som 11-årig solgte han sit første computerspil, og inden han blev 14 år, havde han udviklet flere end ti spil, der var solgt i over 50.000 eksemplarer.

Han ønskede udvikling i alt, hvad han foretog sig; tingene kunne altid gøres bedre eller smartere, og han sørgede for at videreuddanne sig, blandt andet med en MBA på INSEAD i Singapore og en bestyrelsesuddannelse på CBS, hvor han som den første opnåede en guldmedalje.

Privat var Peter Gjørup et familiemenneske med sin hustru Susanne Gjørup og deres tre børn samt forældre og storebror.

Socialt ansvar

Efter salget af Top-Toy brugte Peter Gjørup mere tid på familien, hvor den årlige skiferie var et af højdepunkterne, og han deltog aktivt i børnenes skole- og fritidsinteresser. Udover familien interesserede Peter sig for musik, hvor han fandt en særlig ro.

Sammen med hustruen investerede Gjørup de seneste år i virksomheder med en stærk social profil. Selv om kræften svækkede ham til sidst, stoppede han ikke sit erhvervsmæssige engagement, og ganske få uger før sin død investerede han og Susanne i endnu en social ansvarlig virksomhed.

Søndag 8. december sov Peter Gjørup ind omgivet af sin nærmeste familie. Bisættelsen har fundet sted ved en privat ceremoni fra Himmelev Kirke i Roskilde.