Barndommens eventyrland med de uhyggelige detaljer

50 år lørdag. Julie Nord hører til samtidens store kunstnere med en sirlig streg, der på én gang fascinerer og åbner for uhyggen.

Julie Nord er efterspurgt til udsmykning af institutioner over hele landet. Foto: Daniel Hjorth Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Hjorth

Ved første indtryk kan hendes billeder se tilforladelige, nærmest uskyldige ud. Men begynder man at kigge efter, dukker foruroligende elementer op. Surrealistiske, undertiden næsten uhyggelige detaljer, der prikker i idyllen.

Hun hører blandt vore mest anerkendte samtidskunstnere med flere hædersbevisninger i bagagen, et stort publikum til sine udstillinger og fast repræsentation på bl.a. Statens Museum for Kunst, Aros, Arken og Kunsten.

Også internationalt fascineres kunstkendere af hendes stil, og hun er repæsenteret på bl.a. Nordisk Akvarelmuseum i Sverige, The Wallsall Museum of Contemporary Art, Storbritanneien og 21C museum, USA.

På trods af, at Julie Nord, fylder 50 år 14. marts, er det fortsat barndommens univers og familiens uhygge, der dominerer en stor del af hendes sirlige, tegnede værker. Julie Nord er efterspurgt til udsmykninger af hospitaler, gymnasier, og uddannelsesinstitutioner, ligesom hun ofte bliver kontaktet af elever, der gerne vil analysere hendes kunst.

Julie Nord: »By the Lakeside«. Gengivet med tilladelse fra kunstnerens hjemmeside, www.julienord.dk Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Hendes univers blev rodfæstet under opvæksten i nordvestjyske Lemvig, hvortil hun flyttede som ni-årig med sin gymnasielærer-mor og stedfar efter en barndom i Birkerød. Den lille Julie fordybede sig i tegning, spillede teater og opfandt historier i barndomsværelsets skygger og grundlagde en evig fascination af gyserfilm.

Siden sin afgang i 2001 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi har Julie Nords tegninger og akvareller kredset om, hvordan virkeligheden konstrueres. I sine papirværker skaber hun en verden, hvor surrealistiske og absurde scenarier udspiller sig, og hvor skellet mellem virkelighed og fantasi langsomt opløses.

Glansbilleder og gru

Hun har skabt flere totalinstallationer til sine værker, for at publikum kunne træde helt ind i hendes univers, som f.eks. på separatudstillingerne »Xenoglossy« (Aros 2010 og Nordisk akvarelmuseum, Göteborg 2011) samt »Just Like Home« (Kunsten Museum for Moderne Kunst og Kunstforeningen Gl. Strand, 2014).

I sin anmeldelse af »Xenoglossy« skrev Berlingske kunstanmelder Torben Weirup bl.a.:

»Julie Nord er teknisk særdeles dygtig og formår at administrere sin teknik, så den ikke udarter til behagesyge. Det er hendes glansbilledagtige tegninger ved første øjekast og på afstand – men tæt på ser man al den gru, der er i billederne, og – måske mest foruroligende – de store hvide felter af intethed, der dominerer dem.«

Selv lever Julie Nord – ironisk nok – et traditionelt kernefamilieliv med manden Peder, der er religionshistoriker, og datteren Alpha i et lille byggeforeningshus på Amager tæt på hendes store atelier, hvor hun tilbringer timer hver dag i sit eget og hunden Gurlis selskab. Her arbejder hun på en større udsmykningsopgave samt kommende udstillinger på hendes galleri Tom Christoffersen og Halmstad Kunsthal i Sverige.  Og selv om universet måske er genkendeligt, så udvikler det sig hele tiden med nye fortællinger og eksperimenter. lw