70 år: Dalby puster liv i blade og bestyrelser

Torben Dalby Larsen har sikret liv i medier på langs og tværs af Sjælland og vist sit effektive format i bestyrelser for bl.a. DR, DA, PFA og ATP.

Torben Dalby Larsen har formået at samle stort set alle privatejede medier på Sjælland uden for København. Foto: Marie Hald / Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald

Vanen med at stå meget tidligt op har fulgt Torben Dalby Larsen siden barneårene på gården i Viby på Sjælland: Ud af fjerene når vækkeuret ringer klokken 5, hjælpe til, passe skolen og i fritiden nyde at være FDFer – og lære lidt om organisation

Hvad har det ikke ført til: En livslang rejse i medieverdenen med et imponerende økonomisk fusionseventyr af bladhuse fra Nord-, Midt-, og Sydsjælland til det overregionale bladimperium Sjællandske Medier med trykcentraler, lokalradioer og masser af aktiviteter på nettet. Som han ved årsskiftet kunne aflevere i fin form – både virksomheden og selv.

Har det godt for bordenden

Med en sjælden kombination af gedigen journalistik og godt købmandskab har han med sig selv for bordenden – en position han stortrives i – villet sikre det frie ord og det lokale og regionale demokrati i 28 kommuner uden for hovedstaden. Hvor Frederiksborg Amts Avis, DAGBLADET, Sjællandske og Nordvestnyt udgives i diverse udgaver sammen med 34 ugeaviser. Et Sjælland United, som nogle sagde.

Dertil har han fra basen i Slagelse haft tid og lyst til inde i København at varetage en række betydningsfulde formands- og bestyrelsesposter i store organisationer med ditto udfordringer såsom DA, PFA, ATP og DR.

Det første formandskab var som kun 42-årig for Danske Dagblades Forening (nu Danske Medier), hvor han imponerede i kriseårenes lavkonjunktur – og det udløste en stor overskrift i denne avis: »Det kører godt for Dalby«.

Torben Dalby Larsen passerer de 70 i dag og kan sige »missions accomplished« – opgaverne fuldført. Men der er lige noget, som stadig skal klares, bl.a. som formand for pengetanken PFA, hvor han har stået for en strømlining og effektivisering af bestyrelsen.

Skolegangen i den fireklassede landsbyskole med lutter skiftende lærere var en prøvelse, også for forældrene.

»Så jeg var glad for, at jeg og flere andre blev taget ud og kom ind på Skt. Josefs i Roskilde og derfra til katedralskolen.«

Med studenterhuen i hus gik Torben Dalby i mesterlære som journalistelev på DAGBLADET i Roskilde. Hvor der skulle refereres aftenmøder i sogneråd. I Lejre bemærkede den legendariske kommunalpolitiker Evan Jensen (V) den unge referent – og det blev husket. For da Dalby blev journalist og siden medredaktør på Frederiksborg Amts Avis i Hillerød, tilbød Evan Jensen som formand i udgiverselskabet i Ringsted ham posten som chefredaktør og kort efter også som adm. direktør.

Tørrede op efter Rískær

Da Klaus Riskær Pedersen i sit raid i Venstrepressen kort efter havde sænket Amtsavisen i Hillerød, gik Torben Dalby i aktion og fik vakt sin gamle avis til live. Det blev fusion og pressehistorie.

Han kunne som nogen lede og fordele, lært i sin værnepligtstid som formand for de meniges landstalsmænd med eget sekretariat i København. Også som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd fik han nemme for mødeledelse – med respekt for andres meninger og følelser.

Som da han i et halvt år var konstitueret formand i DRs bestyrelse, fordi Mogens Munk Rasmussen blev fyret. Da en ny formand var udpeget af regeringen, skulle Dalby i hvert fald ikke være næstformand, der »ikke selv bestemmer mødedatoer og tidspunkter«. Sådan.

Mødetid lidt før 6

Hjemme i bladhuset oplevede medarbejderne ham møde lidt før klokken 6, så han måske kunne nå at hilse på natholdets trykkere, Inden han kastede sig over døgnets nyt og lagde sin dagsplan. Men han talte sjældent i jeg-form.

»For vi var et et sjak, der fik tingene til at ske – man skal delegere ud og have et fladt hierarki. Og være taknemmelig over, at bestyrelserne har bakket op.«

Torben Dalby har inviteret familien til Portugal på en arbejdsfri ferie ud til Atlanten, hvor hustruen Lone, de to børn og barnebarnet Adam på 13, i dag markerer det runde år – samt parrets bryllupsdag for 44 år siden.

Og vækkeuret ringede med garanti ikke klokken 5 i morges.