Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi vil ikke manipuleres til at opgive vor danske identitet

Kongen Christian X sammen med kronprins Frederik er i Sønderborg i forbindelse med Genforeningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

»Burde der egentlig ikke være borgerkrig i Sønderjylland?« spørger Asser Amidsen i kronikken 7. marts, og så manipulerer han os ellers gennem Sønderjyllands historie og ender med det manipulatoriske spørgsmål om at vælge: »Er vi det chauvinistiske folk fra perioden 1848-1864, eller er vi faktisk det tolerante og demokratiske folk, som »vandt« Genforeningen og i 1955 med Bonn-traktaten skabte et globalt forbillede?

Det var ikke Danmark, der »vandt« Genforeningen, men sønderjyderne som formåede at holde fast i deres danske kultur og sindelag gennem 56 års tvangsgermanisering og en krig. Det var heller ikke Danmark og Tyskland, der »så ud over nationalismen« og »skabte et globalt forbillede«, men de dansksindede sønderjyder, som helt fra før 1920 undlod at slås. De vendte ryggen til de tysksindedes plagsomme stridigheder, som endte ud med, at de blev nazister for om muligt at få Hitler til at flytte grænsen tilbage til Kongeåen.

Det kunne sagtens have skabt borgerkrig, men det gjorde det ikke, fordi de dansksindede selv under valgkampen i 1919-20 opførte sig pænt, mens de tysksindede ville slås. De dansksindede opførte sig som gode, neutrale naboer også efter Genforeningen - og efter 1945. Ingen greb til selvtægt - dog sprængte modstandsbevægelsen en statue af den preussiske general Bismarck i Sønderborg, der ledte kampene på Dybbøl og indledte tvangsgermaniseringen mod de dansksindede sønderjyder efter 1864.

Jeg vælger gerne, skal jeg hilse forfatteren at sige, og det bliver det danske sindelag, som også herskede i 1848 og 1864, som Amidsen kalder chauvinistisk. For han tager fejl, når han skriver, at »danskheden er igen ved at blive ekskluderende«. De dansksindede i Sønderjylland har aldrig været ekskluderende. Det handler nemlig ikke om nationalisme, men om kultur og kulturel, national identitet - og da vælger jeg til enhver tid argumentet i de dansksindede frem for næverne i de tysksindedes.

Det var grundlaget for to verdenskrige skabt i Tysklands navn. Vi vil ikke manipuleres til at opgive vor danske identitet og kultur, fordi folk som Amidsen ønsker åbne grænser og fri indvandring. Hjørdis Faaborg, Nordborg