Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Udligning skaber ikke lighed

I stedet for et enøjet syn på beskatningsgrundlaget i de enkelte kommuner burde man se på, hvad leveomkostningerne er de samme steder, skriver Per Grønning. Der er f.eks. mange penge at spare på boligomkostningerne ved at flytte fra f.eks. Lyngby-Taarbæk til Frederikshavn Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I Berlingske søndag slår økonomiprofessor Bent Greve, der er erklæret socialdemokrat, til lyd for, at voksende ulighed i Danmark skal løses ved, at borgerne i Københavns forstæder skal beskattes endnu hårdere, end de bliver i dag.

Det er godt for debatten, at vi alle til stadighed mindes om det socialdemokratiske dogme, når problemer i samfundet skal løses: send flere penge. Så kender vi udgangspunktet. Men det er sørgeligt, at en økonomiprofessor ikke øjner andre muligheder for at skabe balance. For eksempel burde man i stedet for et enøjet syn på beskatningsgrundlaget i de enkelte kommuner se på, hvad leveomkostningerne er de samme steder.

I 2018 lancerede Frederikshavn Kommune (med en S-borgmester) en kampagne for at tiltrække nye arbejdspladser og ansatte udefra. Et af de stærkest anvendte argumenter for at nå det mål var, at man fremhævede den voldsomme vækst i familiens rådighedsbeløb, man ville opnå ved at flytte til Frederikshavn.

Med udgangspunkt i en familie bestående af to voksne og to børn viste deres regnestykke, at f.eks. to akademikere med en løn på hver 35.000 kroner, og børn i henholdsvis skole og vuggestue, havde 9.395 kroner mere om måneden at leve for, hvis man boede i Nordjylland fremfor i f.eks. Lyngby-Taarbæk Kommune. Her var rådighedsbeløbet 22.432, når de faste udgifter er betalt, mens det med bopæl i Frederikshavn Kommune var 31.827 kroner.

Tilsvarende forskelle kan udregnes i stakkevis. Det ville derfor være rigtig interessant at høre Bent Greve fortælle, hvorfor sådanne regnestykker og ønsket om mere lighed slet ikke indgår i hans syn på, hvad der er behov for af tilførsler fra hovedstadsområdet. Hvorfor kan skatten i kommuner med lave leveomkostninger ikke være højere end i områder, hvor ikke mindst boligomkostningerne er eksorbitante?

Socialdemokraterne taler så meget om ulighed, men det gælder åbenbart ikke, hvor nogle skal betale mere end andre, men samtidig opleve, at de med den samme indtægt får mindre at leve af?

Og skulle denne dimension i »ulighed« ikke være nok, så minder jeg stilfærdigt om, at vores progressive skatteskala gør, at de ti pct. af danskerne, der tjener mest, allerede betaler en tredjedel af personskatterne i Danmark. Det er næppe dem, der, som Bent Greve mener, »godt kan overtales til at betale mere i skat«.

Per Grønning, Hellerup