Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sig undskyld, Søren Pind

Søren Pind bør sige undskyld, mener en læser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Corona og Søren Pind

Jeg synes Søren Pind skylder Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, en stor undskyldning. Hun advarede allerede for flere uger siden mod unødige rejser og blev latterliggjort af Søren Pind. Han kaldte hende også fej. Det viser sig nu, at hun havde fuldstændigt ret og endda var forudseende.

Skiferier må anses at være unødige rejser. Hvis folk havde tænkt sig om og ikke var taget på rejser til Norditalien og Østrig, var Danmark nu i en lidt anden situation. Marlis Frederiksen, Svendborg

Afsæt medlemmerne

Da det kommunistiske styre i Østtyskland i 1953 havde nedkæmpet arbejderopstanden i Østberlin, spurgte dramatikeren Bertolt Brecht, om ikke det ville være lettere for regeringen at opløse folket og vælge et nyt.

Partiejer Uffe Elbæk og kumpaners krumspring for at underløbe den nye partiformand, der er valgt ved en urafstemning i partiet, rejser spørgmålet om, hvorvidt det ikke ville havde været lettere at afsætte medlemmerne og vælge nogle nye. Rolf Bagger, Hirtshals

Den store forskel

Der er forskel på pressemøder. Når Mette Frederiksen & Co, altså Brostrøm, Fogde, Heunicke og Brøgger Rasmussen, træder frem, får man saglig og relevant oplysning uden dikkedarer og uden »øh bøh«. Man lytter efter. Man bliver opdateret.

Ved torsdagens pressemøde ledet af undervisningsministeren og med andre ministre som deltagere, var vi til gengæld tilbage i politikersporet. Alt for meget overflødig snik-snak, alt for meget takkeri til vennerne, der »knokler«, alt for mange gentagelser. Kort sagt: ikke værd eller rettere ulideligt at høre på. Niels Thal Jensen, Nykøbing F

Køb dansk

Nu må det være nok. Der er nogle, der må reagere og hjælpe med til at passe på vores erhvervsliv i denne coronakrise. Vi har en statsminister, der beder om, at vi står sammen, og at vi tager hånd om de svage. De offentligt ansatte, »kolde« hænder sendes hjem uden modregning i deres løn. De private virksomheder - hjælpes de? Nej, de mister retten til erstatning i tilfælde af national sundhedskrise.

Det er rystende, og det burde føre til et oprør, for det har intet med solidaritet at gøre. Det er direkte samfundsskadeligt, at man ikke værner om de virksomheder, som skaber »rigtig« indtjening, og som er hele grundlaget for, at den offentlige sektor kan få løn.

Som jeg ser det, har vi nu - alle som en - en pligt til at gå ud og bruge vores penge i de mindre private virksomheder, støtte dem alt det, vi kan, og hjælpe dem til at overleve. At få udskydelse af momsbetaling er ikke at hjælpe, det er blot at udskyde pinen, når indtjeningen er stoppet. Så køb dansk og kun dansk, det er at være solidarisk med sine egne. Det burde en socialdemokrat vide bedre end jeg. Fillippa Gottlieb, Allerød

Systemisk cement

I en artikel forleden langer Mia Amalie Holstein ud efter Aalborg Portland. Den grundlæggende kemiske proces ved fremstilling af cement er at uddrive CO2 fra råmaterialer, så de kan indgå i en kemisk proces med de andre råmaterialer. Til dette kræves desuden stor mængde energi. Jeg har svært ved at se et højt industrialiseret samfund som Danmark klare sig uden cement, så man må nok betegne netop cement som et »systemisk« produkt, der fortjener en vis særbehandling. Omvendt vil det da også være velkomment med at CO2-neutralt alternativ til cement, men det er vist ikke lige om hjørnet. Søren Gudmann

Jeg protesterer

Bent Winther skriver, at Alternativets nedsmeltning er beviset på, at der ikke er så mange alternative måder at bedrive politik. Som videnskabsmand og borger i et på papiret demokratisk land må jeg protestere mod ordet »bevis«. Vi ser et eksempel på, at politik har mere at gøre med menneskene end med idéerne. Men det er bestemt ikke afgjort, at det ikke kan gøres bedre end nyligt demonstreret.

F.eks. kunne Elbæk have taget ved lære af gode, gammeldags konservative erhvervsledere: Når du forlader lederposten, så holder du din kæft! Selvfølgelig er du uenig med din efterfølger. Ellers er det jo en marionet, du har fået udnævnt. Sådan lidt a la Putins Rusland.

Og hvis man endelig vil styre biksen fra kulissen, så er det nok lidt usmart at stifte en biks tiltænkt oprørere og fantaster og forfremme de egenrådige egoister, som lader hånt om (andres) regler og normer. Når man tænker over det, så har vi egentligt bare fået præcis det Alternativ, som de ville have. Det er bare svært at leve i et parallelunivers og samtidig have indflydelse på vores andres realitet. Hans Jørgen Pedersen, København Ø