Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sådan kan hamstrerne vise samfundssind

Folk på storindkøb i Netto på hjørnet af Ebertsgade og Amagerbrogade i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Sådan kan hamstrerne vise samfundssind

Til alle jer, der straks efter statsministerens pressemøde startede bilen og kørte til supermarkedet for at hamstre: Der er ikke mangel på noget. Det er jer, der skaber mangel i morgen, når fru Jensen skal ned og købe en pakke rugbrød, lidt tomater, et glas sild og toiletpapir. Det er simpelthen pinligt. Danmark og danskerne står i en situation, hvor vi skal afbøde de værste konsekvenser af coronaepidemien, herunder at sundhedssystemet bryder sammen.

Statsministeren appellerer indtrængende til, at myndighedernes tiltag skal understøttes af befolkningen ved, at der udvises samfundssind. Både statsministeren og supermarkedskæder forsikrer også om, at der ikke bliver varemangel. Køb ind, som i plejer. Der bliver ikke varemangel, lød budskabet.

Men der var du måske allerede i syvspring ned i supermarkedet for at slås om, hvem der kunne få mest lokumspapir, brød og konserves ned fra hylderne? Det er helt unødvendigt. Det er lemminge-adfærd, det er mig-mig-mig-sind. Det er det stik modsatte af samfundssind.

Flertallet - det både tror og håber jeg - af danskerne sad og krummede tæer, da vi så jer på TV. Hvad skal vi gøre ved det? Eller rettere, hvad kan du gøre ved det, hamstrer? Her et forslag. Spørg på vejen, i opgangen eller på Facebook, om der var nogle i dit lokalområde, som på grund af hamstring mødte en tom hylde med konserves, toiletpapir eller hvad din garage/kælder lige nu er fuld af, og tilbyd så at komme ud med varerne til den, der faktisk mangler. Uden beregning, naturligvis. Det er samfundssind. Jens Langergaard, København NV

Kvinder, musik og ligeberettigelse

I lørdags så jeg Dansk Melodi Grand Prix for første gang i mange år. Ud af de ti optrædende var de seks mænd, de to var kvinder og de sidste to var duoer. Af dem, der havde skrevet tekster og musik var der akkrediteret 24 mænd og fire kvinder. Hvordan kønsfordelingen var blandt dem, der havde udvalgt musikken og de optrædende, ved jeg ikke. Dommerpanelet bestod af fem personer, hvoraf de fire var mig helt ukendte mænd, mens den femte var den fremragende sangerinde Ida Corr.

Værterne, Rasmus Bjerg og Hella Joof, var repræsenteret med 50 procent til hvert køn. To gange interviewede de dommerpanelet, og hver gang fik de fire mænd stukket spørgsmål ud først, mens Ida Corr var den sidste, der fik sit stikord til at mene noget. Værterne haltede sig gennem et potpourri af gamle danske vindermelodier, indtil der pludselig stod en mindst 80 år gammel mand på scenen og sang en fremragende upbeat udgave af Angelique. Bang, det var kunst, og det var sangeren Dario Campeotto, der leverede. Det fik mig til at mindes et svensk Melodi Grand Prix for måske 40 år siden, hvor man var nået frem til pausen, og så lagde sangerinden Lill Lindfors dem alle ned med Musik skal byggas ut af glädja. Også det er fremragende, også det er kunst.

Hvad kan kvinder gøre, hvis de ønsker ligestilling inden for musikken? De kan arbejde sig ind i de cirkler, hvor nogen bestemmer, hvad der skal spilles. Og så kan de skrive nogle bedre sange end mændene og spille og synge dem bedre, end mændene gør. For nylig så jeg en vidunderlig koncert med Berliner Philharmonikerne, der spillede franske og tyske værker fra det moderne gennembrud omkring 1900-1920. En uforglemmelig oplevelse. Men med måske tre-fire kvinder max i det mindst 30 mand store orkester. Finkultur eller popkultur: Der er noget for kvinderne at tage fat på. Michael Eisenberg, København S

Dumme spørgsmål

Pressemødet onsdag, hvor Mette Frederiksen orienterede nationen om de nye tiltag, blev håndteret på den helt rette måde. Dog blev det spoleret af nogle journalister. For trangen til at stille bedrevidende spørgsmål kunne øjensynligt ikke fortrænges. Først blev der spurgt om, hvorfor forsamlingsgrænsen var sat til 100, for 99 i et lokale var alligevel mange.

Den næste måtte spørge om, hvorfor man ikke gjorde al dette for en uge siden, hvis nu man vidste det var alvorligt. Kritisk journalistik er vigtigt, men tankeløse spørgsmål er farlige. Frem for at være bagkloge, bør alle journalister forsøge i den kommende tid at være forkloge, så vi alle holdes velinformerede. Det bliver der brug for. Marc Sabatier Hvidkjær, København Ø