Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Pernille Vermund, din sprogbrug fratager en minoritet deres menneskelighed

»Pernille Vermund er ikke perker, Pia Kjærsgaard er ikke bøsse. De kan således ikke sætte sig ind i konsekvenserne af deres sprogbrug, da de simpelthen ikke oplever dem,« skriver Aske Wulff Helge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Soren Bidstrup

I forrig uge var Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, i vælten på grund af brugen af ordet perker i en dokumentar bragt af DR. I stedet for at undskylde, som mangt en politiker formentlig ville gøre i pågældende situation, har Pernille Vermund stået fast på sin ytringsfrihed.

Jeg kan let sætte mig i perkernes sted. Som homoseksuel mand må jeg ofte se min seksualitet reduceret til et tillægsord. Senest da daværende formand for Folketinget Pia Kjærsgaard karakteriserede Eurovision som værende for bøsset.

Fællestrækket ved de ovennævnte eksempler er, at deres ophavsmænd ikke vil eller kan erkende problematikken, og heri ligger sagens kerne. Pernille Vermund er ikke perker, Pia Kjærsgaard er ikke bøsse. De kan således ikke sætte sig ind i konsekvenserne af deres sprogbrug, da de simpelthen ikke oplever dem.

Som bruger af nedladende eller generaliserende udtryk om en minoritet er man med til at fratage dens medlemmer deres menneskelighed. Endda positive fordomme er uhensigtsmæssige, da de ofte er medvirkende til at validere de negative. Når du siger, at bøsser er gode til at danse, er det formentlig en velmenende stereotyp baseret på reelle oplevelser, men dertil hører opfattelsen, at bøsser ikke er almindelige mænd. Og hvad så når jeg ikke kan danse? Er jeg så mindre bøsset end andre bøsser?

Vores sprogbrug er med til at forme den måde, vi tænker på, og deraf den måde, vi lever på. Det kan påvises videnskabeligt, at vores personlighed påvirkes af det sprog, vi taler. Ligeledes påvirker nedsættende udtryk ikke kun modtageren, men også brugeren selv. Man bibeholdes i sin egen virkelighed og reducerer sine medmennesker til en stereotyp.

Et hyppigt modargument er, at ordene ofte anvendes af de minoritetspersoner, de beskriver. Når dette sker, er det ligeledes problematisk, men jeg mener, det skal ses som et udtryk for at ville fratage ordene deres magt. Når jeg kalder min kæreste bøsset, gør jeg det for at udstille ordet, ikke for at udstille min kæreste.

Jeg har ikke tillid til, at denne sondring kan forekomme hos dem, som stereotypen ikke beskriver. Man risikerer derfor at ramme en i forvejen udsat gruppe. At undgå dette er ikke et knæfald for politisk korrekthed, men et spørgsmål om omtanke og hensyn. Aske Wulff Helge, Frederiksberg