Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når skrivebordets bureaukrati kolliderer med virkeligheden i coronakrisen

Motorstyrelsen har åbenbart ikke forstået, hvor umuligt at overholde deres frister under coronakrisen, mener Ole R. Brandt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

»Det korte svar på dit spørgsmål er ’nej’. Og I har jo haft rigelig tid til at anskaffe jer et køretøj,« lød det nedladende fra sagsbehandleren i Motorstyrelsen, da jeg 15. marts spurgte, om der var mulighed for en forlængelse af fristen for at køre hjem til Danmark i en bil på udenlandske nummerplader. Der er nemlig indført »corona-dispensation« mellem 1. april og 31. maj.

Vi har været i vores pensionistbolig i Spanien siden begyndelsen af marts, og efter at have fået aflyst et par fly besluttede vi at fremskynde købet af en brugt bil, så vi kan komme hjem. Ved at maile med en hjemmearbejdende bilforhandler fik jeg 17. april en bil på hånden.

Men »rigelig tid,« tjaa. Fra 15. marts til 1. maj måtte vi ikke forlade vores hjem, med mindre vi skulle købe mad, på apoteket eller til læge. Fra 2. maj måtte vi gå ud én gang om dagen, men ikke længere væk fra hjemmet end én km. Og forretninger – herunder bilforhandlere – var naturligvis stadig lukkede.

10. maj avancerede vores sygehusdistrikt til »fase 1«, hvorefter vi kunne bevæge os lidt friere, men vores bilforhandler ca. 40 km væk, var fortsat i »fase 0«, så ham var det forbudt at besøge.

18. maj kom forhandleren også i »fase 1«, og vi fik en tid til besigtigelse af bilen 20. maj kl. 16.30, og besluttede os på stedet for købet.

Nu udestår så papirarbejdet. Motorkontoret åbner først i »fase 2«, som i bedste fald oprinder 1. juni. Og hvor lang tid det herefter tager, ved ingen. Heller ikke forhandleren.

Så da sagsbehandleren i Motorstyrelsen i al sin uvidenhed og på mit spørgsmål om mulig dispensation sagde: »Det kan du godt glemme. I har jo haft rigelig tid«, kan jeg kun sige: Set fra et skrivebord i Danmark for et par måneder siden var det måske rigtigt, men i corona-virkelighedens verden er fristen 31. maj umulig at overholde.

Ole R. Brandt, Haslev, p.t. Orihuela Costa, Spanien.