Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

»Min radio plejer at være stillet ind på P1 det meste af dagen, den tid er forbi«

DR Byen Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Chokeret over DR

I en tid, hvor vi som aldrig før har brug for ekspertviden, vælger nyhedsdirektør i DR, Sandy French, at slå P1 og P4 sammen og med et pennestrøg ændre tre timers lødig journalistik på  P1 om morgenen til en fire timers samsending af de to ovennævnte kanaler, afbrudt af hyppige musikindslag.

Mage til degradering af et godt og informativt program, som jeg og mange andre har haft stor glæde af at lytte til, skal man lede længe efter. Yderligere kan man nu grundet denne samsending heller ikke længere høre »Verden i følge Gram«, »Slotsholmen«, »Følg pengene« eller »Orientering«. Sidstnævnte er nu omdøbt til »Eftermiddag i Danmark« og med samme underlødige tilsnit som i morgenprogrammet.

Tænk, at vi skal betale licens for sådan en omgang hø! Min radio plejer at være stillet ind på P1 det meste af dagen, den tid er forbi, desværre. Jeg anmoder dig alvorligt om at bringe de oprindelige programflader tilbage.

Jeg er chokeret over, at du, Sandy French, med denne mangel på situationsfornemmelse, er sat til at bestride et så vigtigt job. Borgerne har netop i denne tid brug for reel viden og ikke for en gang popmusik. Det undrer mig samtidig, at der ikke er en højere oppe i systemet, der tager affære og bringer DR tilbage på rette spor. Marianne Ø. Møller, Frederiksberg

Generalprøve på samfundssind

I Berlingske undrer en kinesisk studerende sig med rette over de danske studerende på hans kollegium, der blæser på alle anbefalinger om håndtering af coronavirus. De griner af hans mundbind og fester ufortrødent videre; den ene endda med en covid19-diagnose!

Ja, myndighederne går håndfast til værks og begrænser os alle mere eller mindre. Nej, der er ingen garanti for en effekt af alle disse tiltag. Men noget må selvsagt gøres, når en ukendt virus truer de ældre, syge og svagelige. De unge festglades svar: »Jamen, vi er jo ikke i farezonen« – skål!

De lidt ældre blæser også på anbefalingerne og væltede forleden supermarkederne i turbojagt på dåsemad og toiletpapir, for min familie skal ikke mangle noget. Nu tænker jeg så: Hvor meget er vi danskere egentlig villige til at sætte egne behov, goder og bekvemmelighed til side for fællesskabets skyld? Tilsyneladende ikke meget. Så pøj-pøj til regeringen og landets øvrige politikere med at nå de ambitiøse klimamål, der i høj grad vil kræve noget af os alle. Corona-krisen er den ultimative tryktest af vores samfundssind, og kan vi ikke rette ind i sølle to uger eller lidt mere, ser det sort ud med klimahensyn de næste mange årtier. Josephine Schnohr, København Ø

Østerport II - igen

Berlingske har interviewet Københavns Stadsarkitekt for at få forklaringen på, hvorfor projektet blev godkendt. Det svarer Camilla van Deurs ikke på, men fortæller, at »fejlen er, at lokalplanen for området var meget løs« og ikke bestemte hvilke materialer, facaden skulle udføres med.

Det er at snakke udenom, for uanset dette må det være Stadsarkitektens opgave som rådgiver at vurdere det indsendte projekts arkitektoniske kvaliteter på grundlag af de foreliggende tegninger og – hvis disse er utilstrækkelige – at forlange supplerende materiale.

Da huset, som bekendt, er opført, har stadsarkitekten i sin indstilling til udvalget enten godkendt projektet eller frarådet en godkendelse, i hvilket fald det politiske udvalgt har forkastet stadsarkitektens indstilling.

Hvordan det hele er foregået, får vi ikke meget at vide om. Medlem af udvalget, Jakob Næsager (K), siger blot, at det i høj grad er en politisk beslutning, og van Deurs er enig i, at det trods kritik stadig bør være politikerne, som bestemmer, hvad der skal bygges. Klar tale får man ikke meget af, og man føler sig langtfra tryg ved sagsbehandlingen af arkitektur i Københavns Kommune. Gert Edstrand  Hørsholm

Arkitektur i AOK

Det er en fornøjelse, at Berlingske har forstærket sin dækning af arkitektur i AOK-magasinet ved nu – udover Torben Weirup – også at have arkitekt Holger Dahl som fast arkitekturskribent. »Alt om København« handler jo i høj grad om de omgivelser, vi bevæger os rundt i. Herunder de mange gode, nye bygninger og anlæg, der er opført i byen de sidste år, men også de nye projekter hvoraf mange i høj grad er til diskussion. Det synes jeg, at både Weirup og Dahl forholder sig godt til.

Der har været gode artikler om vidt forskellige projekter som Nordhavnsvej, de nye stationer på Cityringen, KUAs nye cykelparkeringstorve, KB-hallen, »Skibakken«, Hotellejligheds-tårnet ved Nordhavn St. m.fl. Jeg kunne også godt lide artiklen om Platanvej. Og i lørdags 7. marts en fin artikel om det nu 90 år gamle Svanemølleværket, som jeg altid selv har været begejstret for.

Forleden dag blev der så introduceret en ny serie om design: »Tidens ting«, hvor Holger Dahl valgte at skrive om min yndlingsstol Chaise Longue af Le Corbusier/Charlotte Perriand. Den sidder jeg nu i og glæder mig over at se over på Svanemølleværket. Tak for gode artikler og fortsæt gerne i det spor. Jesper Lund, København Ø