Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mette Frederiksens historieløshed

»Mette Frederiksen skal absolut ikke nyde noget af dansk økonomisk coranahjælp til Italien, hvis ikke pengene tilbagebetales igen,« skriver Mogens Baden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Beskæmmende og mere end en anelse politisk ironi med negativt fortegn: Mette Frederiksen skal absolut ikke nyde noget af dansk økonomisk coranahjælp til Italien, hvis ikke pengene tilbagebetales igen. En fantastisk socialdemokratisk ansvarsfølelse og solidaritets-gestus i selskab med Sverige, Holland og Østrig. En »smart« måde at være medlem af det europæiske fællesskab på, må man sige.

Statsministeren burde måske se tilbage på sit partis historie. Socialdemokraterne var ikke synderligt afvisende for efter Anden Verdenskrig - i 1947 - at tage imod en amerikansk økonomisk gestus over for Europa, da Marshall-hjælpen dryssede selvhjælpsvaluta ud over Europa.

Generøsitet og medlidenhed står ikke i den danske politiske lærebog. Man bekræftes i mistanken om, at regeringens grundlæggende samfundssyn er smålighed og statsstyring.

Mogens Baden, Næstved

Boligministeren taler usandt

Boligminister Kaare Dybvad Bek har i flere medier 27. maj, udtalt, at beboerne i Mjølnerparken støtter den udviklingsplan for bebyggelsen, som indebærer, at 60 pct. af lejlighederne skal sælges til en privat køber som følge af Ghettoloven.

Ministerens udtalelser kommer i forbindelse med det sagsanlæg beboere fra Mjølnerparken netop har rejst i Københavns Byret imod Transport- og boligministeriet. Ministeren taler her direkte usandt.

På flere store beboermøder i Mjølnerparken har beboerne netop afvist den pågældende udviklingsplan og i stedet foreslået andre løsninger, som kunne bevare boligerne som almene og billige lejeboliger. Vi beklager stærkt, at både Folketinget og vores egen almene boligorganisation Bo-Vita støtter, at almene boliger sælges til private investorer.

Janni Milsted, formand, seniorbofællesskabet Midgården

Giv os frihed i øst

Kære beskæftigelsesminister. 8. juni skal være dagen, hvor Københavns jobcentre igen får lov at slå dørene op, møde de ledige ansigt til ansigt og hjælpe dem videre ud af krisen.

For mens jobcentre i Jylland og på Fyn nu igen kan tage imod ledige fysisk, er det østlige Danmark stadig fanget i en forkølet genåbning, hvor samtaler med ledige kun kan ske digitalt eller på telefon. På et tidspunkt, hvor København er i knæ, tusinder har mistet deres arbejde og hvor jobhorisonten ser mørk og truende ud.

Kære regering: Det er en uretfærdig regional forskel. Giv os nu lov til at åbne vores jobcentre. Vi kan sagtens håndtere det fysiske møde med de ledige på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, og vi har allerede lagt planerne for, hvordan jobcentrene skal indrettes til det.

Vores ledige har brug for at møde jobkonsulenter, som de kan se i øjnene og som kan guide dem ud af krisen og ind i job og uddannelse.

Så giv os i det mindste en hurtig forsikring om, at vi kan genåbne helt i fase 3, 8. juni.

Krisen er slem nok i forvejen uden en regering, som ikke kan finde ud at dele sol og vind mere lige.

Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, (V)                               

Grøn vækst

Det er ikke noget større miljøproblem, at der udledes 290.000 m3 urenset spildevand i Øresund, udtaler professor i marin økologi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager til Berlingske 27. maj.

Udledningen medfører kun en øget miljøbelastning i Øresund med 13 ton kvælstof og to ton fosfor. Han synes dog ikke, at det er nogen god ide med udledningen – men finder trøst i at udledningen fra København til Øresund i 2018 udgjorde meget mere – nemlig 454 ton kvælstof og 47 ton fosfor. Tak for, at den brede offentlig er blevet skånet for disse oplysninger.

I perioden 2015-2017 er der i øvrigt udledt nogenlunde tilsvarende mængder pr. år.

Nu må man spørge sig, hvad der sker i den selverklærede grønne kommune København. Hvad har teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL) iværksat i den anledning. Enhedslisten er dog et af de fremmeste partier til konstant at kræve endnu højere ambitiøse mål vedr. den grønne omstilling og vækst. Men hvad har borgmesteren foretaget for at få bugt med det urensede spildevand?

Svaret er enkelt: Intet af betydning. Den eneste grønne omstilling, vi er vidne til her, er væksten af grønne alger i Øresund.

Claus Jeppesen, Hørsholm