Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lægebesøg under coronakrisen

På Bo Bavngaards lægeklinik er serviceniveauet fuldstændig uændret under coronakrisen, nemlig syv til ni ugers ventetid på alle konsultationer, som ikke er akutte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Blandt de mange triste følger af coronakrisen nævnes ofte, at »almindelige« lægebesøg er blevet færre – folk undlader at gå til læge med andre problemer end netop coronasymptomer.

Det er en fuldstændig urimelig påstand, i hvert fald når det gælder den klinik i Udkantsdanmark, jeg siden 2016 har været henvist til, fordi »min« praktiserende læge gik på pension. Der er serviceniveauet nemlig fuldstændig uændret; syv til ni ugers ventetid på alle konsultationer, som ikke er akutte – og mit indtryk er, »akut« virkelig betyder akut, altså forbundet med umiddelbar livsfare.

Syv til ni ugers ventetid er faktisk minimum. Selv om jeg (gudskelov) ikke særlig tit har haft behov for at kontakte klinikken, er det påfaldende, hvor svært det kan være at komme i kontakt med den. Officielt er der daglig telefontid 9-17, men jævnligt meddeler telefonsvareren, at kun akutte opkald kan besvares – ellers skal man ringe »efter kl 9«. Det lyder jo fornuftigt nok, selvom klokken er 10, når man ringer. Men når man så får samme besked to, tre og/eller flere timer senere samt de følgende dage, kan det virke nedslående. Man føler virkelig, at de stakkels mennesker må være døden nær på grund af arbejdspresset, når de ikke engang har kræfter og tid til at lægge en mere oplysende telefonbesked. Men får måske endda også lidt ondt af sig selv.

Senest har jeg brugt syv dage, mandag 27. april til mandag 4. maj, på IKKE at komme i kontakt med klinikken – og fra radioen vidste jeg jo, at man ikke kunne nærme sig adressen uden at have en aftale. Det er ikke tilfredsstillende, men som sagt er der ikke tale om, at krisen har gjort situationen værre, og det er jo altid en trøst. Men hvis man spørger mig, om jeg gerne igen ville have en gammeldags, praktiserende læge, er svaret uden betænkning: »Ja!«

Bo Bavngaard, Nakskov