Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad os få ens skat i alle kommuner

Det er på tide at skære igennem det politiske spin og fastsætte en ens »kommunal« skattesats for hele landet, der opkræves som en statsskat, i stedet for den nuværende udligning mellem »rige« og »fattige« kommuner, mener Hans Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Ligebehandling for alle borgere

Den kommunale udligning er et uskønt misfoster af lokalpolitisk profilering og skamløs udnyttelse af stemmeflerhed til at flytte skattemidler fra såkaldt rige til såkaldt fattige borgere. Samtidig er den eneste rationelle begrundelse for udligningen et lighedsargument – alle borgere skal have mulighed for samme service. I sig selv er det argument en underkendelse af det kommunale selvstyre, fordi standarder og satser besluttes centralt og der er reelt meget lidt tilbage som kommunerne selv kan disponere.

Det er på tide at skære igennem det politiske spin og fastsætte en ens »kommunal« skattesats for hele landet, der opkræves som en statsskat. Samlet skatteindtægt er uændret og midlerne fordeles derefter på kommuner efter antal borgere. Kommunens opgave er så at få mest muligt ud af pengene, ikke nogen uvæsentlig opgave. Nogle få udkantskommuner og indvandrertunge kommuner vil have behov for lidt mere end gennemsnittet, så man kan holde nogle få procent tilbage til at fordele til de socialt belastede områder.

Ens skat og ens ydelse er en enkel og gennemsigtig ordning som minimerer mulighederne for politisk manipulation, til gavn for demokratiet og borgerne.

Hans Christensen, Dragør

Mimrekortet

Movia understreger over for pressen, at baggrunden for – de nu tilbagetrukne – akstændringer skyldes et krav om at »harmonisere« rabatterne i Øst og Vestdamark. »At gøre ingenting er derfor ikke en mulighed for DOT«, siges det.

Jeg synes at »gøre ingenting« ville være det eneste fornuftige. Hvem stiller krav til Movia om harmonisering.? Hvorfor kan Movia ikke gøre ingenting?

Når man betænker de forskelle, der er ved at leve de forskellige steder i landet, er harmoniseringskrav nonsens. Så er det din tur Movia!

Erik Tang, Klampenborg

Skolereformen

Avisen skriver om evalueringsrapporten om Skolereformen 2015. Rapporten mener ikke, at målet om forbedring er nået. Det er muligt, men fem år er ikke nok tid at måle effekten på.

Reformens indhold er helt fint, men da den blev oplevet på en negativ måde af lærerne, gik der en rum tid, før man accepterede den og gik i gang. Lærerne følte sig forrådt, mange ledere var ikke klædt på til reformen, mange lærere ej heller. Der var ikke penge og tid nok til forberedelse, så mange af de involverede stejlede. Nogle stod af og vikarer af mere eller mindre kvalificeret art kom til. Det går jo slet ikke , når noget så omfangsrigt skal etableres.

Jeg håber, at den nye undervisningsminister kan få styr på det. Bruge alt det meget positive, som reformen rummer, og tage hånd om svaghederne. Lære af de skoler, der har magtet opgaven, og give god støtte til dem, som ikke har. Det kan der være mange grunde til. Fem år er ingen tid. Det er jo en kæmpeting, der skal ændres, mentalt, fagligt, økonomisk, uddannelsesmæssigt, hvis det skal lykkes. Så på med vanten, lad den rapport være en delrapport, lær af den og kom videre. Held og lykke.

Helle Bockhoff, Helsingør

Præstationskultur i gymnasiet

Der skrives lige nu meget i Berlingske om pres/præstationskultur i gymnasiet, bl.a. med fokus på det at der gives karakterer. Men der skrives ikke meget om, hvordan der gives karakterer, hvilket er langt vigtigere. Jeg kender en ung mand, som fravalgte gymnasiet efter halvandet år. Han er selvlært musiker på meget højt niveau, men i gymnasiet oplevede han, at han ikke havde plads til at lære på sin egen velafprøvede måde.

Jeg vil kalde dette en fagsocial enheds- og præstationskultur, der vægter én bestemt væremåde højt og faglig kontinuitet lavt, idet standpunktet hele tiden er et øjebliksbillede. Den unge mand deltog mindre aktivt i undervisningen op til afslutningen på 1.g og faldt ca. tre heltal i standpunktsgennemsnittet over to måneder. Det er umuligt at blive så meget fagligt dårligere på så kort tid, hvilket han også viste ved at opnå en karakter på otte heltal over standpunktet ved en afsluttende eksamen. Så meget fagligt bedre kan man heller ikke blive på så kort tid.

På det universitet, hvor jeg er studieleder og underviser, er de studerendes læring i fokus med stor respekt for forskellige persontyper: I mange kurser er undervisningen et tilbud, og der er tre eksamensforsøg. Måske kunne gymnasiet have samme rummelighed?

Klaus B. Møller, Vanløse