Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kulturel coronakrise

Skoler, uddannelsesinstitutioner og biblioteker er lukket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Ikke i fredstid har det danske samfund oplevet den omvæltning, det gennemgår nu. Historiske tiltag er gennemført med nedlukning af hele det offentlige Danmark, en privat sektor på laveste blus og lukkede landegrænser. Men midt i en sundhedskrise er det værd også at analysere, hvilken kulturel krise denne medfører.

Forsamlingsfriheden er et antropologisk fokuspunkt. Dette var den første ret og frihed, som regeringen med rette tog fra samfundet og dermed lammede muligheden for at cementere vor kulturelle identitetsskabende fællesskaber. Kombineret med dette opfordres alle danskere til social distancering, med alt hvad det indebærer af (u)frivillig karantæne, en til to meters afstand til hverandre og ingen gestisk berøring. Dette er ikke et kortvarigt indgreb en passant, men en opfordring som får store kulturelle konsekvenser, da fysisk udtryk for medmenneskelig respekt i et håndtryk ligger dybt forankret i vor kulturelle referenceramme.

Da alle kan smitte alle, medfører covid-19 tilmed en mistænkeliggørelse af alle, man møder. Ethvert tillidsbrud skal som bekendt heles ved genvunden tillid. Derfor vil det trække dybe spor gennem vores menneskelige adfærd, fordi den nuværende smittefare formentlig varer ved i lang tid.

Da alle offentlige institutioner er lukket, er der ingen kulturtilbud af nogen art. I krisetider – herunder økonomiske såvel som sundhedsmæssige – samt depressive samfundstilstande, er det essentielt med kultur- og kunstarrangementer, som kan samle og fylde folk med optimisme og udvide følelsesregistret. Man så eksempelvis Frankrig, der under finanskrisen i 2008 hævede støttebudgettet til kunst og kultur i stedet for, som andre lande, at spare på samme. Et begavet træk. Men situationen er desværre en anden.

De offentlige budgetter og villighed fra kulturmiljøet er ikke problemet, men derimod de fysiske vilkår og rammer. Dette er ikke oplevet siden Anden Verdenskrig. Vi kan se frem mod en eftertid. Ikke en efterkrigstid, men en efter-coronatid. Kristian Marstal, S-medlem, København SV