Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I denne coronatid er vi alle førtidspensionister

Det er ikke svært at omstille sig til coronatid som førtidspensionist, vi er jo vant til livsformen, skriver Susanne Nybo. Aalborgs kendte forlystelsesgade, Jomfru Ane Gade, ligger øde hen, da alle gadens restauranter, værtshuse og natklubber holder lukket for at forhindre coronasmitte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Alle får at mærke, hvordan det er at leve lidt som en førtidspensionist. Det er ikke svært at omstille sig til coronatid som førtidspensionist, vi er jo vant til livsformen.

Jeg har ikke råd til at gå i byen, så jeg bliver hjemme.

Jeg køber ind to-tre gange om ugen og laver min mad selv af sunde, økologiske varer (hvis de da ikke er for dyre).

Sociale sammenkomster som fødselsdage, konfirmationer og dåb i familien må jeg ofte takke nej til, da man jo bliver lidt af en særling af alt den alenetid. Angsten sniger sig ind på en, når tiden nærmer sig et socialt arrangement, så er det nemmere at takke nej. Coronapandemien gør det jo legitimt at takke nej, men længslen efter dine kære og sorgen over ikke at deltage er ikke mindre.

What to do? Jeg finder mine veje, strikker en sweater, maler et billede, laver mad / bager kager som en lille opmærksomhed.

Jeg har sparet sammen i mange måneder til en anstændig konfirmationsgave, men konfirmationen bliver udsat igen og igen i dette »forsvundne forår«. Men man kan altid opmuntre folk over Messenger, henvise til gode film og bøger - og før i tiden henvise til gode kunstudstillinger.

Bekymringerne for fremtiden har vi førtidspensionister levet med i mange år. Det er nu et lod, vi alle må leve med. Bekymring over smittefaren og sorgen over de syge og de døde.

Jeg savner min demente mor, som bor på plejehjem, og som ikke forstår, hvorfor der ikke kommer nogen på besøg. Hun bliver modløs og ked af det, og jeg kan ikke give hende et kram.

Jeg bekymrer mig for mine voksne børn og store børnebørn. Jeg får hypokondriske tendenser ved det mindste host.

Alt dette er vi nok fælles om, men jeg mener nu alligevel, at det er nemmere for os pensionister: Vi er ligesom vant til ensomheden og at få det bedste ud af en elendig livssituation.

Kampen for at være et menneske, man selv kan være bekendt, er en evig kamp. Hvordan finder jeg gnisten til at motionere, hvis ikke min datter kommer med hundene og »tvinger« mig med ud i naturen, når jeg er nede? Vi har alle brug for nogen, som kerer sig om en.

Det er disse møder med medmennesker, jeg savner. Alt det andet skal jeg nok klare.

Susanne Nybo