Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hongkongs frihed skal ikke dø i stilhed

Prodemokratiske aktivister afholder et minuts stilhed under en protest mod nye lov om Hongkong. Fold sammen
Læs mere
Foto: TYRONE SIU

Hongkongs frihed skal ikke dø i stilhed

Den britisk-kinesiske aftale om Hongkong er fortsat gældende, 27 år endnu. Den sikrer borgerne i området væsentlige lovbestemte rettigheder, heriblandt ytringsfrihed, pressefrihed og forsamlingsfrihed. Alligevel har Kina, uden respekt for Hongkongs parlament, nu vedtaget en sikkerhedslovgivning, der truer friheden i området. Det er sket ved en lukket »beslutningsproces« i Den Kinesiske Folkekongres' såkaldte stående komite. Med enstemmighed. Det lovgivningsmæssige i beslutningen fremstår som en parodi. Den enevældige præsident Xi har i realiteten presset beslutningen igennem.

En repræsentant for Amnesty International udtaler, at de kinesiske myndigheders hensigt er fremover »at styre Hongkong gennem frygt«. Vi har allerede set en brutalisering i adfærd hos Hongkongs tidligere ordentlige politi.

Ingen kan derimod være i tvivl om, hvad befolkningen i Hongkong mener. Den gik allerede på gaden i 2003 i et stort antal for at forhindre vedtagelse af en tilsvarende sikkerhedslovgivning, som de lokale myndigheder derefter måtte opgive.

Danmark bør ikke være tavs overfor anslaget mod Hongkong. Regeringen bør protestere og gå sammen med andre lande, primært EU og USA, for at gøre det klart for magthaverne i Beijing, at denne frihedskrænkelse ikke bliver en gratis omgang. Viggo Fischer, tidl. MF (K), Hvidovre

Ministerens utilstrækkelige viden

»Jeg er ikke bare bekymret, det er decideret skammeligt.« Sådan lyder Pernille Rosenkrantz-Theils reaktion på Ombudsmandens rapport, der undersøger forhold for anbragte børn.

Samme retorik brugte ministeren i januar: »Det dur ikke, at man på anbringelsesstederne og i dagbehandlingstilbuddene slækker på undervisningen.« Som to af landets største foreninger på området tager vi ministerens respons alvorligt, for det vidner om, at hun ikke har tilstrækkelig viden om de børn, det handler om.

Ombudsmandens håndhæver rettigheder, det er positivt, men lad os nu tale socialfaglighed. Rettigheder skal efterleves, men socialpædagogisk arbejde kan ikke måles som en rettighed. Vi arbejder med mennesker, og præcis det fremgår også af rapporten: »Mindre børn, der er anbragt uden for hjemmet, vil ofte være meget sårbare og have få ressourcer.«

Det glemmer ministeren, når hun anfægter, at der slækkes på undervisningen. Størstedelen, der bliver anbragt, har haft liv med manglende stabilitet i forhold til skole. Det giver institutionerne et stort ansvar for at skabe gode vaner omkring skolegang, men det sker ikke over natten, for vigtigst er, at undervisning afstemmes barnet og ikke en lovgivning, der ikke skeler til barnet.

Det er vigtigt at holde tingene adskilt - vi oplever det upassende, når ministeren med sin retorik formår at trække et helt professionelt fagområde ind i en generel kritik, der bygger på et så lille empirisk grundlag. Vi står altid på mål for kritik, velbegrundet og dokumenteret. Ebbe Lorenzen, generalsekretær, Landsforeningen LIVSVÆRK, og Søren Skjødt, formand, Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte børn og unge (FADD)

Udvid den borgerlige fløj

Jeg er træt af den konstante opdeling af vores politiske lagkage i hhv socialisme, liberalisme, konservatisme osv. De fleste partier fra og med socialdemokraterne og hvad der ligger til højre derfor har mange flere lighedspunkter, end de har forskelle, fx udlændingepolitik og økonomisk fornuft. I mine øjne hører socialdemokraterne i dag hjemme på den borgerlige side, så min opfordring til Mette Frederiksen er: Leg med dine ligemænd i stedet for at hele tiden fedte for socialisterne på venstrefløjen.

Du har det jo allerede helt fint med Pape, så hen ad vejen skal du nok også finde ud af, at det er hos de borgerlige, du hører til, ikke hos socialisterne. Så ville vi få en virkelig stærk borgerlig fløj, til glæde for alle borgere i dette land.

Kære statsminister, find din plads blandt de borgerlige, så skal du se på løjer. Sammen med dem, og da gerne med dig som statsminister (og måske med Pape som finansminister og Elleman som udenrigsminister) ville vi kunne få fremskridt i Danmark som aldrig set før. Lars Løkke var ikke så dum - han havde visionerne. Anna Dawids, København K

App til bønnekald

I stedet for at bidrage til yderligere støjforurening i vores bymiljøer burde det være meget enkelt at udstyre de relevante grupper af troende med en app, som sender bønnekald på de forskriftsmæssige tidspunkter. Meget mere målrettet, meget mindre forstyrrende for den offentlige fred og fordragelighed. Hans Christensen, Dragør

Bønnekald uden højtaler

Kunne man ikke løse problematikken om bønnekald ved at give tilladelse til bønnekald UDEN brug af højtalere. På den måde sikrer man muslimernes rettigheder på en pragmatisk måde. Der er jo heller ikke stillet højtalere op for at forstærke lyden fra kirkeklokker. De har deres måde at kalde til bøn, og vi har vores. Og begge måder kan foregå i harmoni. Jens Elers, København Ø