Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er et demokratisk problem, at flertallet kan stemme sig til andres penge

Der er ingen økonomiske eller rimelige argumenter for formueskat, arveafgift og topskat, kun jalousi og jantelov, skriver May-Britt Kattrup.

»Det må da være rimeligt, at man efter at have betalt skyhøj skat af først indkomst og sidenhen opsparing, kan få lov at bestemme over resten af sine egne penge, uden at staten skal stikke sin fede snabel ned for tredje gang,« skriver May-Britt Kattrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: May-Britt Kattrup.

»Demokratiet skal være for alle« var overskriften på en Berlingske-leder for nylig. En god leder skrevet af Mette Østergaard, som påpeger det demokratiske problem i, at nogle »lavtuddannede og borgere uden for arbejdsmarkedet« ikke stemmer. »De føler sig hægtet af samfundet, fordi det alligevel er eliten, der bestemmer alt.«

Jeg er helt enig, men vil også påpege det demokratiske problem i, at flertallet af dem, som stemmer, kan stemme sig til andre folks penge. Flertallet kan bestemme sig for, at vi i Danmark skal have formueskat, arveafgift og topskat. Naturligvis over en vis grænse – udelukkende for at sikre flertal.

Alle ovennævnte skatter er både urimelige og skadelige for samfundet. Men demokratisk bestemt. Selvfølgelig skal vi alle betale skat. Vi skal kunne hjælpe de mest udsatte i samfundet, og der skal være lige og fri adgang til uddannelse og sundhedsvæsen. Ligesom der skal være penge til politi, forsvar og god infrastruktur alle steder i landet.

Men ovenstående skatter skader den vækst og velstand, som også fremover skal danne råderum og penge til netop disse funktioner. Og så er det ganske enkelt urimeligt, at borgere skal overbeskattes, hvis de får succes og skaber vækst og arbejdspladser i Danmark. Inden de når dertil, har de fleste arbejdet ret hårdt, haft økonomisk risiko og været uden det sikkerhedsnet, som ansatte nyder godt af, og absolut uden garanti for succes.

Kaviar og champagne

Nogen spørger, om modtageren af arveafgift har ydet noget. Ofte ja, men ikke altid. Det har forældrene så, og hvad kommer det i øvrigt andre ved? Det må da være rimeligt, at man efter at have betalt skyhøj skat af først indkomst og sidenhen opsparing, kan få lov at bestemme over resten af sine egne penge, uden at staten skal stikke sin fede snabel ned for tredje gang. Også selv om man har opnået succes, og nu har luksusbiler, luksusferier, kaviar og champagne.

Vi er altså ikke til for statens skyld. Stat og kommune er til for borgernes skyld og skal tjene borgerne – ikke omvendt.

Vi taler så meget om lighed i Danmark, og lighed er ekstremt vigtigt. Men det skal være lighed målt på muligheder, ikke på resultater. Vi skal have lige adgang til uddannelse, men vi må og skal respektere, at forskellige mennesker bruger mulighederne forskelligt og opnår forskellige resultater.

May-Britt Kattrup

»Nogle har brug for faste og trygge rammer i et 9-16 job. Denne gruppe har brug for, at andre skaber virksomheder, som de kan få job i, ligesom virksomheden har brug for dygtige og flittige ansatte.«


Nogle har brug for faste og trygge rammer i et 9-16 job. Denne gruppe har brug for, at andre skaber virksomheder, som de kan få job i, ligesom virksomheden har brug for dygtige og flittige ansatte. Og så er vi tilbage til ovenstående pointe med, at der både skal være incitament og rimelighed over for iværksættere, selvstændige erhvervsdrivende, små og store virksomheder, ansatte, alle velstående mennesker, som har haft succes. I stedet for at disse mennesker skal holde lav profil, burde vi hylde dem på samme måde som sportsfolk med succes.

Der er ingen økonomiske eller rimelige argumenter for ovennævnte skatter, kun jalousi og jantelov. Demokratiet bør gælde for alle. Men det er ikke tilfældet, når flertallet kan stemme sig til mindretallets penge.