Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De gamle eller fremtiden

I stedet for at satse disse enorme ressourcer på at redde relativt få tusinde svagelige ældre, burde man i langt højere grad fokusere på at beskytte det fantastiske samfund, vi de sidste tre-fire generationer møjsommeligt har bygget op, mener Jan. S. Hummer. Rådhuspladsen i København ligger så godt som øde hen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Endelig en fornuftig og afbalanceret kommentar til coronakrisen. Jeg henviser til indlægget fra Tom Simonsen (TS), pensioneret praktiserende læge, i Berlingske 20. marts, Hvor TS fornuftigt efterlyser en bedre prioritering af den igangværende coronaindsats.

Jeg er selv 83 år, og jeg har som ingeniør de sidste par generationer været engageret i opbygning og drift af virksomheder over hele verden.

Også jeg mener, at beslutningen om at anvende de enorme ressourcer, man for tiden beslutter at benytte - for på kort sigt at beskytte en mindre gruppe ældre, svagelige medborgere, ikke er fornuftig. Den fordel, der opnås, er helt ude af proportion med den skade, som denne »fejlinvestering« vil påføre vores samfund på både kort og på lang sigt.

I stedet for at bruge enorme ressourcer til at redde relativt få tusinde svagelige ældre, burde man i langt højere grad fokusere på at beskytte det fantastiske samfund, vi de sidste tre-fire generationer møjsommeligt har bygget op.

Hvis det skulle bryde sammen, vil det som altid gå hårdest ud over den ressourcesvage del af vores yderst velfungerende samfund.

Jeg er rimelig sikker på, at hvis der blev afholdt en folkeafstemning - udelukkende med deltagelse af alle over 70 år, om det var vigtigst at redde vores samfund eller nogle tusinde ældre, ville en langt overvejende del af de ældre stemme for at redde samfundet frem for dem selv.

Det er meget rørende, men dog lidt ubetænksomt, at de yngre tænker på de ældre og svage i denne helt ekstraordinære situation. Men jeg er sikker på, at vi gamle generelt meget hellere vil have, at I koncentrere jer om at beskytte vores fremtidige samfund til glæde for vores børn og børnebørn.

Jan. S. Hummer, Klampenborg