Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Danmark er på rette vej

Vores over-akademiske politikere og embedsfolk troede, at det udelukkende var den offentlige sektors opgave at redde danskerne, skriver Birgitte Nymann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Eksperter og alle andre har ret til en mening om, hvordan covid-19 krisen skal gribes an. Men det mest interessante er at se på viden. Der bliver allerede produceret meget fine videnskabelige artikler.

Den bedste artikel, skrevet af en række internationale fagfolk, viser, at det mest vigtige er at finde og isolere de syge. Social distancering og kontaktreduktion er også vigtigt. Men de kombinerede tiltag har den klart største og hurtigste effekt og er en meget potent cocktail, der slår epidemien ned. Kina ville have haft 67 gange så mange smittede, i februar måned, uden disse tiltag, siger modellerne.

Danmark er på rette kurs. Meget mere kan gøres, men hovedretningen er rigtig. Det skal nok virke, og det er den klart hurtigste og billigste måde at komme videre på. Og ikke mindst, den hvor færrest mennesker dør – hvilket man ellers ikke altid fornemmer, er det store problem, når bare det er de ældre, der dør.

Vi bør prise os lykkelige fra det lederskab, vi mod alle odds har set fra politisk side. Den faglige tilbageholdenhed med ubegrundet optimisme, brat efterfulgt af ubegrundet pessimisme, bør være fortid nu. Se på de videnskabelige erfaringer med covid-19, og de lavpraktiske erfaringer, som allerede har bevist deres værd i Asien, så stopper vi den epidemi.

Thor Grønlykke, adm. direktør, Spraino, speciallæge i klinisk farmakologi

Hvor mange ville dø?

Det helt centrale Corona-spørgsmål, som jeg ikke har hørt journalisterne stille statsministeren og de forsamlede eksperter, er følgende:

»Siden I har valgt at sætte samfundet og økonomien i stå helt frem til påske, med endnu komplet uoverskuelige konsekvenser for vores fremtid, hvad er det så for et gigantisk dødstal I fra begyndelsen har estimeret for Danmark, såfremt I valgte ikke at gøre noget? 100.000? 500.000?«

Et ærligt svar på dette spørgsmål, ville motivere borgerne til at overholde reglerne.

Anders Grøndahl, Dronningmølle

Skift coronastrategi

Forleden kom dr. med. i immunologi Søren Mouritsen med et godt forslag i Berlingske. Vi skal ændre strategi i forhold til covid-19 sygdommen. Vi kan ikke overleve som et velfungerende samfund, hvis vi hver gang der kommer en sars-cov-2 lignende virus, lukker næsten alt ned. sars-cov-2 ser foreløbig ikke ud til at slå alle der bliver smittede ihjel men ”kun” nogle af de immunsvækkede. Han foreslår, at folk der er sunde og raske går tilbage til samfundet igen og holder det i gang. Det kan godt være, at de bliver smittede, men det vil påvirke dem som med en almindelig influenza. Deres immunsystem vil kunne forsvare og de vil blive immune for næste bølge af virussen.

Derimod skal immunsvækkede personer beskyttes ved at holdes i mindst 40 dages tvungen hjemmekarantæne med en førsteklasses service. Det vil fortrinsvis være ældre folk, som har hjerte/lunge problemer, cancer, er i immunterapi etc. Han foreslår, at Sundhedsstyrelsen beregner en cut-off-alder for dem der skal i karantæne og dem der ikke skal.

Derudover vil jeg foreslå, at man gør noget for generelt at forbedre danskernes immunsystem. Det er et meget kompliceret system, som påvirkes af mange forskellige faktorer (fx mad, stress, toksiske stoffer, søvn, motion), men det er også et genialt system til at forsvare os mod infektioner. Lad os få belyst, hvordan vi kan bevare det bedst mulig, så vi kan bevare et godt helbred og undgå kommende virusinfektioner og livsstilssygdomme. Der er publiceret mange artikler om, hvad man skal gøre, med desværre ser den viden endnu ikke at være nået ud til så mange læger.

Jytte Josephsen, Birkerød

Regningen skal betales

Når man ser aktiemarkedernes reaktion på den amerikanske krisepakke, må man konkludere, at enten tror størstedelen af verdens befolkning, at penge er noget, der gror på træer, eller også at de fleste investorer primært prøver at berige sig selv i en krisetid ved at spekulere heftigt i frygt og panik.

Pakken er en yderligere gældsætning af ét af verdens mest forgældede lande.

Gad vide, hvem der skal betale regningen?

Hans Jørgen Pedersen, København